Kan hunde flyve?

Hvis det er svært at få hunden passet, når hele familien flyver afsted på ferie, hvorfor så ikke tage den med? Det behøver ikke være en traumatisk oplevelse – hverken for hunden eller hundeejerne.

Foto: Colourbox.com

Det er muligt, at Cavling var en stolt og modig avismand. Vores Cavling er det modsatte: en bangebuks, der kan blive skræmt af noget så uskyldigt som et lille fødselsdagsflag ude på vejen.

Næste: Hvad anbefaler dyrlægen?

Til gengæld har den en særlig veludviklet sans for at opspore, når noget er i gærde. Denne morgen er den ikke et sekund i tvivl om, at noget helt særligt er i anmarch.

Cavling skal ud at flyve. Ikke med sine mennesker i kabinen – dertil er dens små ben for høje – næh, ned i lastrummet sammen med andre dyr og en masse kuffeter. Skræmmende cocktail kunne man mene, men det skal prøves af.

Vores tre uger lange sommerferie til en italiensk bjerglandsby ville sikkert være lige hyggelig for os – både med og uden vores Cavalier King Charles Spaniel – men vi er ikke i tvivl om, at den gerne vil med.
Fra sit to et halvt år lange liv ved hunden, at kufferter betyder adskillelse. Så snart den fornemmer, at nogen skal ud at rejse, går den fra almindelig haleviften til »alert-mode«. Holder sig i nærheden af hoveddøren, for sæt, at den kunne snige sig med.

Og når den indser, at løbet er kørt – at der ikke er noget at komme efter – lusker den slukøret hen i sin kurv, opgiver al kamp og kigger bedrøvet på os.

Så hvorfor ikke tage den med, tænkte vi?
Vi skal bo i en lille by, hvor der ikke langt til grønne områder, der er masser af andre hunde, som italienerne elsker, og selv om det kan være varmt udenfor, er der relativt køligt indendøre bag de metertykke stenmure.

Derfor står vi en tidlig morgen i Københavns Lufthavn med fuld oppakning plus et transportbur – og delte meninger i ægteskabet, om det nu er klogt, hvad vi har gang i. Om det ikke er synd for den lille hund, at den skal ned i lastrummet, hvor der ganske vist hverken bliver koldt eller undertryk – men alligevel lastrum. Det har heller ikke skortet på kommentarer fra familie og venner. »Hvordan nænner I det?« har været det gennemgående tema.

Dårlig samvittighed nager nu også ægtemanden. Men helt ærligt. Så snart den ikke kan høre vores stemmer, falder den til ro, lyder modargumentet. Når den sidder i sit transportbur, er den tryg, for så ved Cavling, at den »skal med«, viser al erfaring.

Hunden var ellers ikke vild med buret, da det en dag for en måneds tid siden blev introduceret i køkkenet. Den gøede som besat. Ikke tale om, at den overhovedet turde nærme sig.

Tre frikadeller og et stykke bacon senere var den nået så langt i sin selvudvikling, at den turde går ind i buret, vel at mærke hvis en menneskehånd og et stykke frikadelle fulgte med hele vejen.
Herefter fik Cavling sin mad i buret de næste 14 dage. Lækker mad. Og ikke en eneste gang blev den tvunget derind.

Så rykkede buret ud i bilen til erstatning for den gamle transporttaske, der ikke opfyldte flyselskabernes krav. Og glad var hunden, hver gang den skulle ind i buret og med. Men på det tidspunkt var den jo også ganske uvidende om, at buret skulle bringe den ud på sit livs føste rejse i ti kilometers højde – alene i et mørkt fragtrum.

Uroen lyser ud af Cavling, når den står heroppe på bagagevognen. Hvad er nu det for noget? Hvorfor må jeg ikke kommer ud? piver den.   

Men den cool hundemor lader sig ikke anfægte. Ikke på overfladen i hvert fald. Og da vi indleverer transportkassen og den pivende hund sammen med anden odd-size bagage som barnevogne og golfkøller, er det svært ikke at blive lidt i tvivl, om vi nu ikke hellere skulle have ladet hunden blive hjemme hos familien – selv om det havde betydet ophold på tre forskellige adresser for at få logistikken til at gå op.

Og indrømmet: mens vi sidder dér i kabinen og nyder tanken om en lang ferie, kan vi da ikke lade være med at tænke på, om den lille forskræmte hund reagerer på accellerationen ud af startbanen, på de små lufthuller eller på de hvinende bremser i Nice Airport.

Men det er på ingen måde en forskræmt hund, som en lufthavnsmand bærer ud til os ved bagagebåndet. Rolig og fattet hopper den ud af sit bur og sætter sig ved siden af os, mens vi andre venter på vores kuffeter.
Den egentlige lakmusprøve kommer, når vi endelig får vores lejebil, og hunden atter skal ind i sit bur. Og heldigvis hopper den lige så glad og fro ind igen, så nogen rædselsoplevelse kan den da ikke have haft undervejs i maskinen ... bekræfter vi hinanden med lettet samvittighed.

Næste: Hvad anbefaler dyrlægen?