35 spritbilister fanget i påskekontrol

Traditionen tro stod politiet vagt ved de danske veje i påsken for at fange sprit- og narkobilister.

I løbet af de fem påskedage vinkede politibetjentene 3.200 køretøjer ind til siden. 35 førere havde nydt for meget påskebryg og blev sigtet for spirituskørsel, mens fem blev sigtet for at køre under påvirkning af narko eller medicin. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

»Spirituskørsel er en medvirkende årsag i cirka 20 procent af uheldene, hvor personer bliver dræbt eller kommer til skade i trafikken. Derfor sætter vi løbende ind med målrettede kontroller mod spritbilister,« udtaler Frank Mathiesen, centerchef i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.

Politiet konstaterede yderligere 160 lovovertrædelser under påskekontrollen.

12 kørte uden kørekort, og 12 andre sad bag rettet, selv om de tidligere havde fået frakendt førerretten.

Yderligere 32 blev sigtet for at tale i mobiltelefon under kørslen, og 83 havde ikke spændt sikkerhedsselen.

BNB