Boligeksperter: Københavnske lejligheder tager næppe nordisk prisdyk

Boligpriserne har taget et nyt dyk på op til 1,6 procent fra oktober til november, men eksperter frygter ikke svenske og norske tilstande og advarer mod at overfortolke tallene fra Danmarks Statistik.

Priserne på ejerlejligheder dykker ifølge nye tal fra Danmarks Statistik. Pengeinstitutter ser det potentielt første skridt mod prisdyk som Norge og Sverige, men eksperter råder til at slå koldt vand i blodet. FOTO: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Efter en lang periode med store prisstigninger på markedet for ejerlejligheder peger pilen nu for anden gang den modsatte vej. Nye tal fra Danmarks Statistik viser et prisfald for ejerlejligheder på 1,6 procent fra oktober til november sidste år. Også fra august til september tog priserne et dyk på en procent. Men der er delte meninger om, hvilken historie de faldende priser fortæller.

Både BRF Kredit og Sydbank drager eksempelvis sammenligninger med vores skandinaviske naboer i Stockholm og Oslo. Mens priserne på det norske og svenske boligmarked har været for nedadgående trods lav rente og høj økonomisk vækst, er de fortsat steget i Danmark. Men tallene fra Danmarks Statistik kan være tegn på, at det er ved skifte, påpeger BRF Kredits afdelingsdirektør Mikkel Høegh i en skriftlig kommentar - og han er ikke alene.

Morten Skak, lektor og ekspert i boligøkonomi

»Jeg er ikke helt sikker på, at vi kopierer Norge og Sverige, for de kopierede ikke os efter den meget kraftige opgang og efterfølgende meget kraftige nedgang i priserne efter 2007.«


Direktør for Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen maner dog til besindelse.

»Det jævner sig, men det er ikke nødvendigvis en fuldstændig jævn udvikling,« siger han og påpeger, at det kræver nedgang i flere kvartaler af gangen, før der bliver tale om en reel prisvending.

Morten Skak, lektor og ekspert i boligøkonomi ved Syddansk Universitet, mener, at der er flere faktorer, der spiller ind, når det handler om de gentagne prisfald hos vores norske og svenske naboer.

»Jeg er ikke helt sikker på, at vi kopierer Norge og Sverige, for de kopierede ikke os efter den meget kraftige opgang og efterfølgende meget kraftige nedgang i priserne efter 2007. Det der er sket i Danmark er, at ejerlejlighederne i byerne jo efterhånden er kommet op over det gamle niveau i 2007 - det har de for længst passeret i de andre nordiske lande, fordi de jo netop ikke har haft den her nedgang efter 2007,« forklarer lektoren fra SDU og bakkes op af Liliegreen.

Positiv opbremsning

En ny prognose fra Nykredit tegner også et billede af et marked på vej ned i gear. Siden 2012 er priserne på ejerlejligheder i København steget med cirka 10 procent om året. Men det danske realkreditselskab forventer dog kun en stigning på 7,8 procent i 2018 og 6,1 i 2019.

En potentiel opbremsning kommer i en tid, hvor boligpriserne har været støt stigende efter finanskrisen hærgede i 2007, men samtidig har stigningen været ude af trit med danske indkomster. Ifølge Morten Skak kan en potentiel opbremsning i markedet være for det bedre.

»Vi har haft stigninger, som på langt sigt ikke er holdbare og har været kraftigere end udviklingen i husholdningernes disponible indkomster. Det kan ikke vare ved. Det vil sige, at det kan vare ved i nogen tid, men det er godt, hvis vi efterhånden får noget opbremsning,« siger han.

Stort, større - for stort

Danske ejerlejligheder i København har været stigende, selvom de ikke har været på højde med Oslo og Stockholm. Efterspørgslen på mindre lejligheder er høj, men der bygges overvejede med mange kvadratmeter. Nykredit ser udviklingen som medvirkende til at drive kvadratmeterprisen i hovedstaden op. Det kan få indflydelse på, hvordan markedet stiger og falder.

Curt Liliegreen ser også en udfordring for de større ejerlejligheder.

»Jeg forventer selv, at der på et tidspunkt kommer en korrektion i markedet. Specielt store lejligheder i københavn vil begynde at stige markant mindre end i dag. Om de ligefrem falder, det tvivler jeg faktisk på - men jeg tror at stigningstakten vil gå ned,« siger han:

»Men spørgsmålet er, om vi er der endnu, eller om det er for tidligt.«