På sneferie i Norges Klondyke

I det gamle minesamfund, Rørås, møder fortiden nutiden, og snesport i vildmarken kombineres med en snert af storbyliv.

Røros har stort set ikke forandret sig siden 1800-tallet. Men selv om bymidten ligner Norges svar på Frilandsmuseet, er der et livligt mynder af lokale beboere mellem turisterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nana Elving Hansen

Der ligger et tykt snetække over Røros-området fra slutningen af oktober og langt ind i april. Og da den norske bjergby nærmest ligger midt i ingenmandsland, er der rig mulighed for at komme ud i det uberørte vinterlandskab.

Læs også: Guide til 5 hundeslædeture

En af måderne er at tage langrendsskiene på og give sig i kast med Røros’ 320 kilometer langrendsløjper.
Det tager ikke mange minutter, før man er ude af byen og oppe på højfjeldet. Her hersker stilheden, som omslutter en fuldstændig. De eneste lyde er sneens knirken under skiene og ens eget åndedræt. Der er intet andet end hvide bjergtoppe og små klynger af træer, der hist og her titter frem under den meterdybe sne.

På nær selvfølgelig de lokale langrendsløbere, som man indimellem må finde sig i at blive overhalet af, mens man selv pruster og stønner i den klare bjergluft. Men så snart de er forsvundet i horisonten, har man igen fornemmelsen af at være alene med den store natur.

Renflokke i fjeldet
Langrendsløjperne er fra syv til 24 kilometer. På de længere ture kan man komme godt ud i bakket skovterræn, men der er også mere begyndervenligt terræn.

Er man er helt grøn i langrendsverdenen kan man få en hjælpende hånd af tidligere landsholdstræner for de norske skiskytter, Kjell Ove Oftedal, der står for langrendsskole og skiudlejning på Rorøs Hotel. Og det er ingen skam at tage skiene af, hvis motorikken ikke helt vil være med, når bakkerne skal forceres med de lange ski.

Kommer man langt nok op på fjeldet, kan man tilmed være heldig at støde ind i et rensdyr eller to.
De samiske familier, der bor i Røros-området, driver nemlig stadig rensdyrdrift på traditionel vis og har derfor store flokke løbende frit på fjeldet.

Der er også mulighed for at stå på alpin-ski i området. Der er et børnevenligt område i selve Røros, men for at finde »voksenbakker« skal man ud på en køretur på et kvarters tid.

Forførende slædehunde
Ski er ikke den eneste måde at komme ud over Røros-vidderne på. Man kan f.eks. spænde et par tennisketsjer-lignende snesko på fødderne og vandre en tur i den dybe sne uden for skovstierne eller pløje gennem sneen på en snescooter.
Ellers også kan man spænde seks hunde foran en slæde og lade dem løbe derudaf.

Ved første øjekast virker de ulveagtige slædehunde vilde og aggressive, når de samstemmigt kaster sig ud i en højlydt gøen og kaster sig mod een, så de reb, der holder dem fast bliver strammet helt ud. I virkeligheden er de lige så søde og afrettede som enhver familiehund og måske endda mere glade for at blive kløet bag øret.

Hundenes larm stopper dog det øjeblik, de får lov til at stikke af med slæden. Og så er det med at følge med som slædefører. Hen over bakkede skovstier og rundt i skarpe sving med vindens susen om ørene kører adrenalinen på højtryk for at få kroppen til at læne sig den rigtige vej.

Men hundenes iver og glæde for at løbe kan ikke andet end at smitte af, og en tur på slæden virker som en ren glædesindsprøjtning.
Det er en dyr fornøjelse at komme ud og lege hundeslædefører med en startpris på knap 1.000 kroner. Til gengæld er det en utrolig sjov måde at opleve det bakkede snelandskab på og en oplevelse, som efterlader dejligt røde kinder og en enorm lyst til at droppe alt derhjemme og blive hundeslædefører på fuld tid.

Storbystemning i bjergbyen

Efter en dag i sneen er det oplagt at kigge lidt nærmere på Røros by.
Legenden siger, at en lokal bonde på rensdyrjagt var startskuddet til Rorøs’ historie. Det rensdyr, han skød, sparkede i sin dødskamp til en sten og afslørede et lag skinnede kobber. Og på ganske få år lokkede kobberfeberen flere hundrede lykkejagere til Røros’ fjelde.
Fra 1644 og til minedriften lukkede i 1977 var Røros et af de største minesamfund i de nordlige bjerge.

Den dag i dag er der stadig ren klondyke-stemning i Rorøs. Bjergbyen har stort set ikke forandret sig siden 1800-tallet, så man finder ingen betonklodser i gaderne. Kun små, gamle træhuse med røde, gule og grønne facader. Derfor er det også som at rejse et par århundreder tilbage i tiden, når man går gennem de smalle gader ned til byens hovedgade. Indtil man pludseligt og brutalt bliver hevet tilbage til nutiden af en stor, sort og spritny Audi, der triller forbi. For selvom Røros bymidte kan ligne Norges svar på Frilandsmuseet, er der et livligt mylder af lokale.

I Røros møder fortiden nutiden på flere måder. Overalt støder man på lokale, der transporter sig rundt i byen på et slags sneløbehjul kaldet en sparkstøtting. Det er en form for slæde med to lange stålmeder og et sæde, som både unge og gamle benytter sig af. På samme måde som vi i Danmark hopper på cyklen, snupper man i Røros sin »spark« ned til supermarkedet. Det er en let og ret sjov måde at komme rundt på, og der kan virkelig komme fart på, når man glider ned ad byens snedækkede bakker – så man skal ikke glemme Audi’erne, når man drøner af sted på tværs af veje og rundt om skarpe hjørner.

Lokalkolorit i lavsæson
Omkring en million turister besøger hvert år Røros. De fleste kommer dog om sommeren.
Om vinteren har man ret meget stedet for sig selv. Man skal selvfølgelig dele pladsen med de lokale, men det betyder kun, at der er større mulighed for at få smagen af lokalkoloritten. Røros-boerne er meget imødekommende og svarer gerne på dumme turistspørgsmål. Og der er hverken kollektiv butikslukning eller dødt i byen, selvom der ikke er så mange turister om vinteren.

Tværtimod er der ret godt gang i nattelivet, hvad enten du er til irsk livemusik i hyggelige caféomgivelser eller til diskodans a la en tur med Norgesfærgen.
I Røros kan du heller ikke gå mange meter uden at støde på kunsthåndværk af forskellig art.

Det gamle minesamfund er kendetegnet ved at tiltrække kunstnere i samme stil som Skagen, så i alle gaderne er der små kunstbutikker og værksteder – selv caféerne fungerer som gallerier. Rorøs’ kobberårer er i høj grad blevet erstattet af kreative årer – også når det gælder maden. Norge er kendt for at byde på gode madoplevelser, og det gælder også for Røros. På det pæne udvalg af restauranter og caféer er der mulighed for at prøve smagsløgene af med elg, rensdyr og både traditionelle som nytænkte norske retter.

Læs også: Skibørn i fri dressur