Whistler er klar til OL

Bjergene ved Whistler er klar til de olympiske atleter. Rejseliv har været i Canada for at se nærmere skiområdet, der er vært for den alpine del af Vinter-OL.

Whistler er et legendarisk sted, hvor statistikken praler med ti meter frisk sne årligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pigen kaster blikket ned på sin ipod. Hun roder lidt med menuen, inden hun med tilfreds mine og frisk musik i øregangene kigger ud af vinduet med et fjernt blik. Der er 430 meter ned. Og en fabelagtig udsigt over de hvide tinder i Coastal Mountain Range.

Læs også: Verdens vildeste pister

Vi hænger over terrænet i en wire, klos op ad Stillehavet og storbyen Vancouver, mens Rocky Mountains ligger mod øst ad snoede bjergveje og nordamerikanske highways, som leder de store amerikanertrucks henover kontinentet.

Verdens længste gondol-lift
Snowboardet står klar ved siden af pigen. Og tøjet sidder præcis, som det skal. Stort og tjekket. Hun er tilsyneladende alene. Bortset fra de andre 20 mennesker i kabinen. Kalenderen viser ét år til OL, men i vinteren 2009 er det mærkbart, at Whistler er sat i gear mod spektaklet, og det mest synlige bevis på dét, er åbningen af den pompøse »Peak2peak Gondola«.

Den kabine, vi nu står midt i. Gondolen forbinder de to bjerge Blackcomb og Whistler, som tilsammen udgør Nordamerikas største skiområde. Gondolen er verdens længste. Turen over dalen måler 4,4 kilometer, men de er tilbagelagt på blot 11 minutter.

Kabinen bevæger sig længere og længere væk fra Blackcomb-bjerget, mens den gynger let i den friske vind og giver et lille sus i maven.

Pigen er uanfægtet. Tydeligvis lokal. Hun kigger bare udover bjergene og nyder musikken. Vi nærmer os det andet store bjerg, Whistler. Det er endestation, og det kommer langsomt nærmere. Kabinen sænker farten, og glider ind på sin plads, som en enkel brik i et enormt logistisk puslespil. Fuld stop, og vi vugger lidt fra side til side, inden vi blidt rammer kanten.

Et sammensurium af topmoderne lifter, som få områder i Europa kan matche, står som lige streger i landskabet, og mange enten ender eller begynder netop her, ved Peak2Peak Gondola’en. Områdets størrelse og højdeforskelle bliver overgået flere steder på det gamle kontinent, men antallet af spritnye moderne lifter er virkelig imponerende.

Porten glider op, og pigen tager sit snowboard under armen. Hun haster i retning af de friske pister, hvor entusiaster i tusindvis slanger sig som små myrer ned ad bjerget, mens andre myrer befinder sig på de uberørte vidder, langt oppe ad bjergsiderne i det fjerne. Så er hun væk. En prik i flokken.

Kort pause og så derud af
Vi er landet midt på bjerget, og navnet Peak2Peak er derfor lidt misvisende. Men hvad gør det, når alt fungerer, og andre hurtige lifter er klar til at fragte os videre mod toppen, mens solens stråler slår sporadisk i øjnene, vinden river, nye skyformationer lover mere sne – og endestationen på supergondolen samtidig er samlingspunkt for restauranter og liftstationer en masse.

Vi tager en kaffe på en terrasse, og observerer det summende liv. Under blafrende canadiske flag tramper turisterne henover sneen og kaster deres planker på pisten. Forventningsfulde. Sneen knitrer under skistøvlerne, inden de klikker ind i bindingerne, og vi nyder de karakteristiske lyde, der altid skruer glæden en tand i vejret.

Området er delt i to, og vi skal nu prøve kræfter med bjerget, der har lagt navn til et af verdens mest berømte skisportssteder.
Alene navnet på den canadiske klassiker kan få de små nakkehår til at rejse sig hos inkarnerede skiløbere.

Whistler er et legendarisk sted, hvor statistikken praler med ti meter frisk sne årligt, hvor en række af de store skifilm er blevet optaget, hvor bjerget tilbyder en næsten uendelig off piste legeplads, og hvor OL-atleterne snart myldrer ind.

Selve pisterne er varierede. Og der er mange af dem. I samspil med det velfungerende liftsystem får de det hele til at klappe, så selv en superorganiseret skandinav må lette lidt på hjelmen i ren respekt over canadiernes organisationstalent.

Liftkøer er en sjældenhed. Det er smilene dog ikke. Canadierne er venlige, imødekommende og fulde af overskud. I hvert fald i Whistler.

De lokale taler om Whistler-ånden. Hjælpsomhed og glade miner dominerer i et sjældent omfang. Alle hilser venligt på hinanden overalt, og spørger man om vej på gågaden i centrum, vil man ofte opleve at blive fulgt til døren.

Efter en hurtig tår kaffe kaster vi os over bjerget. Vi æder nogle tusind højdemeter – op med de lynhurtige lifter – og ned via lange ture ad velpræparerede pister, ofte med over en kilometers lodret fald på en tur. Solide faldhøjder. Og vi fortjener nu en frokost.

Torvet ved lifterne i Whistler Village er samlingspunkt i byen, og midt på dagen vrimler det med store burgere og abnorme portioner pommes frites, mens popmusik sejler ud ad højtalerne, og europæere og nordamerikanere kappes om at vise det nyeste gear – og sig selv – frem for hinanden. Men stemningen er alligevel afslappet og hyggelig.

Whistler Village
Vi er tæt på Stillehavet, men man kan ikke se det oppe i selve Whistler, der med 10.000 fastboende er en rigtig by. I Alperne rummer destinationerne til sammenligning sjældent over 2.000 fastboende, og barerne på det mondæne strøg i Whistler ligner i højere grad normale caféer, end modstykkerne i Europa.

Det er svært at finde en god afterski, men senere om aftenen summer byen af liv på en række barer og diskoteker.

Lidt uden for Whistler Village ligger Creekside på vejen mod millionbyen Vancouver. Canadas vigtigste havneby ved Stillehavet.
Creekside er en landsby omgivet af stejle bjergsider.

En lille tankstation, en liquor store, hvor man køber alkohol, et lille supermarked, et par sportsforretninger og restauranter.

Her bor man typisk lidt billigere, men godt, og siden en enkelt lift går højt op ad bjerget, kan man hurtigt komme rundt i terrænet. Om aftenen er det relativt nemt og billigt at ta’ bussen eller bestille en taxa op til Whistler Village. De har styr på tingene i Canada; det er rent og pænt, og det fungerer.

Off-piste til pudderfreaks
Tvillingebjergene Whistler og Blackcomb er begge velsignet af gletschere på toppen. Det giver selvsagt snegaranti – og mulighed for sommerski, ligesom begge toppe tilbyder de typiske nordamerikanske bowls. Det handler om off piste i en stor gryde, som ofte giver pudderfreaks alt, hvad de drømmer om.

Imidlertid giver beliggenheden tæt ved Stillehavet sneen en lidt tung konsistens. Vil man have nordamerikansk champagnepudder skal man derfor ikke til Whistler, men derimod dybt ind i de canadiske Rockies mod øst.

På den øvre del af Whistler-bjerget går en lang stol henover klipperne mod toppen, og vi når bjergets højeste punkt i lidt over to kilometers højde. Vi glider ud af stolen. Vinden river i kinderne heroppe, og en bjergkam skiller os fra bowlen. Først rundt om en stor klippe, og dér ligger den.

Den er kæmpestor, og en gletscher vælter ned igennem. Området er dog kontrolleret af eksperterne, og pt. giver de grønt lys. Ved snefald er bowlen kendetegnet ved dyb powder, og vi får også lidt af den søde vare på toppen.

Længere nede i gryden står bjergene stejlt på alle sider, og sneen har en fastere konsistens, fordi de mange passerende entusiaster kører terrænet til. Og kører en del af det op til store pukler. Vi ser os omkring, nyder moder natur – og priser endnu engang canadiernes sans for at udnytte herlighederne.

Whistler er et OL værdigt – og der er Vinter OL 12.-28. februar.