SFer, socialrådgiver og slider

33-årige Ayfer Baykal er favorit til posten som teknik- og miljøborgmester i København. Ifølge partifæller kompenserer hun for manglende erfaring med hårdt arbejde.

SFer, socialrådgiver og især slider - 33-årige Ayfer Baykal står til at blive Københavns nye teknik- og miljøborgmester. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ayfer Baykal har tyrkiske rødder. Hun er født og opvokset på Østerbro. Og ser ud til at blive ny borgmester i København.

SFs politiske ordfører i København, Ayfer Baykal, står ifølge Berlingskes oplysninger til at overtage posten som teknik- og miljøborgmester efter Bo Asmus Kjeldgaard, når SFs lokalbestyrelse i aften stemmer om samme.

Samtidig overtager den 33-årige og socialrådgiveruddannede Ayfer Baykal det tunge teknik- og miljøområde, der udgør omkring to tredjedele af sagerne i Borgerrepræsentationen.

Men hvad hun ikke har af faglig tyngde, opvejer hun med hårdt arbejde og sine evner som netværker, forklarer partifæller. Eller som én siger:

- Hun er en slider og meget vellidt på rådhuset og i de andre partier. Jeg tror heller ikke, at uddannelse er afgørende for, om man er en god borgmester - det handler om flid og evne til at sætte visioner.  

Ayfer Baykal har på forhånd fastslået, at hun ikke vil ændre væsentligt på den politik, som Bo Asmus Kjeldgaard har tegnet på området: CO2-udledningen skal nedbringes. København skal fremmes som cykelby. Og den kollektive trafik skal fremmes.

Men hun har samtidig forklaret, at hun ønsker mere fokus på Københavns ghettoer/udsatte boligområder. Eksempelvis vil hun have bedre trafikforbindelse til Tingbjerg og flere grønne områder i Mjølnerparken.

Ved siden af det politiske arbejde på Københavns Rådhus arbejder Ayfer Baykal også med integration i Frederiksberg Kommune.
 
Hun bor på Østerbro med sin mand og deres hund. Og hun beskrives som en "københavner med stort K", der er meget engageret i byens kulturliv, herunder teatrene.

Ved kommunalvalget i 2009 blev Ayfer Baykal i øvrigt valgt ind med 3.665 personlige stemmer - flere end spidskandidaten Bo Asmus Kjeldgaard. 

Bo Asmus Kjeldgaard trak sig pludseligt, da det i fredags kom frem, at han brød valgloven ved at bo mere hos sin kæreste på Frederiksberg end i sin egen lejlighed på Amager og i Københavns Kommune, hvor han er valgt.

Afstemningen om hans afløser finder sted i aften på et møde i SFs bestyrelse i København. Mødet begynder klokken 19.00.