Se vinterlyset i Nordnorge

Vinteroplevelser er ikke kun skiferie. Man kan også give sig selv en ferie med nordlys, hundeslædekørsel, jagt på kongekrabber og en sejltur langs Nordnorges smukke kyst.

Foto: Gitte Holtze

»Der er observeret nordlys på himlen,« lyder det skrattende fra højtaleren, på syngende norsk. Og så til ære for de engelsktalende turister: »Northern Light on the sky.«

Læs også: Tromsø By Night

Selv den runde nordmand Magnus, som har erklæret, at hans største interesse er masser af mad, smider bestikket. Rundt omkring ham i restauranten på Hurtigrutens fine skib, M/S Trollfjord, gør andre det samme. Skubber stolen ud og går, eller for nogens vedkommende løber, forbi de smilende tjenere op mod øverste dæk.

De rutinerede har taget jakker og vanter med til middagen, den slags har man ikke tid til at hente i kahytten på vejen, for det bølgende lyshav på himlen, som man kalder nordlys, bestemmer selv, hvornår det forsvinder igen. Og om det overhovedet vil åbenbare sig.
Det ved de fleste rejsende på Hurtigruten denne vinteraften godt, så de krænger jakker på og trækker huer ned over hoveder, alt imens de tramper op ad trapperne til niende dæk.

Nordlys er et af de naturfænomener, områder nord for polarcirklen er begavet med, og som i årevis har fået turister fra hele verden til at sætte feriekursen nordpå i vintermånederne for at stirre op på det sælsomme syn af lysglimt, der i nuancer fra grøn til blå til lilla flagrer hen over himlen.

Og at nordlys er værd at rejse efter i en sådan grad, at turister trodser den evige nat heroppe, hvor solen i to måneder om året ikke hæver sig over horisonten, har rederiet Hurtigruten udnyttet – på den gode måde.
Selskabets fire skibe sejler i fast rutefart mellem havnene langs Norges nordlige og vestlige kyst, og udover udkald i højtaleren, når besætningen opdager lysleg på himlen, tilbyder rederiet i stort set alle havne polar-oplevelser af den slags, som ikke involverer pister og pukler, men sne og smuk natur og under åben himmel.
Eller man kan blive ombord på skibet og lære at binde knob eller deltage i foredrag om samerne eller bare lade udsigten gennem panoramavinduerne på skibet være en oplevelse i sig selv.

Sidstnævnte er ikke kun for de dovne. Kulden er bidende på disse kanter, og selv om det er vinter, er man jo på krydstogt, hvor tid til at gøre ingenting er en del af pakken.
Og synes man, der skal lidt mere action på end blot at slubre kaffe i salonen og se på de sneklædte fjelde og det kolde Barentshav, er skibets øverste dæk udstyret med et udendørs spa-bad, hvis varme vand kan få både krop og de fødder, der skal løbe bare hen over isen på dækket for at komme ned i boblerne, til at krumme sig i velvære.

I øvrigt som en tro kopi af smagsløgene, når middagen eller frokosten i restauranten serveres. Selv om Hurtigruten også fungerer som transportmiddel for de nordmænd, der har hjemme i disse egne og blot skal fra en havn til den næste, er der ikke meget Scandlines-discount over måltiderne. Frokosten er en buffet af alt godt fra det hav, der omringer os, middagene er tre gode retter med ligeså gode vine.
Alt dette til trods er det dog aktiviteterne udenfor skibet, der fortjener de fleste og de flotteste superlativer.

Velkommen til, siger boss Lars Petter Øie, da gruppen af spændte vintereventyrere ruller ind foran hans domæne i Kirkenes for at sejle ud på Jarfjorden bag ham på kongekrabbesafari.
På med termotøj og -støvler og så ned i gummibåden til den russiske styrmand Anton og den seje islænding Greta.
Sidstnævnte siger ikke mange ord, til gengæld lader han sig uden at løfte et kuldskært øjenbryn glide ned i det iskolde vand iført dykkerudstyr, da vi når ud til et åbenbart godt krabbested, nedenfor et stejlt fuglefjeld – for godt et kvarters ventetid senere at dukke op med de krabber, der har lagt navn til eventyret.

Kongekrabberne er nogle vældige krabater med en kampvægt på op til 15 kilo og kløer, der kan knække mangen en finger, der er kommet for tæt på. Det stopper dog ikke flere af gruppens mandlige – og mandige – deltagere, som stolt lader sig forevige med bæsterne i hænderne.
Senere, da de syv krabber er blevet uskadeliggjort i kogende vand, tør også den feminine halvdel af selskabet røre de velsmagende kæmper, og vi guffer dem i os, som havde vi ikke set mad i umindelige tider.

Det havde lokalbefolkningen heller ikke, da krabberne tilbage i 1960 blev udsat fra Stillehavet til havet omkring Murmansk for at skaffe nye fangstmuligheder, og selv om man her i Kirkenes i dag ikke er afhængig af dem for at blive mæt, er både måltidet og den times kolde safari ude på fjorden en oplevelse, Lars Petter Øie ikke ville kunne tilbyde, og turister ikke få, hvis ikke krabberne i havet omkring Murmansk havde bevæget sig ned ad kysten og udset sig blandt andet dele af denne fjord som et dejligt sted at bo.

»Dejligt« er til gengæld formentlig ikke umiddelbart dét tillægsord, man klistrer på dagens næste oplevelse. For da M/S Trollfjord lægger til kaj i bygden Vardø, spytter det stolte skib ikke kun turister ud, der gerne vil vandre en tur i den knitrende og kridhvide sne – ud kommer også en lille flok vikinger, der skal have deres såkaldte polardåb.

Iført nathue og en stribet badedragt, der leder tankerne hen på »Far til Fire« spæner d’herrer ud fra det varme omklædningsrum og hopper i ishavet i et dertil indrettet bassin få meter fra M/S Trollfjord. For få forfrosne sekunder senere at styrte tilbage mod stuetemperaturen i omklædningsrummet. Bagefter påstår de nydøbte, at den efterfølgende varme – ikke fra radiatoren, men fra det voldsomt rullende blod i årerne – er alle forfrysningerne værd.

Nattens højdepunkt kræver ikke, at man blotter sin gåsehud, til gengæld skal man kunne holde sig vågen til kl. 01, hvis man vil gå fra borde i Mehamn og fræse på snescooter gennem polarnatten, inden man et par timer senere går ombord igen i fiskerbyen Kjøllefjord. 
Og så skal man takke pænt nej til vin til middagen og farverige drinks i baren bagefter, for snescooterkørsel kræver en appelsinfri fører.
Og godt vejr. Som man lige så lidt som at se nordlys kan garantere i denne del af verden. Så da kaptajnen under middagen meddeler, at turen i den hvide ørken må aflyses på grund af et varsel om snestorm, kommer det ikke som den helt store overraskelse.
»Øv,« siger en af gruppens deltagere. »Men det er vel også det, der gør det så fantastisk,« funderer han bagefter.
»At man ikke kan bestille naturoplevelser.«

At køre hundeslæde figurerer også under den slags oplevelser, hvis udfald afhænger af vejrguderne.
Som er os nådige, da skibet efter at have rundet Nordkap og lagt til for et par timers sightseeing i verdens nordligste by, Hammerfest, ved midnatstide dagen efter når til Tromsø. Det sner lidt, men vejrudsigten er efter forholdene god. Og selv om solen ikke er stærk nok til at få de allestedsnærværende metertykke bunker af sne til at glitre og skære i øjnene, er de over 300 hunde i det nærliggende vildmarkscenter helt klar på vild og voldsom hundeslædekørsel.

Så vi trækker igen i polardragt- og støvler og hopper op på slæderne. Hundene i spandet glammer af utålmodighed; de, der ikke skal ud at løbe, stemmer i, førerne råber kommandoer, og først da vi sætter i gang og forlader centret, bliver der stille. Udsigten består mest af viftende haler og hundeprutter, men fornemmelsen af at flyve hen over den uberørte sne er kjempefin.
Det var midnatskoncerten i Tromsø aftenen før også. Og besøget ved den russiske grænse. Og overnatningen i ishotellet i Kirkenes, inden vi steg ombord på M/S Trollefjord. Og nordlyset.

Læs også: Sov i frost og is