Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det, Manu rejste i agurketiden

12debAnneSofieAllarp.jpg
Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere

Den tidligere radikale minister Manu Sareen benyttede de sidste dage af agurketiden til at lette sit hjerte. Han havde følt sig som en idiot, når han foran de rullende kameraer skulle forklare Thorning-regeringens kovendinger, ikke mindst den om fædrebarsel.

Det havde ikke været let at være Manu, når han skulle indgå i det syge spil, som Christiansborg har udartet sig til at være. Og frem for alt var han oprigtigt ked af at have måttet stemme for flygtningeudspillet. Det, der fratog visse flygtninge retten til familiesammenføring det første år i Danmark. En plet på sit cv, kaldte han det.

Og det er måske i den forbindelse en ringe trøst, at det for de berørte flygtninge nærmere er et meteor-nedslag i deres livsforløb, og at loven i dansk politisk historie markerer et brud på en langvarig tradition for, at de regeringsbærende partier lovgiver i respekt og opbakning til konventionerne og menneskerettighedskonventionen.

Manu Sareen skal have tak for sin ærlighed. Det aftvinger respekt at stå ved sine holdninger, også selvom det først sker, efter at man er ophørt i det embede, hvis formål det er at gøre netop det.

Grundloven nævner med vilje ikke de politiske partier med et ord, og pålægger medlemmerne af Folketinget alene at være bundet af deres overbevisning. Det på trods af, at politiske partier eksisterede gennem alle revisioner af loven. Når man ikke skrev de politiske partier ind, så var det fordi, man havde en forhåbning om, at lovgivningen skulle udspringe af en oplyst og fordomsfri debat.

Men i dag er virkeligheden, som Manu Sareen beskriver det, at toppen af partierne bestemmer politikken og at politikken i dag er svær at adskille fra strategien i det politiske magtspil. Selv regeringens ministre bliver sat uden for indflydelse på deres eget ressortområde. De menige medlemmer er reduceret til fodtudser. Der er absolut ikke nogen oplyst og fordomsfri debat. Til gengæld har man fået et dilettantteater opført i velkoordinerede partigeledder.

Gid andre, nuværende som tidligere MF’ere, havde samme mod som tidligere minister Manu Sareen (R), skriver Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Det er måske derfor, det er blevet så svært at høre efter, for de 2/3 af befolkningen, der permanent kobler fra den politiske »samtale.« Og det er måske derfor, den sidste tredjedel assisteret af mediernes hær af politiske kommentatorer primært lytter efter taktik, som var det en fodboldkamp, det handlede om, og ikke varetagelsen af statens finanser og den fælles fremtid.

Denne måde at arbejde på, kunne meget vel stride imod Grundlovens ånd, hvis ikke bogstav.

Manu Sareen skal derfor også have tak for afsløringen af sin egen impotens som minister. Det er mandigt. Ikke helt så mandigt, selvfølgelig, som det ville have været, hvis han som minister havde taget sit gode tøj og havde sat sig ned på bagerste række i protest. Men han har givet debatten om den blindgyde, som dansk politik har kørt sig selv ind i, en vigtig vitamin-indsprøjtning. Gid andre, nuværende som tidligere MF’ere, havde samme mod.