22-årig dræbt af skud i Mjølnerparken

En 22-årig person har mistet livet efter et skyderi i Mjølnerparken i København, oplyser politiet på Twitter.

Foto: Kristian Djurhuus. Politi og ambulance på Tagensvej i København i forbindelse med skyderi i Mjølnerparken torsdag.
Læs mere
Fold sammen

Et skyderi i Mjølnerparken har torsdag kostet en 22-årig mand livet. Det oplyser Københavns Politi.

»Afdøde er kendt af politiet og tidligere truffet i selskab med den lokale bandegruppering,« skriver politiet videre på Twitter.

Politiet nævner ikke, hvilken bande der henvises til med formuleringen »den lokale bandegruppering.«

En 19-årig mand er desuden blevet ramt af et strejfskud. Hans skader har ikke krævet behandling ifølge Københavns Politi.

De første meldinger lød, at gerningsmændene var to personer, der kom kørende på en knallert eller scooter. Efter skyderiet flygtede de mod Tagensvej.

Det er mindre end en dag siden, at der sidst var skyderi i København. Onsdag aften var der skyderi på Griffenfeldsgade ved Folkets Park på Nørrebro.

Her blev en 25-årig mand med banderelationer ramt af et skud. Hvilken bande han har relationer til, har politiet ikke villet svare på.

Griffenfeldsgade ligger i det område, hvor banden Loyal to Familia, LTF, holder til.

LTF har siden foråret haft en konflikt med blandt andet banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

/ritzau/