Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvis du har været på Facebook de seneste døgn, har du med stor sandsynlighed set et opslag fra Zenia Stampe.
Den radikale politiker har med en tekst om de mange væltede gravsten på den muslimske gravplads i Brøndby sat ny dansk rekord.
»I dag er vi alle danske muslimer. Del, hvis du er enig,« skrev Stampe blandt andet i opslaget, der blev lagt på Facebook lørdag morgen kl. 5:26.
Mindst 2.803.712 personer har siden set opslaget, viser tal fra Zenia Stampes Facebook-konto, som Berlingske har fået lov at se på Stampes mobiltelefon. Tallene er ikke offentligt tilgængelige.
Man kan på Facebook købe sig til opmærksomhed, men det har Zenia Stampe ikke gjort med dette opslag.
Slår Støjbergs rekord
Tidligere har Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt trukket over én million visninger på Facebook med et opslag om at genindføre grænsekontrol, oplyser hans rådgiver.
Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen har fået 1,2 mio. visninger på et opslag om Ice Bucket Challenge i maj 2014 fortæller Liberal Alliance, og Inger Støjberg har fået lige godt halvanden million visninger på den meget omtalte opdatering om nogle indvandredrenges støj i biografen.
Der er omkring 3,3 millioner danske brugere på Facebook, og dermed har Zenia Stampe med sine godt 2,8 millioner visninger formentlig nået langt størstedelen af alle danskere på Facebook.
Opslaget har undervejs fået over 41.000 til at trykke »Synes godt om«, og over 23.000 har delt opslaget på deres egen Facebook-side.
Og det er klart ny dansk rekord for politikere og »noget vildt unikt« midt under en valgkamp, vurderer Facebook-ekspert Benjamin Rud Elberth, der har en fortid som ansvarlig for Socialdemokraternes digitale kommunikation og i dag er digital chef i Geelmuyden Kiese.
»Zenia Stampe er det, jeg ville kalde en Facebook-politiker. Hvis man ikke kendte hende på grund af hendes politiske arbejde, så gør man nu på grund af Facebook.«
»Hendes DNA er som skræddersyet til at komme langt ud på Facebook - mest af alt, fordi hun ikke har noget filter mellem det private og livet som politiker. Hun er en, som man enten elsker eller hader. Og den slags virker på sociale medier,« siger Benjamin Rud Elberth.
Tager tæsk med oprejst pande
Zenia Stampe har på sin Facebook-profil således fortalt åbent om tabet af sit barn og andre meget personlige oplysninger, som de fleste politikere ikke kunne drømme om at fortælle.
»Hun har om nogen fået tæsk for sine opslag, men hun har taget disse tæsk med oprejst pande. Det kunne andre politikere lære rigtig meget af. Hun går ind i det med liv og sjæl. Hun er klart det bedste bevis på, at dem, der ikke er på sociale medier, får baghjulet,« siger Benjamin Rud Elberth, som tror, at opmærksomheden i sidste ende kan veksles til stemmer.
»Jeg kan ikke dokumentere det, men det er jeg helt overbevist om. Hun får et virkelig godt valg,« siger Benjamin Rud Elberth.