Min første rejse: Thomas Uhrskov

Manden, som lærte hele Danmark at skære håndremmene af skistavene og blev TVs skiekspert, Thomas Uhrskov, fik sin skidåb på Wagrains pister.

Thomas i sneen, et par år før han for første gang prøvede, hvad skiløb også kan være – på pisterne i østrigske Wagrain. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er den første rejse du husker?
»Min første skiferie glemmer jeg aldrig. Jeg var kun ni år gammel, da min far tog mig med til Wagrain i Østrig. Mine forældre var netop blevet skilt, og jeg og mine to søskende blev delt. Jeg tror, at min far flygtede fra julen i Danmark, fordi han vidste, at én forælder og ét barn udgør en dårlig erstatning for den traditionelle familiejul, som jeg stod til at blive snydt for. Jeg havde godt nok stået på ski derhjemme i skoven, men rigtige bjerge havde jeg aldrig set før. Det var meget imponerende og lidt skræmmende.«

Hvem rejste du sammen med?
»Min far og jeg rejse alene, men dengang var der kun få danske gæster i byen, så alle lærte hinanden at kende i løbet af den første dag. Der var ikke fjernsyn på værelserne, så om aftenen spillede man kort, fortalte historier og gættede gåder.«

Hvordan var stedet?
»Den gang var der ikke meget mere end to hoteller i byen. Wagainer Hof, hvor vi fejrede nytårsaften med stjernkastere i regnbueisen, og så det lille Hotel Hubertus, hvor vi boede helt oppe under taget. Begge hoteller findes stadig. Men det forekommer mig, at især Hubertus er krympet med alderen. Dengang kunne man stå på ski hele vejen til hotellet. I dag skal man køre i bus til og fra bjerget, for dér, hvor der før var marker, er der nu huse, supermarkeder og spabade.«

Hvad husker du særligt fra rejsen?
»Nytårsaften løb jeg og nogle andre drenge rundt ude foran hotellerne og kastede med knaldhætter og snebolde. På et tidspunkt kom min far ud. Jeg havde aldrig set ham beruset, men kunne godt fornemme, at han bevægede sig lidt anderledes. Da han så, at vi kastede med snebolde, sagde han: »Nu skal jeg vise jer...,« og så pegede han i retning af en lille, skrutrygget østrigsk mand.

Efter et lidt usikkert tilløb i sine sorte laksko kastede min far en snebold afsted i en lang, flot bue. Der var fuldstændig stille, mens vi med øjnene fulgte den. Pludselig skreg min far, så det rungede højt mellem husene: »Heep!« Manden snurrede rundt, og i samme sekund, han havde front mod os, ramte snebolden ham smask i panden. Han trådte et skridt bagud, inden han genvandt balancen. Så trak han luft ind, måske for at skælde ud, men inden han nåede det, råbte min far – nu direkte til ham – »Heep! Heep!«

Manden bukkede sig ned, fandt sine hue i sneen, børstede den af, tog den på og fortsatte stille sin vandring. Min far klappede mig blidt på håret, inden han med en anelse slagside gik tilbage mod hotellet. Og jeg vidste i det øjeblik, hvor vigtigt det er for en søn at være stolt af sin far.