Eks-minister angriber embedsværket i ny bog

Embedsmænd er sig selv nærmest og en så stor magtfaktor i dansk politik, at der mangler nogen, der kan holde dem i skak, skriver Manu Sareen i ny bog.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I visse kredse kaldes embedsværket for »Djøf-partiet«.

Andre steder bliver der refereret til dem som »Centralpartiet«.

Ingen af prædikaterne er ment som en ros. Begge er de udtryk for en holdning om, at embedsmænd bestemmer for meget.

Om de bestemmer for meget, skriver den tidligere radikale socialminister, Manu Sareen, ikke noget om i sin nye bog, MANU. Men han melder sig i koret af dem, der synes Slotsholmens embedsfolk i dag indtager en endog meget central rolle i dansk politik. Og han lægger ikke skjul på, at han mener, noget bør gøres.

»Det er en ulige kamp. En minister mod 400 embedsfolk. Jeg har tit følte mig som Sisyfos i den kamp,« skriver Manu Sareen i sin bog, der udkommer i dag.

I bogen beskriver han en oplevelse fra sin tid som kirkeminister. En dag troppede en gruppe topembedsmænd fra ministeriet op på hans kontor.

»Du kan ikke få dine bøsser gift, Manu. Du er færdig, hvis du gør det« sagde ministeriets departementschef Henrik Nepper-Christensen ifølge Sareen.

»Hele sagen om homovielser viser, hvordan fronterne kan blive tegnet op. Embedsmændene sagde direkte til mig, at det ikke kunne lade sig gøre, og at det var helt umuligt. Der måtte jeg slå i bordet og sige, at det ville jeg have,« siger Manu Sareen i et interview med politiko.dk.

Mig mod dem-retorik

Det er sådan, Sareen taler om forholdet til embedsværket. Han bruger ord som »fronterne« og betoner, at man som minister er »oppe imod« embedsmændene.

Han understreger, at embedsfolkene både er rare og dygtige, at de passer på ministeren og at han ikke mener, embedsmændene er på kant med hverken loven eller reglerne.

Men han skriver samtidig, at de »lister systemløsninger med små, uskyldige justeringer igennem«, hvis man ikke er på vagt. Og han beskriver, hvordan embedsværket »hundredevis af gange« afleverede lange sagsfremstillinger på over 50 sider sent om aftenen, dagen før han skulle tage stilling til dem.

»Der er ingen tvivl om, at hvis der er en svag minister, så træder embedsmændene til og styrer,« siger han til politiko.dk.

Ifølge den radikale eks-minister er han ikke alene med holdningen om, at embedsværket først og fremmest passer på sig selv.

»Jeg har talt med mange af mine tidligere ministerkolleger om det, og de fortæller - når ingen hører dem - om de samme problemer. Men ingen tør stå frem og sige: ’Jeg har store problemer med at få mine embedsfolk til at gøre det,  jeg beder dem om’,« skriver Sareen i sin bog.

»Derfor lader alle ministre, som om de har helt styr på det hele og styrer embedsapparatet med hård hånd,« fortsætter han, inden han referer et møde med Annette Vilhelmsen – hende han afløste som socialminister, efter at SF var trådt ud af regering, og samme kvinde, der kom i vælten, da hun lidt for hurtigt uddelte en million kroner til Lisbeth Zornig og projektet ’Stemmer På Kanten’.

»Pas nu på de embedsmænd, Manu,« skriver Sareen, at Vilhelmsen sagde.

»Og jeg kunne se i hendes øjne, at det havde været en hård omgang for hende at tage dansen med topembedsmændene i Socialministeriet,« fortsætter han.

Sareen: Lav politiske kabinetter

Manu Sareen mener, at det er nødvendigt at kigge mod Sverige og Norge for at finde løsningen på problemet med de for magtfulde embedsmænd.

Ministrene bør have lov at få et kabinet på en håndfuld personer, som ministeren selv udpeger, og som kan tænke langt mere politisk og bakke ministeren op langt mere, end embedsværket både kan og vil, siger han.

»Hvis man skal imødekomme det pres, der er fra embedsværket, synes jeg, ministrene skal have kabinetter eller politiske sekretariater i ministerierne. Det har man ikke, som det er i dag,« siger han til politiko.dk.

Eks-ministerkollega: politiske kabinetter er en dårlig ide

Socialdemokraternes Magnus Heunicke, der var transportminister i knap halvandet år frem til valget, er uenig med Manu Sareen.

Han oplevede ikke noget modsætningsforhold mellem ham som minister og embedsværket i Transportministeriet, siger han. Han omtaler samarbejdet med embedsfolkene som robust, og oplevede et stort ønske hos embedsværket om at imødekomme hans ønsker, siger han.

Han måtte ved flere lejligheder bede embedsmændene om at kigge på en sag igen, før deres forslag og rådgivning passede til det, han selv ville. Men det var aldrig en magtkamp, understreger han.

»Det var mere en afklaringsfase. Og selv helt oppe i embedsværkets top er der et kæmpe ønske om at finde løsninger. Og man må jo også sige, at hvis de havde ramt plet hver gang, var der jo ingen grund til, at der var en minister,« siger han og afviser Manu Sareens ide om politiske kabinetter:

»Det er ikke realistisk, og jeg ville være nervøs for, hvilke beslutninger et sådan kabinet kunne finde på at træffe, hvis de kunne overrule embedsfolkene,« siger han.

Djøf-chef: Kritikken er skudt ved siden af

Henning Thiesen repræsenterer som formand for de offentlige chefer i Djøf embedsstanden i blandt andet de danske ministerier.

Han understreger, at han ikke kan udtale sig konkret om Manu Sareens ministertid, men afviser, at embedsværket udgør en magtfuld modpol ministrene.

»Det er danske embedsmænds DNA, at de arbejder for ministeren. Det er ministeren, der bestemmer, og embedsmændene er sat til at betjene ministeren. Og jeg ved, at langt de fleste, der har været ministre, ikke opfatter embedsværket som deres modstandere.«

Men kan Manu Sareen have en pointe i, at man som minister meget let drukner i embedsværkets bunker af papir og den enorme informationsstrøm, der kommer fra embedsværket til ministeren, og at embedsværket derfor har en stor magt?

»Det er jo et livsvilkår for en minister at arbejde meget. Og ualmindeligt hårdt. Jeg mener ikke, man skal tænke en konflikt ind i det. De mange papirer bliver jo produceret for at hjælpe og ikke for at drille ministeren.«

Henning Thiesen henviser til, at det såkaldte Bo Smith-udvalg i en nylig rapport om forholdet og samspillet mellem politikere og embedsmænd konkluderer, at der er blandt politikerne er en grundlæggende tilfredshed med den politiske rådgivning.

I modsætning til Manu Sareen er netop Bo Smith-udvalget, som blev nedsat af embedsmændenes egen fagforening Djøf, langt fra varme fortalere for at oprette politisk kabinetter, hvor de ansatte udpeges af ministeren.

Udvalget fraråder det direkte med begrundelsen:

»Jo flere politisk udnævnte medarbejdere ministeren har, desto større vil ministerens distance til den ministerielle faglighed blive, og der vil ikke være et entydigt ansvar for, at såvel politiske som faglige hensyn er lagt til grund for rådgivningen.«

LÆS RAPPORTEN: Embedsmanden i det moderne folkestyre (PDF)

LÆS OGSÅ: Overblik: 10 nedslag fra Bo Smith-rapporten

Professor: Naive ministre kan let komme galt af sted

I september fremlagde regeringen med finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen et nyt kodeks for de 10.000 embedsmænd i centraladministrationen, som hver dag rådgiver og yder bistand til danske ministre.

I kodekset, som ledende embedsmænd på Slotsholmen har været med til at udarbejde, står som noget af det første, at embedsmænd »professionelt og loyalt« skal rådgive deres politiske chefer.

»Embedsmænd har pligt til at være loyale over for regeringen og dens ministre og skal være lydhøre over for deres ønsker,« står der desuden, inden der oplistes syv centrale pligter, der skal få embedsværkets arbejde til at blive opfattet som troværdigt.

LÆS OGSÅ: »Vi har oplevet nogle sager, hvor der har været slinger i valsen«

LÆS OGSÅ: Syv klare bud for Slotsholmen

Jørgen Grønnegaard Christensen er professor emeritus på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om embedsværket og det politiske system.

Han siger, at Manu Sareen godt kan have en pointe i, at der kan være en opfattelse af, at embedsmændene er en spiller med egne interesser og en meget stor magtfaktor i det daglige politiske arbejde, fordi den samlede embedsstand unægtelig har flere ressourcer end en enkelt minister.

Men det er kun den ene side af sandheden, understreger Jørgen Grønnegaard Christensen.

»For en minister kan jo insistere på, at hans dagsorden skal føres igennem. Det kræver en stærk og fokuseret minister at danse med embedsværket, men dem der er det, har gode muligheder for at udstikke kursen. Men hvis man er uforberedt eller naiv i sin ministergerning, så kan man let komme galt af sted og miste styringen af embedsværket.«

»Jeg tror, det var Erling Olsen (tidligere mangeårig socialdemokratisk minister og formand for Folketinget, red.), der sagde, at hvis en minister slår en strofe eller en melodi an, så skal embedsmændene være i stand til at komponere en symfoni ud fra det. Og hvis man som minister slår en falsk tone an, har embedsmændene jo meget svært ved at komponere noget smukt på baggrund af det.«

Manu Sareens erindringsbog er udkommet på Politikens Forlag i dag og er skrevet af Manu Sareen i samarbejde med hans tidligere særlige rådgiver, journalist Niels Ditlev.