DF vil ikke bruge penge på bedre it-evner

It-svage danskere skal ikke på kursus, men de skal stadig kunne møde offentligt ansatte ved direkte fremmøde, siger DF's forskningsordfører, Jesper Langballe

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke brug for Socialdemokratiets plan til 100 millioner kroner, som skal støtte it-svage danskere, der ikke kan vedhæfte en fil til en mail eller søge oplysninger på søgemaskinen Google.

Det siger Dansk Folkepartis forskningsordfører, Jesper Langballe.

- Jeg tror ikke på planen. Jeg tror ganske simpelt ikke, at man får fat i de mennesker. De har jo muligheden for at gå på et aftenskolekursus og lære at bruge it. Vi må se i øjnene, at nogle mennesker er for gamle, som aldrig nogensinde lærer det, siger Jesper Langballe.

Trods sin modstand mod it-planen roser han Socialdemokratiet for at fastholde videnskabsministeren på, at it-svage mennesker ikke må svigtes, så de kun kan kontakte kommunen eller det offentlige over internettet, mener han.

- Det går altså ikke. Det kan ikke nytte, at en samfundsgruppe, som ikke har lært it, simpelt hen lukkes ude, siger Jesper Langballe.

Han er ikke bekymret for, at der skabes et A- og B-hold efter borgernes it-færdigheder, hvor især ældre bliver tabere ligesom mennesker uden for arbejdsmarkedet.

- Gamle mennesker lever ganske udmærket uden at kunne it. De er da ikke noget B-hold. It er et fremragende kommunikationsredskab, men så er det da heller ikke mere, siger Jesper Langballe.

/ritzau/