Litauen vil ikke sættes i bås

Litauen er ikke blot ét i remsen over de baltiske lande. Oplev hovedstaden Vilnius med kunstner-fristaden Užupis, et forgyldt, katolsk ikon og et KGB-museum om koldkrigs-tiden.

Rejseliv imported photo
Foto: Judith Betak

De nævnes i flæng – Estland, Letland og Litauen – de tre baltiske lande. Og umiddelbart opfatter vi dem nok som et, noget à la de skandinaviske lande.

Læs også: Guide: 9 tips til Vilnius 

Men som vi synes, at vi er meget anderledes end svenskerne, har litauerne det på samme måde. De vil ikke sættes i bås med hverken estere eller letter.

Ganske vist minder landene i geografi om hinanden med store skove, floder og søer, og som de ligger der på række ud til Østersøen – eller det Baltiske Hav, som det kaldes på de kanter. Men så stopper det også. 

»Vi er mere forskellige end jer skandinaver. Vi forstår ikke hinandens sprog, og kulturelt er der også store forskelle. Vi i Litauen har i mange hundrede år været et selvstændigt land, mens de andre gennem historien i højere grad har været underlagt andre lande,« fortælles med slet skjult stolthed. 

Og måske netop derfor møder vi i Litauen også lidt mere anarkisme, galskab og sort humor.

»Alt det forbudte på den anden side«
Ingen af de andres hovedstæder – eller nogen anden hovedstad i verden for den sags skyld – har ligesom hovedstaden i Litauen, Vilnius – for eksempel en skulptur af Frank Zappa. Ikke at den amerikanske rockmusiker, der døde i 1993, nogensinde har sat sine ben i hverken Litauen eller Vilnius. Men han var for de unge i byen et symbol på »alt det forbudte på den anden side«,  mens Litauen ikke var et selvstændigt land. Og i 1995 rejste en gruppe af byens kunstnere og intellektuelle statuen, som stadig står på sin lille plads.

Heller ingen af de andre hovedstæder har en fristad.

To år efter Zappa-statuen var kunstnerne og de intellektuelle på spil igen. 1. april erklærede de Užupis-kvarteret ved Vilnia-floden for uafhængig republik.

Kvarteret var byens fattigste og mest forfaldne. Mange huse havde ikke indlagt vand, men mange unge indbyggere. De dannede deres egen republik, dog ikke med vores Christiania i tankerne, i Užupis har folk købt deres boliger, og kvarteret er ikke fristed for narko. Det er derimod franske Montmartre, hvor kunsten er i højsæde, der er forbillede. 

Užupis har i dag sin egen præsident og ministre, blandt andre en udenrigsminister, som varetager kontakten til det øvrige Vilnius og Litauen. Der er en forfatning med 41 paragraffer, som ikke handler om, hvad man skal, men hvad man har ret til. Som for eksempel: »Alle har ret til varmt vand, opvarmning om vinteren og et tækket tag«. »Alle har ret til at dø, men det er ikke en pligt«. »Alle har ret til at lave fejl« og »En hund har ret til at være en hund«.

Republikkens skytsengel står på sin søjle og spiller trompet som et symbol på bydelens kunstneriske frihed og fornyelse. Užupis kaldes også »Englerepublikken«.

Gå til side 2: På udflugt fra Vilnius

Alle både i og uden for republikken spiller med, for det giver byen kulør samtidig med, at der er et gran alvor i galskaben.

Dalai Lama blev udnævnt som æresborger i 2001, da han besøgte Užupis, og udbryderrepublikken hædrede ham ved at kalde lille plads med en strimmel græs for »Tibet Square«. Det fik de kinesiske myndigheder til at se rødt, og den kinesiske ambassade lagde pres på Litauen for at få navnet ændret. 

Men pladsen hedder stadig Tibet Square, og »situationen« har ikke gjort indtryk i Užupiz. Her fortælles stolt, at Dalai Lama kommer igen til september, og så vil han helt sikkert igen tale på Tibet Square.

Užupis er en herlig lille helle midt i Vilnius. Mange af de gamle huse er nu renoveret, men stemningen af laissez-faire er intakt, og der er hyggeligt med caféer, småbutikker, smalle gader og afslappede smårestauranter.

Som Užopio Kaviné, der ligger ved »hovedindgangen« og den mest benyttede af broerne til Užupis-kvarteret. Her kan man sidde ud til floden Vilnia med udsigt til den lokale havfrue, som sidder i en niche i muren på modsatte flodbred.

En hilsen til Madonna
Men hyggeligt er der også i den gamle bydel på den anden side af floden, »ude i Vilnius«. Flotte palæer, masser af kirker, pladser, smalle gader og masser at se på.

Gå for eksempel gennem Literatu gatve, en lille smøge der er dedikeret til alle, der har noget med litteratur at gøre og fyldt med kunst på murene. Og glem ikke porten til det hele, Aušros Vartų, Morgengryets Port, den eneste der er tilbage af bymuren omkring den gamle bydel.

Her i et rum over portbuen står den forgyldte ikon med Madonnaen af Vilnius – Bamhjertighedens Moder. Katolikker fra nær og fjern kommer her for at bede, har jeg læst i min guidebog.

Da jeg en tidlig morgen står ved den hvide port, lyder der salmesang. Der er allerede trængsel i det lille kapel, og nede på gaden, hvor de første morgentravle litauere på vej på arbejde haster gennem porten, er der mange unge som ældre, der lige stopper op, vender sig mod kapellet og gør korsets tegn.

Til minde om et folkedrab
Selv om byen synes at være i harmoni med sig selv, som den må være og har været gennem tiderne, så går 50 års sovjet-styre ikke upåagtet hen over et land. 

Men nu flere end tyve år efter landet fik sin frihed, er det diktatoriske styre og den tid så langt væk, at man kan tage det frem igen på forskellig vis.

Genocido Aukų Muziejus, museet for ofrene for folkedrabet, der i daglig tale kaldes KGB-museet, blev etableret allerede i 1992. Det ligger lidt uden for den ældste bykerne på Gedimino prospektas og er indrettet i det tidligere KGB-hovedkvarter. Her, hvor det virkelig skete. Hvor politiske modstandere, systemkritikere eller almindelige borgere, der »bare« var angivet, blev forhørt, tortureret, fængslet og deporteret. 

Kælderen, hvor grusomhederne fandt sted, står som da KGB forlod den i 1991, og husets øvrige etager er fyldt med fotografier, fangetøj og beretninger om undertrykkelse og besættelse, men også ulmende oprør og partisaner i skovene.

Stalin forlystelsespark 
Sovjettiden er i dag kommet så meget på afstand, at man kan gøre den til forretning. Som det lokale teambuilding- og eventfirma, Force One, der har udvidet deres katalog. Nu kan man for eksempel ud over at købe et arrangement, hvor man skyder med Kalashnikov på den tidligere sovjetiske skydebane bare fem minutter fra Vilnius' centrum, også kan få en tur »Back to the USSR – 1984 i en sovjet-bunker«, hvor deltagerne mødes af »sovjetsoldater med hunde« og derefter gennes fem meter under jorden ned i den 3.000 kvadratmeter stor bunker, hvor de præsenteres for »dengang« og det fra gasmaske og Kalashnikov til konsekvenserne – med hætte over hovedet og forhør – hvis man ikke  »rettede ind«.

Men det er nu mest udenlandske firmaer, der vælger denne form for teambuilding.

For selv om tiden heler alle sår, behøver nogle mere tid end andre. Det måtte Viliumas Malinauskas sande.

Han var strandet med sine planer om at opbygge en oplevelsespark om Litauens historie, da han et par år efter selvstændigheden kom forbi en stenhugger, hvor en af de gamle sovjettids-skulpturer lå som affald i et hjørne. Det gav ham idéen. Det var den historie, han ville fortælle. Han ville etablere et Stalin-land og gik straks i gang med at ansøge myndighederne om at få de gamle statuer, der bare var kasseret, til formålet.

Han fik tilladelsen, men rygtet om hans forehavende bredte sig,  og modstanden steg. 

»Det var de gamle kommunister, der råbte højst om, at det var blasfemi, og at en så ond tid ikke kunne udstilles eller tages let på. De havde travlt med at vaske hænder. Men de almindelige mennesker bakkede mig op, og det var dem, der kontaktede mig for at fortælle, at her og der var der også en skulptur kasseret. Myndighederne. De har ikke støttet – kun med en spand skidt i hovedet,« beretter han bramfrit.

Men Stalin-land blev det. Dog under navnet Grūto Parkas, efter den lille by, hvor oplevelsesparken ligger, sydvest for Vilnius nær grænsen til Hviderusland

»Det er en tid, der ikke må glemmes. Mange tror, den aldrig kan komme igen. Men den kan være tæt på,« siger Malinauskas med et kast med hovedet mod den nærliggende grænse.

»Vi må ikke glemme. Men vi skal også leve med den tid. Jeg har oplevet mange, der var knuget og stadig havde angsten i sig, men her fik de afsluttet tiden med en latter,« fortæller han.

Vi vandrer mellem de 111 skulpturer. Lenin i flere versioner, Stalin, lokale kommunister og præmiearbejdere. Vi ser røde flag og udstillinger om propaganda, besøger biblioteket og fotoudstillingen. Personalet er iført hvide skjorter med den røde pioner-halsklud. Vi spiser i restauranten, hvor der ud over »almindeligt mad« er menigmands retter fra sovjettiden på menukortet. Kilka, små saltede fisk fra dåse serveret med mørkt brød på bliktallerken med aluminiumsbestik ledsaget af en forsvarlig vodka eller den evige Barsciai  – rødbede-grøntsagssuppe.

Det Baltiske Hav
En anden side af det sovjetiske samfund kan opleves i den anden ende af landet i Litauens mest besøgte badeby ud til det Baltiske Hav.

I Palanga med den lange lige badestrand, klitrækken og de mange træhuse mellem en skov af høje træer. Et pust fra gamle dage, hvor en badeferie mere handlede om kølende skygge end bagende sol.

Uden for sæsonen er det en lille søvnig kystby, men i sommermånederne åbner restauranter, barer og forlystelser i et mangefarvet gedemarked.

Et godt stykke fra molen med del lokale lystfiskere og gågaden med den koncentrerede feriestemning, efter den store fredelige botaniske have, der blev anlagt af grevefamilien Tiškevičus lige før 1900, og det imponerende ravmuseum indrettet familiens lille sommerslot midt i parken, var der i sovjet-tiden et pigtrådshegn tværs over stranden, bevæbnede vagter og et højt hegn omkring  en større grund. 

Herinde bag tæt beplantning var bygget en sommervilla til Leonid Brezjnev, der i 18 år sad tungt på magten i Sovjet. Men Breznjev, der i øvrigt loyalt havde støttet Stalin, under de store udrensninger hvor bl.a. 360.000 litauere blev deporteret fra deres land, nåede imidlertid aldrig at holde ferie i villaen – af sikkerhedsmæssige årsager. Andre partispidser og andre landes ledere har dog været på besøg.

I dag er det den litauiske stat, der ejer den moderne lyse og bastante villa. Den er udlejet til et privat firma, som driver hotel efter konceptet: sådan var det dengang.

Et par af de oprindelige otte store lejligheder i huset er bevaret som de var bygget og indrettet, men restaureret efter bedste evne. Resten er opdelt til flere værelser, så hotellet i dag har yderligere 20 værelser. De nye værelser er indrettet i samme sovjet-tunge 70’er-stil og udgør nu Auska Hotel. Fem-stjernet top-hotelservice og en pudsig tidslomme i bombastisk udsmykning med landets eneste indendørs opvarmede saltvandspool, massage og sauna, restaurant – og selvfølgelig i første række til det Baltiske Hav.

Rejsen til Litauen var betalt af Lethuanian State Department of Tourism under the Ministry of Economy

Gå til side 2: På udflugt fra Vilnius