SF afviser Radikales krav til rød plan

SF afviser de Radikales krav om en konkretisering af S-SF-planen om at få danskerne til at arbejde mere. Forhandlinger skal afgøre præcist hvordan, siger SFs økonomiordfører.

Det vigtigste er, at fagbevægelsen har forpligtet sig til at skaffe 15 milliarder kroner. Forhandlinger skal afgøre præcist hvordan, siger SFs økonomiordfører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

De Radikale kræver i dag klare svar fra LO på, hvordan fagbevægelsen vil få danskerne til at arbejde mere. Men partileder Margrethe Vestager skal bide mærke i, at fagbevægelsen har lovet at skaffe de 15 milliarder, siger SFs økonomiordfører Ole Sohn i et interview med berlingske.dk.
 
- Det er det mest præcise tilsagn, man kan få fra fagbevægelsen, at vi får de 15 milliarder. Men der skal selvfølgelig forhandlinger til, før det helt præcist ligger fast, hvordan de skaffer pengene. I modsætning til regeringens politik de sidste otte år, ønsker vi jo netop at forhandle med fagbevægelsen efter næste valg. Men derfor kan vi altså heller ikke begynde at konkretisere allerede nu, siger Ole Sohn.

Hvorfor ikke?

- Så har det jo intet med forhandlinger at gøre. Vi har nogle bud på, hvor pengene kan findes, men som jeg siger, skal vi forhandle det på plads. Vores bud er blandt andet, at danskerne skal blive længere på arbejdsmarkedet, og at de skal hurtigere igennem uddannelsessystemet. Desuden vil vi gerne modernisere dagpengesystemet, så vi har fremlagt en masse bud.

Fair Løsning har et troværdighedsproblem, hvis ikke I konkretiserer planen yderligere, mener Vestager. Kan I leve med det?
 
- Jeg kan ikke se, hvordan planen kan blive mere konkret på nuværende tidspunkt. Planen er troværdig fordi, vi har fået en garanti for, at den skaffer de 15 milliarder kroner.

Når der ikke kommer den konkretisering, som Radikale ønsker, så fastholder partiet jo, at Fair Løsning har et troværdighedsproblem...

- De Radikale siger igen og igen og igen, at efterlønnen skal fjernes. Men det er fuldstændig urealistisk, fordi der ikke er flertal for det. Så det gør da ikke de Radikale mere troværdige. Vores plan sikrer 15 milliarder i statskassen, men den skal forhandles på plads, og det er netop det, der gør den troværdig.

Irriterer de Radikales udmelding dig?
 
- Nej, sådan er det jo i politik, hvis ikke selv man har løsningerne.

Skal de ekstra 12 minutters arbejde være med eller uden løn?
 
- Når vi beder folk om at arbejde ekstra, skal de selvfølgelig have løn for det.

Hvordan tackler I de uenigheder, der har vist sig i fagbevægelsen efter I lancerede Fair Løsning?

- De grundlæggende udmeldinger har været positive over for Fair Løsning, men vi forventer skam ikke, at alle fagforeningerne accepterer et facit uden forhandlinger. Ligesom vi heller ikke mener, at de inden forhandlingerne skal sige, hvad de vil være med til.

Men fagforeningerne vil jo gerne sige, hvad de ikke vil være med til. Eksempelvis efterlønsreform og dagpengenedskæringer.
 
- Jo, men det accepterer vi, og siger: Vi finder nogle andre løsninger på at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det bliver ikke mere konkret, lyder det fra Ole Sohn.