Overvej om en lønforsikring kan betale sig

Umiddelbart kan det virke som en god økonomisk tryghed at tegne en lønforsikringer, hvis man skulle blive ledig. Men kan det betale sig?

Arne Sampson er en af de danskere, der har tegnet en lønforsikring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

En fyring er ofte forbundet med økonomisk utryghed. Men flere og flere forsikringsselskaber tilbyder, at du kan forsikre din oprindelige løn i op til et år.

En typisk lønforsikring kræver, at du er medlem af en A-kasse. Lønforsikringen supplerer dine dagpenge, så du kan komme op på 85 procent af din oprindelige løn.

Har man eksempelvis en bruttoindkomst på 28.000 kroner om måneden, kan man med en lønforsikring ende på en månedsløn på cirka 22.000 kroner. Det vil cirka koste 200 kroner om måneden før skat.

Men inden du griber telefonen og tegner en lønforsikring til op mod flere tusinde kroner om året, kræver det nøje overvejelser.

Det kan nemlig for mange ikke betale sig at tegne en lønforsikring, det siger Henning Jørgensen, professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

- Mange af dem, der har tegnet en lønforsikring kommer sjældent til at gøre brug af den. Derfor kan det være en bedre idé selv at lægge lidt til side hver måned, siger han.

Hvis man vurderer, at risikoen for arbejdsløshed er lille, og man samtidig godt kan klare sig på dagpenge, er der heller ikke den store gevinst ved at betale til en lønforsikring.

Men et stigende antal danskerne kan dog sagtens se fidusen med en lønforsikring.

Topdanmark, der er en af de største udbydere af lønforsikringer, har fra 2014 til 2015 oplevet en tocifret stigning i procent i antallet af danskere, der tegner en lønforsikring.

- Med de forventede nedskæringer, der vil ske på overførselsindkomster til ledige i de kommende år, bliver det i stigende grad vigtigere at selvforsikre sig, siger Henrik Linde, underdirektør i Topdanmark.

Lønforsikringer er dog primært en fordel for højtlønnede. Er du vikar- eller korttidsansat, eller ligger din løn ikke væsentligt over den gældende dagpengesats, kan lønforsikringer være lukket land.

- Det er klart, at hvis du ligger i en gruppe, hvor din manglende løn bliver dækket af dine dagpenge, hvorfor så betale til en ekstra lønsikring, siger Henrik Linde.

Ligeledes bør man kun overveje en lønforsikring, hvis man lige har stiftet større gæld eller vurderer, at man har svært ved at finde et nyt job hurtigt.

- Har man lige har købt nyt hus og derfor ikke kan tåle en væsentlig forringelse af sin indkomst, kan den ekstra forsikring give god mening. Eller hvis man på forhånd ved, at det kan være svært at finde et tilsvarende job, hvis man bliver fyret, lyder det fra Henning Jørgensen.