Forsvaret mørklægger centralt Blackwater-dokument

Et vigtigt dokument i Blackwater-sagen bliver hemmeligholdt med henvisning til den ny offentlighedslov. Enhedslisten og Liberal Alliance kalder sagen for dybt problematisk.

Arkivfoto: Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) under et besøg i Irak. Fold sammen
Læs mere

Værnsfælles Forsvarskommando (VFK) har mørklagt et notat, der ellers muligvis kan kaste lys over den tidligere VK-regerings aftale med det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater under Irakkrigen.

Jyllands-Posten skriver, at det mørklagte notat ifølge flere politikere er centralt, fordi det muligvis indeholder de instrukser, som den daværende forsvarsminister Søren Gade (V) fik i forbindelse med den aftale, Forsvaret i hemmelighed indgik med Blackwater i 2007.

Søndag kom det frem, at den daværende regering i 2007 indgik et samarbejde med Blackwater, hvis dansk personel blev angrebet i Irak, men det blev ikke oplyst til Folketinget.

Det mørklagte notat, som den daværende Forsvarskommando i 2007 udarbejdede til den tidligere forsvarsminister Søren Gade, er blevet hemmeligholdt med henvisning til den såkaldte ministerbetjeningsregel i den ny offentlighedslov.

Det ærgrer folketingsmedlem Pelle Dragsted (Ø).

»Det viser for det første, at det var dumt at nedlægge den Irak-kommission, men det viser også, hvor dybt problematisk den ny offentlighedslov er. Det viser, hvor vidtrækkende den ny offentlighedslov i virkeligheden er. At man med syv års tilbagevirkende kraft kan mørklægge noget på den måde her. Det mener jeg, er bekymrende,« siger Pelle Dragsted til Jyllands-Posten.

Offentlighedsloven blev vedtaget trods massiv kritik i 2013. Det var SF, de Radikale, Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative, der i sin tid stod bag offentlighedsloven.

Liberal Alliances medieordfører, Mette Bock (LA), kalder ligesom Pelle Dragsted sagen for » dybt problematisk«.

Hun frygter, at de dokumenter, som den nu lukkede Irak-kommission har sendt videre til Rigsarkivet, hvor adgangen til dem ifølge flere eksperter også bliver reguleret af offentlighedsloven.

Dermed vil disse dokumenter også kunne mørklægges med henvisning til reglen om ministerbetjening, påpeger Mette Bock.