Paludan fik femteflest stemmer i sin storkreds
Rasmus Paludan fik 9959 personlige stemmer. Det var ikke nok til en plads i Folketinget.

Rasmus Paludan fik 9959 personlige stemmer. Det var ikke nok til en plads i Folketinget.

Knap 10.000 vælgere satte deres kryds ved Stram Kurs' leder, Rasmus Paludan.
Det fremgår af den endelige optælling af de personlige stemmer fra Sjællands Storkreds.
Helt nøjagtigt fik Paludan 9959 stemmer. Det svarer til femteflest stemmer i storkredsen.
Det er første gang, at Stram Kurs har stillet op til et valg. Det blev ikke til en plads i Folketinget, eftersom partiet ikke klarede at komme over spærregrænsen på 2,0 procent.
Selv om Rasmus Paludan ikke kommer i Folketinget, vil Stram Kurs fortsætte sin kamp, fortalte Paludan på valgaftenen.
»Vi fortsætter naturligvis vores kamp for, at danskerne kan blive ved med at være danskere i deres eget land.«
»Mit højeste ønske er ikke at komme i Folketinget, men at forhindre Danmarks totale undergang. Det vil jeg blive ved med at forhindre, til den dag jeg dør.«
/ritzau/