Det røde alternativ der blev væk – velkommen til Pia Olsen Dyhr

Hvem har sagt, at det skal være nemt at være formand for SF?

SFs venstrefløj, som sendte SF ud af regeringen og ind i en dødsspiral, har end ikke formået at stille med en modkandidat til Pia Olsen Dyhr som formand for partiet. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

SFs nedsmeltning i kølvandet på DONG-balladen er fuld af paradokser. At bukserne ikke længere kunne holde for Annette Vilhelmsen er til at forstå, men paradokserne i dagene efter hendes afgang dækker over noget langt værre for partiet: At der ikke længere eksisterer noget seriøst og helstøbt økonomisk alternativ til venstre for regeringen.

Det største paradoks er, at partiet nu ser ud til at ville kåre den tidligere transport- og handelsminister Pia Olsen Dyhr som partiets næste formand. Hun har om nogen stået bag regeringsprojektet og Bjarne Cory­dons og Margrethe Vestagers økonomiske kurs – inklusiv salg af DONG-aktier. Den venstrefløj, som endte med at sende SF ud af regeringssamarbejdet og ind i en dødsspiral, har end ikke formået at stille med en modkandidat – endnu. Skulle der dukke en op i løbet af de næste dage, vil han eller hun næppe kunne true Olsen Dyhr.

De næste særheder i den SFske tragedie består i, at partiets unge håb, Ida Auken, ubesværet kunne vandre til Det Radikale Venstre, hvor hun nu har fået en post som erhvervsordfører. SF og Radikale har fælles politik på en række områder – miljø, klima og udlændinge eksempelvis. Men lige præcis på den økonomiske og i fordelingspolitikken er de meget forskellige. Ida Aukens skifte tyder på, at et egentligt fundament for et rødt økonomisk alternativ er forsvundet så meget i tågerne, at ingen undrer sig synderligt over hendes skift.

Samme fundament mangler den nu tidligere SFer Ole Sohns om­diskuterede tanker om et nyt nationalt kompromis med parterne på arbejdsmarkedet om et skattestop kombineret med lønnedgang. Tankerne blev luftet i en kronik i Jyllands-Posten i forbindelse med Sohns afgang til Socialdemokraterne. Hverken her eller i SF ville man dog vide af ideerne, mens man i Venstre og Liberal Alliance klappede i hænderne. Sohns rejse mod højre ser ud til at fortsætte, lød analýsen.

Det er ikke nyt for socialdemokrater at tænke i indkomstpolitik og trepartsaftaler – løntilbageholdenhed til gengæld for noget andet. Det særegne ved Sohns forslag, set fra venstre kant, er, at lønmodtagerne tilsyneladende ikke ville få noget ud af en sådan aftale, hverken mere indflydelse – økonomisk demokrati – mere uddannelse eller højere pension, som tidligere har været byttteobjekter i den type aftaler. Dertil kommer, at løndannelsen i dag er så decentral, at det formentlig slet ikke kan lade sig gøre at indgå en central aftale om lønnedgang. Men det er en anden historie.

De spørgsmål, som det prøveløsladte SF skal beslutte sig for, er, om man vil forsøge at reetablere et rødt økonomisk alternativ, om man fortsat vil underkaste sig Corydons og Vestagers regime, eller om man vil trække sig tilbage i hængekøjen og med mellemrum hejse forskellige papskilte, hvor der står: Flere offentligt ansatte, højere overførselsindkomster og højere skatter til de rige. Det første – et gennem­tænkt alternativ – er absolut det sværeste. Venstrefløjen og social­demokraterne har i kølvandet på krisen mistet serveretten i den økonomiske politik til liberale og borgerlige.

Den globale konkurrence har sat den europæiske velfærdsmodel og den europæiske venstrefløj under hårdt pres. Selv om der er gjort mange forsøg rundt om i Europa på at genoprette en holdbar centrum-venstrefortælling om en ny kurs efter finanskrisen, så er de enten langt fra overvbevisende, eller også minder de – som Ole Sohns tanker – så meget om den modsatte fløjs, at det er svært at kende forskel. Hvem har sagt, at det skal være nemt at være ny formand for SF?