Båd-safari på Nilen

Det er et storslået syn, der møder én, når man sejler ned ad Nilen i Uganda. De majestætiske, afrikanske dyr er helt tæt på båden. Nogle gange lidt for tæt.

Rejselivs udsendte var skam også ude på en traditionel safari, hvor man kører ud på savannen i bil, men bådturen på Nilen var en helt anderledes intens oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stefan Singh Kailay

»African Queen« er ikke kun navnet på John Hustons berømte film med Humphrey Bogart og Katharine Hepburn. Det er også navnet på den båd, som vi om lidt sejler ud på Nilen i.

Læs også: Ferie med et formål

Der er nu hverken noget ophøjet eller kongeligt over vores lille sejlbåd med plads til 15 siddende passagerer.

Den er kun omkring dobbelt så stor som en af de mange flodheste, der ligger og flyder dovent ved bredden få meter væk. Og der skal ikke mere end ét af de tonstunge dyr til at tippe båden, som ligger foruroligende lavt i vandet. Så lavt, at en af flodens krokodiller uden problemer ville kunne nå en frithængende arm med sit store gab.

Så selv om vores guide, James, forsikrer om, at det aldrig er sket, er det alligevel med armene tæt inde til kroppen, at vi sætter fra land og sejler ud på Nilen.

De bange anelser forsvinder dog lige så hurtigt, som man kan sige »wauw!« og »se der!« Inden for kun ti minutters sejlads har vi set flodheste, prægtige vandbøfler i flok, flere forskellige isfugle og tre majestætiske elefanter.

Vestlige del af Uganda op mod Sudan
Vi befinder os i Murchison Falls National Park omkring 300 km (svarende til små seks timers urolig kørsel ad østafrikansk jordvej) nord for Ugandas hovedstad Kampala.

Nilen har sit udspring fra Victoriasøen i den sydlige del af Uganda, men den del, vi nu skal udforske, hedder Albert Nile. Den løber fra Albertsøen i den vestlige del af Uganda op mod Sudan.

Dagen forinden tog vi på den mere traditionelle bilsafari rundt i et areal af parken, som omtrent svarer til Fyn. Turen, der bød på løver, leoparder, elefanter og giraffer var så afgjort ingen skuffelse, og vi afsluttede dagen med at overnatte midt ude på savannen, mens en af parkens rangers holdt vagt ved bålet med hånden hvilende på sin AK-47.

Men trods de imponerende safarioplevelser dagen i forvejen, så formåede bådsafarien alligevel at efterlade det største indtryk. Fra båden oplever man nemlig dyrene på helt tæt hold, og der er usædvanligt mange af dem.
Derudover trækker det bestemt ikke ned, at den lette vind på Nilen gør temperaturen mere udholdelig sammenlignet med den inde på land.

Stor elefantflok inde på bredden
Kort efter vi er sejlet ud, opdager vi pludselig en stor elefantflok inde på bredden.

Flere end tyve voksne elefanter og nogle elefantunger er på vandring i den saftiggrønne, frodige natur. Her går de enorme, betagende dyr ganske naturligt blandt hjorte, vortesvin, vandbøfler og flodheste, som befinder sig lige ved eller direkte i floden.

Den uspolerede natur og dyrenes rolige omgang med hinanden får alle i båden til at smile. Det her er deres hjemmebane, og vi er de eksotiske væsner i (sejlende) bur. Og dét bliver vi hurtigt mindet om. 

Mens vi er travlt optaget af en flok flodheste inde ved bredden, dukker der pludselig en flodhest op på den anden side af båden og udgyder sit karakteristiske våde fnys. Det fem meter lange og mere end fire tons tunge dyr kigger skeptisk på båden.

Et særligt spørgsmål trænger sig pludselig på, idet skipper James sætter bådens fart i vejret: Har en flodhest nogensinde tippet en båd? Han griner og svarer:
»Nej, men man kan godt mærke det, når den svømmer under båden.«

Således beroligede fortsætter vi turen ned langs Nilen og tøffer taktfast af sted midt på floden for at undgå nærkontakt med de efter sigende aggressive og yderst territoriale flodheste.

En hel masse bittesmå krokodilleunger
Efter en halv time drejer vores guide båden ind mod nogle siv i en lille bugt. Mens alle spejder nysgerrigt ind mod bugten og indstiller kameralinserne, sætter han farten ned og lader båden glide stille ind mod sivene, som viser sig at gemme på en hel masse bittesmå krokodilleunger.

De er ikke mere end et par uger gamle, og i den alder ser de stadig så ufarlige ud, at man fristes til at række ned for at røre dem.

Men Nilen er et farligt sted for så små skabninger, og noget glimrer ved dets fravær. Inden jeg stikker hånden uden for bådens ræling, spørger jeg derfor guiden:
»Hvor er deres mor?«
»Hun er under os – hun beskytter sine unger,« svarer han.

Turens første minutters rene forbløffelse og begejstring for Nilens rige dyreliv, der udfolder sig lige foran vores øjne, udvikler sig efterhånden til en større forståelse for det indbyrdes forhold mellem dyrene og naturen.

En vandbøffel står bag nogle siv ude i vandet. Måske for at køle sig? Nej, James fortæller, at den gemmer sig for løverne. Lidt senere svømmer noget, der umiddelbart ligner affald, rundt ude på midten af floden. Det viser sig at være en død hjort, der flyder i vandoverfladen. Den vil krokodillerne uden tvivl fortære, fortæller han. Og snart får vi øje på netop krokodillerne.

I modsætning til flodhestene, så reagerer de på bevægelse i vandet ved straks selv at luske derud.  I bedste fald kunne det jo vise sig at være et måltid.

Lige nu er det vores båd, der laver bevægelserne. Da vi sejler forbi en gruppe på små ti af de sultne rovdyr, som ligger med åbne gab i skyggen af nogle træer, sætter tre af dem i lydløs bevægelse og glider ud i vandet.

Det sidste, vi ser af de op mod fem meter lange nilkrokodiller, er deres grågrønne halespidser, der forsvinder ned i floden.

Et udendørs brusebad for kæmper
I båden trækker vi kollektivt vejret en ekstra gang, og sejler heldigvis hastigt videre ned mod bunden af vandfaldene ved Murchison Falls. Krokodiller svømmer helst i roligt vand, og derfor er de sjældent at finde i nærheden af den slags buldrende vandfald.

Vi gør holdt ved en lille samling klipper. Efter en kort fotopause ved de spektakulære vandfald, der skummer og brager som et udendørs brusebad for kæmper, vender guiden båden og sejler denne gang uden pause retur til vores udgangspunkt.

Hele turen har ikke varet mere end godt to timer. Men det blivende indtryk af oplevelsen på den østafrikanske Nil er et usædvanligt indblik i det vilde dyreliv. Et indblik man næppe kommer nærmere – i hvert fald ikke uden at blive spist.