Politisk aftale kan løfte pensionisters økonomi markant

Politisk aftale vurderes at ville øge seniorers og pensionisters incitament for at blive i arbejde.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som en del af reformpakken »Danmark kan mere I« er det aftalt at indføre en lempeligere modregning i pensionen.

Ud over at det kan friste flere seniorer og pensionister til at blive i arbejde, så vil det også kunne få en betydelig økonomisk effekt for flere pensionister.

Det vurderer Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom i Danica Pension. Han har regnet på især de økonomiske konsekvenser af den politiske aftale, der er indgået fredag aften.

Med aftalen skal folkepensionen, førtidspensionen og seniorpensionen ikke længere nedsættes, hvis man har en ægtefælle eller samlever, der har arbejdsindkomst.

Samtidig er det aftalt, at folkepensionen heller ikke skal nedsættes, hvis en folkepensionist arbejder ved siden af folkepensionen.

Det vil eksempelvis sige, at for en enlig pensionist vil arbejdsindkomsten ikke længere modregnes i folkepensionen, når arbejdsindkomsten overstiger godt 122.000 kroner, som det er tilfældet i dag.

»For pensionister kan det betyde, at de går fra ikke at modtage pensionstillæg til at modtage det fulde pensionstillæg.«

»For enlige kan det betyde næsten 90.000 kroner i ekstra folkepension og for par omkring 45.600 kroner i ekstra folkepension.«

»Det et meget stærk incitament til at arbejde,« siger Mads Moberg Reumert fra Danica Pension i en skriftlig kommentar.

I Sampension tror markeds- og kunderådgivningschef Anne-Louise Lindkvist, at tiltaget vil få flere ellers pensionsmodne til at blive på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror, at der er rigtig mange, der nu vil overveje, om de skal fortsætte med at arbejde, på trods af at de har mulighed for at forlade arbejdsmarkedet,« siger hun.

Også Faglige Seniorer, der repræsenterer over 250.000 seniorer, mener, at aftalen giver pensionister et større incitament til at forblive i beskæftigelse.

»I Faglige Seniorer har vi i årevis kæmpet for at få fjernet den helt urimelige modregning af arbejdsindtægt i folkepensionen,« siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.

»Når politikerne har talt om, at vi mangler arbejdskraft, så er det jo tåbeligt, at den arbejdskraft, der både kan og vil, og som har et langt livs erfaring, skal brandbeskattes af deres indsats,« siger han i en pressemeddelelse.

Tiltaget står til at træde i kraft med virkning fra 1. januar 2023, fremgår det af den aftaletekst, som aftalepartierne fredag har kunnet præsentere.

Aftalen er indgået mellem regeringen, De Radikale, SF, DF og Kristendemokraterne.

Formålet med aftalen er at øge arbejdsudbuddet i en tid, hvor mange virksomheder mangler hænder.

Den samlede reformpakke ventes at kunne øge beskæftigelsen med 12.000 personer.

/ritzau/