Katten Jack forsvundet to måneder i lufthavn

Jack skulle flyve fra J.F. Kennedy-lufthavnen i New York til San Francisco, men var ikke med flyet. Nu er den efter to måneder fundet i lufthavnen i New York.

Foto: Mary-Beth-Griffith-Melchior

Katteejer Karen Pascoe skulle 25. august begynde i et nyt job i San Francisco, og derfor skulle hun flyve fra New York til San Francisco - medbringende sine to katte, som hun midlertidigt måtte skille sig af med ved bagageindtjekningen.

Læs også: Verdens første fly kun for kæledyr

Men ak og ve - fremme i San Francisco dukkede kun den ene kat op. Den anden, Jack, var sporløst forsvundet.

En eftersøgningsaktion blev sat i gang, men Jack dukkede aldrig op. Efterhånden blev Karen Pascoe så frustreret over American Airlines, som var flyselskabet, der transporterede hende og kattene, at hun oprettede en facebook-side for at lægge pres på flyselskabet for at intensivere eftersøgningen af Jack.

Sagen fik stor opmærksomhed i amerikanske medier, og flyselskabet satte fuld gang i eftersøgningen igen. Der blev sat kattemad og vand ud flere steder i New York-lufthavnen, og man hyrede sågar en dyredetektiv for at finde Jack.

Og tirsdag i denne uge gav eftersøgningen altså resultat. Jack blev ifølge CNN fundet i relativ god behold i et toldområde i J.F. Kennedy-lufthavnen.

"Jeg er overlykkelig over, at vi nu ved, hvor Jack er, og at der bliver taget hånd om ham," skriver katteejeren på Facebook.

Det lykkedes Jack at forsvinde, fordi en ansat havde stillet de to transportkasser med kattene oven på hinanden. Den øverste med Jack faldt ned, og i sammenstødet med gulvet gik lemmen op og Jack forsvandt.

Nu planlægger American Airlines at flyve Jack til Californien, så katten kan blive genforenet med sin ejer.

Læs også: Vil ikke flyve med bulldogs