Løkke forsøgte i 2019. Nu vil Mette Frederiksen gøre det samme – men hvad siger partierne?

Begejstringen for Mette Frederiksens melding om, Socialdemokratiet går til valg på en bred regering over midten, er til overse fra begge sider af den politiske midte. Berlingske bringer dig overblikket over, hvor partierne står.

 
Mette Frederiksen (S) vil danne en bred regeringen, men Søren Pape Poulsen (K) meldte klart ud på et pressemøde i dag, at han ikke kommer til at pege på Mette Frederiksen. Video: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Mette Frederiksen onsdag eftermiddag udskrev valget fra Marienborg, havde hun noget af en overraskelse med i ærmet.

Socialdemokratiet går ikke længere til valg med en ambition om at fortsætte den socialdemokratiske mindretalsregering. I stedet er målet nu at skabe en bred regering hen over midten med partier fra begge blokke i dansk politik.

Men mens Mette Frederiksen var klar i mælet om en bred regerings fortræffeligheder under en krise, var begejstringen for statsministeren melding til overse fra begge sider af den politiske midte.

Blandt de partier, der afviste en bred midterregering, var både røde og blå partier.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, afviste den udstrakte hånd på et pressemøde, kort tid efter at statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev folketingsvalg til afholdelse 1. november.

»Jeg går til valg på at blive Danmarks næste statsminister i en ny borgerlig-liberal regering,« sagde Ellemann–Jensen.

Samme besked lød fra blå bloks anden statsministerkandidat, Søren Pape (K).

»Vi kan godt lave aftaler sammen, men jeg kan ikke se os gå i regering sammen,« siger Pape.

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne siger til Ritzau, at de ikke vil støtte en regering, som Socialdemokratiet også er en del af.

»Nej, nej, nej. Jeg ser slet ikke for mig, at vi skal have regeringer hen over midten. Masser af samarbejde, men slet ikke hen over midten,« siger Inger Støjberg.

Skepsis blandt støtterne

Heller ikke regerings nuværende støttepartier Enhedslisten og SF synes godt om ideen.

»Mette Frederiksen vil i regering med højrefløjen. Det er i mine øjne en stor fejl,« skriver Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, på Twitter.

Også Pia Olsen Dyhr var skeptisk over for en bred regering, da Berlingske mødte hende på trappen til Christiansborg.

»Vi synes, det er en dårlig idé. Vi synes, vi skal fortsætte med centrum-venstre. Jeg synes, vi har fået mange sejre de sidste tre år og tre måneder. På klimaområdet, klimaloven med 70-procents CO₂-reduktioner. På naturen med naturnationalparker. Minimumsnormeringer. Det er det her flertal, der rent faktisk har sikret en ambitiøs indsats på velfærden. Det vil vi gerne fortsætte.«

Pia Olsen Dyhr, kan i være støtteparti til for eksempel en S-V-K regering?

»Nej, det kommer SF ikke til at lægge mandater til. For os handler det om det politiske indhold, og derfor kan jeg ikke se det for mig.«

Det glade mindretal

Der har dog også været positive melding fra dele af det politiske Danmark.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen siger til Ritzau, at statsministeren lød fuldstændig som et ekko af det, han selv sagde i sidste valgkamp.

»Dengang blev det hældt ned ad brættet, men nu er hun så nået til samme konklusion, som jeg nåede for tre år siden. Så bedre sent end aldrig. Det er godt og rigtig positivt,« lød det fra den tidligere statsminister.

Også De Radikale var begejstrede.

»Vi ønsker en bred regering. Vi ønsker en regering, der samler os,« sagde Sofie Carsten Nielsen på et pressemøde onsdag. Vel at mærke også et pressemøde, hvor den radikale formand slog fast, at partiet peger på Mette Frederiksen som statsminister.