Luksusekspedition ved verdens ende

Antarktis med pingviner, albatroser, sæler, hvaler og storslået polar-natur er blevet rejsemål for stadig flere turister. Rejseliv.dk var med på en luksusekspedition.

Dyrene på Antarktis er helt trygge ved mennesker, og betragter i stedet bare de besøgende med en nysgerrig mine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi starter, hvor verden slutter. El Fin del Mundo – »Verdens Ende« – den sydligste del af Sydamerika, som også kaldes Ildlandet.

Næste: Det syvende kontinent

Her, hvor Paven i sin tid trak en streg gennem den yderste store ø for at afslutte tvisten mellem to katolske lande, og dermed tildelte Chile størstedelen af Tierra del Fuego, mens Argentina fik den østligste spids.

Det er her fra den argentinske del af verdens ende, vi begynder vores togt. Fra verdens sydligste by, Ushuaia med 80.000 indbyggere og 40.000 biler – et samfund, der synes anlagt efter det forhåndenværende tilfældes princip. En by med ramsaltet råhed tilsat et strejf af lovløshed skabt af drabelig natur og et lige så drabeligt klima.

At Ushuaia ligger på samme breddegrad på den sydlige halvkugle, som Sønderborg gør på den nordlige, giver ingen mening. Selv på en solrig sommerdag i februar siger vejrudsigten dagtemperatur på 12 grader, og der er sne på toppen af de omkringliggende bjerge.

Hårhudet eventyrer
I havnen ligger »Clipper Adventurer« og venter. Et lille skib, som med sit dobbelte skrog er målrettet togter i isfyldte farvande. Det har plads til 122 passagerer om bord, men alligevel ligner det et legetøjsskib ved siden af den 2.000 passagerer store krydstogtsliner ved siden af.

Begge skibe har kurs sydpå mod den lange Arktiske halvø, som strækker sig fra det arktiske fastland mod Sydamerika og er den del af verdensdelen, som Argentina gør krav på og har medtegnet på alle landkort – selv om alle lande, der hævder territorialkrav ellers i 1959 enedes om en traktat, der siger, at Antarktis ikke er ejet af nogen nation, og at verdensdelen kun må bruges til videnskabeligt arbejde og det i fredelig sammenhæng. Der må hverken findes militær eller atomenergi på Antarktis.

Men det store krydstogtskibs 2.000 passagerer må nøjes med at kikke ind på dette syvende kontinent, mens vi i »lille« Clipper godt må komme i land. Landene bag Antarktispagten enedes sidste sommer om at beskytte naturen og forsøge af begrænse den stadig stigende turisme i det sårbare miljø. Derfor er det kun skibe med op til 400  passagerer, der må sende sine passagerer i land – og kun 100 ad gangen.

Men inden vi når så langt, skal vi krydse det frygtede Draken Stræde, hvor orkaner raser, og bølgerne er så store som huse.

Lykken står os imidlertid bi. De kraftige lavtryk ligger på hver side af vores rute, og med en søsygetabet eller -plaster for en sikkerheds skyld er det et fåtal om bord, der har problemer med vipperiet.

Langsomt æder vi os sømil efter sømil over det 600 km brede stræde. »Clipper« hører ikke til de hurtigste, så turen tager det meste af to døgn. Men tiden går med gode måltider i restauranten og slappen af i den store lounge, i biblioteket eller i baren.

De første tegn på dyreliv
Der er dagsprogram med foredrag. Der er både biologer, geologer og historikere blandt ekspeditionsmedarbejderne, som står for vores underholdning og undervisning, mens skibets besætning sørger for ophold, forplejning – de daglige tre- og fireretters-menuer – og at sejle skibet.

Vi bliver forberedt på mødet med Antarktis fauna, og på dækket i solskinnet spotter vi albatrosser, tre forskellige arter ser vi, og kikker langt efter »blås« fra hvaler.

Da vi nærmer os halvøen, ser vi flere og flere isbjerge, og pludselig dukker de op, havets største pattedyr. Først et par vågehvaler og senere en hel flok spækhuggere.

Samtlige passagerer hænger ud over rælingen med kameraerne, mens den næsten-danske kaptajn, Idar Petersen – han er færing, men har i årevis boet i Marstal – forsigtig følger efter de stort-hvide hvaler med det drabelige engelske navn: Killer whale.

Endelig får vi land i sigte. Det er småøerne ud for selve halvøen. Det område, hvor størstedelen af kontinentets »isfri« arealer befinder sig. Kun to pct. af Antarktis, der er større end Europa i areal, er isfrit om sommeren, og det er her, dyrelivet findes.

Støvsugning og desinficering
Men inden vi får lov til at komme i land, kommer vi »i skole«. Vi får en lektion i, hvordan vi skal gebærde os mellem dyrene, som ikke er bange for mennesker, og hvordan vi kommer i og af de gummibåde – zodiac’er, som de kaldes om bord – der skal fragte os i land.

Desuden skal vi »renses«. Der må ikke komme dyrearter eller plantesorter, der ikke hører til på Antarktis i land, så foto-tasker støvsuges for eventuelle frø eller andre ulovligheder, og velcro-tape i bukseben bliver efterset. Og hver gang vi går i land, skal vi træde på desinficerende puder for at rense støvlerne.
Først da er vi klar til at opleve Antarktis.

Vi deles i hold, nogle sejler tur mellem bræer og isbjerge, mens andre er i land, og så skifter vi.

På øerne langs halvøen findes de største pingvinkolonier. Her gasser sælerne sig på isflagerne, og her fouragerer de store hvaler. Men naturligvis kommer vi også i land på selve fastlandet, om ikke andet, så af psykologiske grunde, som ekspeditionsleder Laurie Dexter grinede udtrykker det. Han har den største forståelse for, at først da føler vi alle, at vi rigtig er der.

Derefter suser dagene af sted. Nogle i sol, andre i regn. Selv sne får vi en nat, så vi forsigtigt sjakser rundt på sæbeglatte dæk. Og oplevelser får vi.

Nysgerrige pingviner og sæler
Pingvinkolonier, hvor den ramme lugt rammer næsen, når vi nærmer os fra vandsiden. Det myldrer med store dunede unger, som ser mere eller mindre pjuskede ud. De er ved at skifte de varme babydun ud med den voksne fjerdragt, så de er svømmeklar inden vinteren.

De er nysgerrige og især tiltrukket af de besøgende turister, der er »pinvinagtige« i lyse bukser og mørke støvler. De voksne pingviner har travlt med at sørge for forplejningen – om det så er brille- eller rempingviner eller de små adeleide-, som lever længst mod syd.

De må vandre frem og tilbage, fra havet op ad klipper og sne ofte højt oppe på skråningerne, der hvor der i det tidlige forår var snefrit, så de kunne bygge deres rede. Her venter det sultne afkom. Der er en skræppen, skrålen og et leben uden lige.

I vandkanten ligger pelssælerne. Dem er pingvinerner ligeglade med, for de spiser det samme, som de selv gør – krill. Men længere ude lurer leopardsælerne. Ganske vist ligger de og gasser sig på isflagerne, men de ynder at gafle en pingvin i ny og næ.

Og ude i havet boltrer de største pattedyr sig. Hvalerne.

Forskerstationen Vernadsky
Vi har set vågehvaler og finhvaler, men det helt store held indtræffer, da en flok pukkelhvaler kommer ind i bugten, hvor vi er på besøg på forskerstationen Vernadsky, der ligger 65 grader syd og flere tusinde km fra Sydpolen, som stolpen med »vejskilte« på stationen fortæller. Længere mod syd når vi ikke denne gang.

Forskerstationen var oprindelig britisk, men man ville lukke den, og britterne var hjertensglade for at kunne sælge stationen for bare ét pund – ellers skulle de betale millioner for at demontere den til ukrainerne, som også ville manifestere sig i Antarktis.

Da vi sejler tilbage til skibet, hører vi, at man har set flere pukkelhvaler svømme rundt i bugten og æde. De ser ud til at blive, så alle zodiac’er kommer i vandet, og alle passagerer går fra borde.

I en times tid følger vi de skrigende tangmåger, som kredser over og spiser med, når de store dyr hvirvler krill op – de små havdyr (lyskrebs), som pukkelhvalerne spiser et par ton af om dagen i de fire til seks måneder, de er i Antarktis. Resten af året, hvor de opholder sig i varmere farvande med for at yngle, tærer de på sommerens festmåltid.

Pukkelhvalerne bryder havoverfladen, ruller rundt og dykker igen og viser flotte haler. Snart er de på den ene side af gummibådene, snart på den anden. Det er et storslået syn og kameraerne knipser og filmer.

Det helt store hval-show
Ind imellem må planerne ændres. Når for eksempel et andet skib uden at give besked har taget »vores« bugt og landgang. Ekspeditionsleder Dexter og kaptajn Petersen stikker hovederne sammen og finder et andet landgangssted.

Der er ganske vist masser af bugter, men langt de fleste er påtegnet »unsurveyed« – uopdaget – på søkortet. Men Dexter har været på disse kanter mange gange før, så han ved, hvad vi så kan finde på. Her er plads til improvisationer og til at følge eventyret.

Som da vi den sidste dag ved halvøen krydser mellem Deception Island og Aitcho og pludselig oplever en pukkelhval opføre det helt store show foran skibet. Farten sænkes straks, og kursen ændres, så vi kan følge forestilllingen. Hvalen, formentlig en han, der vil gøre indtryk på den hun med unge, der svømmer ved siden af, kaster sig op af vandet og lander i gigantiske plask.

Igen og igen springer han. Alle er på dæk. Passagerer og personale. Mage til syn skal man normalt til Hawaii og andre varme egne i ynglesæsonen for at opleve. Det er, som om Antarktis vil sige farvel til os med maner.

Da vi efter afstikkeren kommer frem til Aitcho-Barrito øen, stråler solen fra en klar blå himmel, og det er vindstille.

Søelefanten - den største sæl
Her er så blændende smukt, at det næsten ikke er til at tro. Havet duver blidt med isbjerge i hvide og turkise nuancer. Bratte bræer og stejle sneklædte bjerge omgiver os, mens den lille ø lyser op med grønne mosfarver. På stranden ligger en leopardsæl og soler sig helt ligeglad med rem- og brillepingviner, der nyvaskede og glinsende kommer op af vandet med fyldte maver.

Vi vandrer over en højderyg, og på den anden side af øen venter de allerstørste sæler – søelefanterne. En flok mindre hanner, mener vi. De fleste så »små«, at de endnu ikke har udviklet den karakteristiske snabel-næse.

Men én er der – den er enorm, og det er dens næse også. Og vi taber både næse og mund, da vi får at vide, at inden den skal gøre sig forhåbninger om selv at få sit eget harem og blive herre over sin egen »strand«, må den vokse sig dobbelt så stor.

Da vi i zodiac’erne igen sejler tilbage til »Clipper« for at forlade dette utrolige kontinent, er vi fulde af oplevelser, som man næsten ikke kan sætte ord på.

Vi står på bagdækket og kikker efter fugle og hvaler, mens øerne ved den antarktiske halvø bliver mindre og mindre, og kan kun sige:
Det er dog utroligt.

Næste: Det syvende kontinent