Thomas Larsen En tabersag for alle

Det ligner unægteligt en tanke, at kilder i Venstre gerne vil tale om Sass Larsens vennetjenester netop nu, for timingen kan dårligt opfattes som andet end et forsøg på at destabilisere den nuværende S-ledelse.

Mens Mogens Lykketoft var formand for Socialdemokraterne, var det en kendt sag, at hans værste fjender hverken befandt sig hos Venstre, de Konservative eller i Dansk Folkeparti.
Tværtimod var flere af S-formandens egne partifæller indstillet på at bruge alle midler for at gøre hans hverdag til et helvede.
En af de mest aktive i undergravningen af Lykketoft var Henrik Sass Larsen. Han gjorde alt, hvad han kunne for at så tvivl om formandens evner til at styre partiet og lægge en holdbar linje for det kriseramte parti. Sass blev efterhånden kendt som en lækagecentral, og journalister behøvede blot at ringe for at få viden om, hvad der foregik hos Socialdemokraterne.
Normalt røber journalister aldrig deres kilder, men Sass Larsens modvilje mod Lykketoft var så intens, at det blev samtalestof, når journalisterne sludrede om livet i almindelighed og forholdene hos Socialdemokraterne i særdeleshed.
Derudover var Sass så højlydt, at det efterhånden blev kendt af de fleste, som havde deres gang i korridorerne på Christiansborg. Holdet omkring Mogens Lykketoft gjorde sig absolut heller ingen illusioner:
De vidste, hvor de havde Sass – nemlig som en hævngerrig modstander, som ville gøre alt for at ødelægge formandens chance for at få succes.

FOR AT KUNNE FORSTÅ denne mentalitet, skal man huske, at fløjkrigene i S-gruppen dengang var så forbitrede, at flere medlemmer mest arbejdede på at skade hinanden – og var mindre optaget af at angribe de egentlige modstandere i V, K og DF.
Under disse forhold blev Sass Larsens position kendt stof i de øvrige partier. Bl.a. havde fremtrædende Venstrefolk kontakt til socialdemokraten, og flere gættede på, at den frustrerede politiker ville skifte parti og springe fra Liste A.
Netop Henrik Sass Larsens fortid som destruktiv modspiller til sit parti blev i går blæst op på forsiden af Ekstra Bladet, da avisen under overskriften »Spion for Venstre« bragte en artikel om, at Sass havde optrådt som stikker og forsynet Venstre med vigtig viden frem til valget i 2005.
Historien aktiverede øjeblikkeligt den socialdemokratiske kampagnestab, som effektfuldt orkestrerede en modoffensiv. Sass Larsen benægtede alt. Helle Thorning-Schmidt fastslog, at der var tale om en »uhørt smædekampagne«, og Mogens Lykketoft frikendte sin gamle fjende og rettede kritikken mod Venstre for at udføre en ondsindet hetz mod Sass.
Alle anklagede de Venstre for at have plantet historien for at skade S i den sidste fase af valgkampen. Den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen rettede et angreb mod Venstres tidligere politiske ordfører og nuværende direktør for TV2 Radio, Jens Rohde, som i Ekstra Bladet bekræfter Sass Larsens rolle som hjælper for Venstre. En rolle, som Venstres daværende pressechef Mikkel Faurholdt til gengæld afviser.
Jens Rohde blev i går »sendt hjem« fra arbejde af den overordnede ledelse på TV 2, som overvejer, om Rohde skal fyres for igen at have blandet sig i politik.

HISTORIEN ER IKKE KØN – for nogen. Det ligner unægteligt en tanke, at kilder i Venstre gerne vil tale om Sass Larsens vennetjenester netop nu, for timingen kan dårligt opfattes som andet end et forsøg på at destabilisere den nuværende S-ledelse.
Foreløbig ser Venstres strategi dog ud til at have fejlet fælt.
Med hjemsendelsen af Jens Rohde fra TV 2 Radio lykkedes det for S-holdet at skubbe krigen tilbage i fjendens lejr. Venstrefolkene kan ikke bevise, hvilke informationer de har fået af Sass, og flere synes at have overdrevet betydningen af informationerne al den stund, at Lykketoft bevidst holdt sin interne kritiker på arms længde og ikke indviede ham i sine vigtigste tanker.
Dertil kommer, at der er forskel på at sprede skidt om sine partifæller og optræde som decideret spion, og endelig bryder Venstrefolkene det kodeks, som gør, at politikere på tværs af partierne kan tale med hinanden i forvisning om, at det sker under fortrolighed.
Hvis den regel brydes, bliver det festligt at være politisk journalist, men der vil ikke være en grænse for de giftigheder, som offentligheden skal trættes med fremover. Og en del socialdemokrater kender godt de Venstrefolk, som ikke er begejstrede for Fogh.

TILBAGE STÅR, AT HISTORIEN – mildest talt – heller ikke er køn for Sass.
Tværtimod er den endnu engang med til at sætte spot på en politiker, som ofte kritiseres for sin brutalitet og magtfuldkommenhed, og her ligger det fremadrettede perspektiv på historien.
Langt ind i den radikale folketingsgruppe er der således nervøsitet over, hvordan politikere som Sass vil agere, hvis de kommer til at stå i spidsen for store ministerier og skal forvalte en enorm magt.
Hvordan vil de gebærde sig over for embedsmænd, presse og offentlighed, når de sidder på magten?
Forleden udformede Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager en række principper for god regeringsførelse, men en regerings redelighed er som bekendt ikke stærkere end det svageste led.