Radikales klimaordfører slår Østergaard på stemmeantal

Ida Auken (R) får 21.723 personlige stemmer, mens politisk leder Morten Østergaard (R) får 17.687 stemmer.

Morten Østergaard og Ida Auken til valgfesten hos Radikale på Vesterbro i København under Europa-Parlamentsvalget. De Radikale har både haft fremgang ved EP-valget og folketingsvalget. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om det er Morten Østergaard, der er De Radikales politiske leder, så er det alligevel partiets klimaordfører, Ida Auken, som løber med flest personlige stemmer i partiet.

I Østjyllands Storkreds har 17.687 sat et kryds personligt ud for Morten Østergaard, mens Ida Auken får 21.723 personlige stemmer i sin kreds i København.

Med i sammenligningen hører, at der endda er flere vælgere, der har stemt i Østjylland. Dermed havde Østergaard altså flere vælgere, som kunne have stemt på ham, end der er i København.

Ida Auken har siddet i Folketinget siden 2007, hvor hun blev valgt ind for SF. Da SF gik i regering med Socialdemokratiet blev hun miljøminister.

Da SF efter uro trak sig ud af regeringen, valgte Ida Auken dog at skifte parti til De Radikale, som hun siden har repræsenteret i Folketinget.

Auken får tiendeflest personlige stemmer af alle politikere, mens det er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der er valgets største stemmesluger med 43.489 stemmer.

De Radikale har overordnet set haft et godt valg til Folketinget. Partiet er fordoblet i størrelse og har nu 16 mandater.

Da rød blok bestående af S, R, SF og EL med 91 mandater nu står med et flertal i Folketinget, har Mette Frederiksen fået opgaven med at danne en ny regering. Hun går efter en ren S-regering.

Men hun mødes af flere krav fra de tre andre partier, hvoraf enkelte krav er flere ultimative.

Blandt andet betinger De Radikales leder, Morten Østergaard, sig, at Mette Frederiksen leverer en forpligtende aftale om en ny retning i udlændingepolitikken og klimapolitikken.

/ritzau/