Det kræver en god portion is i maven, når man skal krydse Hai Bai Trung-vejen. Selv når man benytter fodgængerovergangen og i øvrigt går over for grønt. Farven på trafiklysene tages mange gange mere som vejledende end som påbud blandt trafikanterne i Ho Chi Minh Citys maniske trafik. For ikke så mange år siden var det de miljøvenlige og stilfærdige cykler, man måtte vige uden om, men i dag er det scootere og motorcykler, som insisterende har taget domæne i trafikken. Fra seks om morgenen til tæt på midnat lyder en kakofoni af accelererende motorer og den kroniske brug af hornene.

Livet i Vietnams største by med omkring 10 millioner indbyggere – og omtrent det samme antal motoriserede køretøjer – går stærkt, ikke kun i trafikken, men på snart sagt alle områder. Fra at være et lille fiskersamfund fik de franske koloniherrer sat gang i byplanlægning, efter de i 1859 havde indtaget området her i det sydlige Vietnam. Stort set alle gamle bygninger og huse blev jævnet med jorden, kanaler blev fyldt op, og nyt skød op i årene efter.

Fremad – og op i himlen

Saigon, som byen hed indtil genforeningen af Nord- og Sydvietnam i 1975, ændrede herefter navn til Ho Chi Minh City, som blev byens officielle navn, dedikeret til Uncle Ho – landsfaderen fra det kommunistiske nord, der tvang amerikanerne på porten. Spørger man tilfældige indbyggere, foretrækker mange dog det gamle, og mere enkle, Saigon. Først i midten af 1900-tallet tog udviklingen fart, men det er inden for de seneste år, at turboen er sat på fuld skrue. Driftigheden er uden sidestykke og kan minde om det kinesiske mirakel. Byggekraner rager op over hustagene overalt, der bygges højere og højere og nye indkøbscentre åbner dørene til mærkevarer, som den voksende middelklasse har råd til at købe. Bitexco Tower er byens nyeste svar på moderne, udfordrende arkitektur. To tredjedele oppe på stål- og glasbygningen rager en sidevækst ud som en abrupt appendiks. Det er såmænd en landingsplatform for helikoptere. Den 176 meter høje mastodont har på øverste etage sin Skydeck-bar, hvorfra udsigten er mageløs, især når mørket falder på, og lyshavet breder sig til alle sider.

De prægtige hoteller

Ho Chi Minh City fylder en del og er opdelt i 19 distrikter, men for langt de fleste gæster er det distrikt 1, der er interessant. Dette distrik, også kaldet Saigon City, betragtes som byens centrum. Det er her, business, museer, kendte bygninger, indkøbscentre, restauranter og hotellerne findes.

Ho Chi Minh City er et overraskende og yderst interessant bekendtskab, som ikke mindst indbyggerne har deres store ære for. Midt i deres travle adfærd er der aldrig langt til smilet og en altid uhyre venlig og imødekommende attitude. Nok kan Ho Chi Minh City ikke bryste sig af gamle historiske bygningsværker ligesom hovedstaden, Hanoi, i nord. Til gengæld er her mange interessante bygninger, som blev bygget i starten af 1900-tallet under den franske kolonitid, typisk i neo-barok- og art deco-stil.

Nogle af de mest indtagende eksempler på denne arkitektur er hoteller som Majestic, der ligger ud til Saigon-floden, og Grand få meter længere oppe ad gaden. Andre hoteller som Rex, Continental og Caravelle – alle også med flot ydre og interiør – har hver især lagt ramme til store begivenheder, især under Vietnamkrigen.

På Rex’ tagterrasse holdt den amerikanske hær pressemøder hver eftermiddag kl. 17. På Caravelles tagterrasse holdt krigskorrespondenterne til, ofte med en smøg i mundvigen og en drink inden for rækkevidde, når de repporterede hjem. Det var i øvrigt herfra, de i de sidste dage i april 1975 kunne se nordvietnamesiske tropper nærme sig byen hastigt og vidste, at det kun var et spørgsmål om kort tid, før Saigon blev indtaget. Det samme gjaldt den fornemme dame fra 1880, Continental, der også var populær blandt journalisterne under krigen. Mange har sikkert, men måske uden at vide det, set episoder fra såvel spillefilm som reportager, hvor disse lokaliteter indgår.

Krig og gru – hører til byen

Uanset om man er interesseret i krigshistorie eller ej, så fylder Vietnamkrigen stadig meget i indbyggernes bevidsthed, naturligvis især blandt de noget ældre.

Et besøg på Krigsmuseet bør være et must. Man skal være en ret cool type for ikke at lade sig påvirke af især de mange fotografier, der dokumenterer rædslerne blandt civilbefolkningen, soldaterne og krigsfangerne: torturmetoder, som overgår den vildeste fantasi, og brug af giftstoffer, som medførte alvorlige kropslige deformiteter på også civile. Det var især stoffet Agent Orange, som amerikanerne sprøjtede på træer, så de mistede deres blade og blottede fjendens positioner. Selv i dag er ofre, der lever med konsekvenserne af brugen af Agent Orange.

Museet har også en stor samling af af tanks, helikoptere, fly og andet materiel, som anvendtes, ude i den tilhørende have. Nu, vi er ved krigen: En populær dagsudflugt går til tunnellerne i Cu Chi, som modstandsfolkene fra Nordvietnam gravede for at beskytte sig mod amerikanerne og de sydvietnamesiske tropper. Der er enkelte afsnit af de 200 kilometer lange gange, hvor turister kan komme ned, men det er en noget klaustrofobisk oplevelse. Oplevelsen er nok mere interessant for den med hang til krigshistorie.

Den dyre kaffe – for de få!

Kaffe og Vietnam er efterhånden blevet synonyme, især efter at landet har erobret en andenplads efter Brasilien som verdens største kaffedyrker. Kaffekulturen er udbredt, og caféerne findes i alle varianter i byen, lige fra ydmyge åbne barer, hvor man sidder på små plastic-taburetter og nyder en espresso, mens man får et slag kort med vennerne, til de meget mere mondæne – og dyrere.

Der hersker en næsten andagtsfuld stemning, når man bestiller en kop kaffe i Trung Nguyen. Caféen er nok den mest ikoniske af sin art i Ho Chi Minh City, og det skyldes én specialitet, Cà Phe Chon, som er verdens dyreste kaffe. Bønnerne har været igennem et desmerdyrs mave. Dyrene kan nemlig ikke fordøje bønnerne, men et ophold i tarmsækken forplanter en unik smag og aroma. Pris: ca. 20.000 kr. pr. kilo for den ægte, men sjældne vare. Den smager vi nu ikke, men til gengæld får vi en espresso, hvor bønnerne har fået tilsat et enzym, der efterlader lidt af smagen fra den ægte vare.

Det merkantile liv trives godt i Ho Chi Minh City. Især to lokaliteter er spændende. I centrum ligger den store markedshal Ben Thanh som franskmændene opførte i 1912, og her sælges alt tænkeligt fra de utallige boder. Ikke alt - fra tøj til gadgets - lever op til at være mærkevarer, selv om sælgerne påstår det. Men pyt, farverigt er der herinde.

Markedet har i dag udviklet sig til i højere grad at være et turistmarked. Autentisk så det batter er der til gengæld på Cho Lon-markedet i distrikt 5 et kvarters taxakørsel fra centrum. Det er overvejende kinesere, som sidder på handlen her. Alt, hvad der kan spises, drikkes og på nogen måde indgå i mad og drikke, forhandles fra boderne i dette overvældende, men også anarkistiske område, som snarere minder om en basar.

Gælder det virkelige mærkevarer, er der flere bud. Gågaden Nguyen Hue rummer flere varehuse, ligesom gaden Dong Khoi har mondæne butikker og gallerier. Også Saigon Square kan fremvise butikker med mærkevarer – indimellem. Ordet copyright har en lidt anden betydning i Vietnam end herhjemme. Her har man opportunistisk og kreativt valgt, at det betyder ’retten til at kopiere’!

Jazz som den bør lyde

Et dunkelt, blåligt skær er der i rummet, når man træder indenfor i en af Ho Chi Minh Citys absolut bedste og mest interessante musiksteder. Velkommen i Sax ’n’ art i den aktive gade Le Loi en sidegade til gågaden Nguyen Hue. Allerede udenfor høres sprød saxofon, og det er ejeren, Tran Manh Tuan, der selv sørger for det. Han er uddannet i USA, men valgte for nogle år siden at vende tilbage til sin fødeby. Tuan er dog ikke alene på den intime scene, idet han – ud over sit faste ensemble med bassist, pianist og trommeslager - hyppigt inviterer gæster med i bandet. Denne aften gælder det en fransk trompetist og en amerikansk sanger på visit, som sammen med ham selv beriger gæsterne med høj kvalitet, som ikke kun dækker jazzen, men også funk, pop og andre genrer.

Stemningen herinde er så rar, at det ærgrer, når klokken har passeret midnat og bandet sammen med det venlige personale begynder at lukke og slukke. Det er gratis at komme ind, men i den første drink er der lagt 5 dollar oveni. Blot så der er nogen rimelighed i tingene!

Udflugten til spisekammeret

Mekong deltaet – dette virvar af vandveje, som Mekong-floden danner på sit sidste forløb ud i det Sydkinesiske Hav efter 4000 kilometers vej fra sit udspring i Himalaya. Det sydlige Vietnams køkkenhave er en rettelig beskrivelse af dette enorme delta. Der høstes op mod tre gange årligt af afgrøder, som i det tropiske klima med rigelig nedbør har de bedste vækstbetingelser. Ikke overraskende er det ris, der dominerer det flade land. Men talrige andre afgrøder – f.eks. sukkerrør og et væld af frugttræer – maser sig også på i synsfeltet, når man kører knap et par timer sydover fra Ho Chi Minh City-området.

Mange af deltaets afgrøder ender inde på Ho Chi Minh Citys markeder, spisesteder og hjem. Mange andre sendes videre ud i landet eller ender måske ligefrem i danske butikker. Mange turudbydere i Ho Chi Minh City tilbyder kortere eller længere ture til Mekong-deltaet. Afhængig af tid og ambitionsniveau er der alt fra dagsture til typisk to eller tre overnatninger undervejs. Jo længere, desto mere alsidig og autentisk bliver oplevelsen. Selv en dagsudflugt kan faktisk give en rimelig og udbytterig oplevelse, for her er der ofte tale om en kombination af sejlads på en af de store bifloder, som deltaet har, og at være ombord i en af de små kanoer, som padles frem af en lokal igennem smalle kanaler, flankeret af tætte palmelunde.

Nok er vi på landet, men en simpel bondetilværelse kommer ikke i vejen for et godt handelstalent. Den ældre kvinde, som padler vores lille båd frem i den smalle kanal, blotter en bambusflettet kurv med nogle af områdets egen produktion af frugtmarmelader, slik fra sukkerrørene og mekong-whisky.

Da vi står af båden, har hun opnået en pæn omsætning, som langt overstiger det, hun har tjent på en times brug af armmusklerne.