Socialdemokratiet om Gjerskov-fyring: Hun gik imod partilinjen

Mette Gjerskov (S) blev frataget sit udviklingsordførerskab fordi hun gik imod partilinjen på spørgsmålet om et burka- og niqabforbud. Det siger partiets ledelse.

Mette Gjerskov (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Det var Mette Gjerskovs (S) beslutning om at gå imod partilinjen på spørgsmålet om et burka- og niqabforbud, der i dag kostede hende hvervet som udviklingsordfører i Socialdemokratiet. Det bekræfter partiets gruppeledelse i en pressemeddelelse.

»Mette Gjerskov har taget forbehold og talt imod gruppens beslutning i medierne,« siger gruppesekretær Christine Antorini på vegne af partiets ledelse i en pressemeddelelsen. Hun fortsætter:

»Der skal ikke være tvivl om Socialdemokratiets politik, og man kan ikke bestride tillidsposter, hvis man ikke respekterer at stå sammen om væsentlige politiske emner, herunder udlændingepolitikken,« lyder det videre fra Antorini i pressemeddelelsen.

Mette Gjerskov annoncerede tirsdag ved middagstid på Twitter, at hun ikke længere er udviklingsordfører. Til Berlingske fortæller hun, at det var gruppeformand Henrik Sass Larsen, der tirsdag morgen ringede til hende med beskeden.

Gjerskov oplyser videre, at Sass Larsen forklarede hende, at hun var for langt fra partilinjen. Hvad der præcist blev sagt ønsker Gjerskov ikke at oplyse, men hun fortæller at det aldrig blev diskuteret hvorvidt hun kunne ændre holdning mod at bibeholde sit ordførerskab.

»Det har sin pris at stå ved sine holdninger og jeg synes det er ærgerligt, at jeg ikke skal være udviklingsordfører længere, men jeg kan ikke ændre min stemme på grund af det,« siger Gjerskov til Berlingske. Hun afviser, at hun vil melde sig ud af Socialdemokratiet som følge af degraderingen.

»Jeg kommer fortsat til at arbejde som socialdemokrat. Det skal der ikke herske nogen tvivl om,« lyder det fra den nu tidligere ordfører, der har siddet i Folketinget for S siden 2005.

I januar kunne Politiken fortælle, at Socialdemokratiets partiformand, Mette Frederiksen, på et gruppemøde i klare vendinger havde advaret mod at gå enegang eller stemme mod partilinjen. Dengang sagde Gjerskov, at hun var klar til at tage balladen, der måtte følge. Siden har hun bl.a. på Twitter skrevet:

»Jeg stemmer imod burka-loven. Jeg ønsker burka og niqab hen hvor peberet gror, for de er symboler på kvindeundertrykkelse. Men vi kan simpelthen ikke lovgive om menneskers påklædning. Der går min grænse. Vi skal sende socialarbejdere – ikke politibetjente.«

Mette Gjerskov er valgt i Folketinget for Socialdemokratiet i Sjællands Storkreds. Fra 2011 til 2013 var hun minister for for fødevarer, landbrug og fiskeri.