Hele SFs folketingsgruppe peger på Dyhr som ny formand

Pia Olsen Dyhr får nu opbakning fra hele sin folketingsgruppe til at sætte sig på posten som ny SF-formand.

Der er fuld opbakning om Pia Olsen Dyhrs (SF) kandidatur til SF-formandsposten. Det står klart fredag, efter gruppemedlemmerne en efter en har meldt deres støtte til Dyhr.

Det siger de om hende:

Pernille Vigsø Bagge (SF), politisk ordfører: »Tak for at du stiller op, Pia. Det har vi brug for, og det giver håb for en rød-grøn genrejsning af SF. Vi har bidt i græsset, men nu kommer vi stærkt tilbage. God vind i kampen om formandsposten. Vi er mange der støtter op,« skriver hun på Facebook.

Jonas Dahl (SF), tidligere skatteminister: »Pia favner rigtigt godt sjælen i SF, og derfor er jeg også overbevist om, at hun bliver en god formand,« siger han til Berlingske.

Holger K. Nielsen (SF): »Hun (Dyhr, red.) er det bedste bud i den situation, vi står i. Hun kan samle partiet, og hun har signaleret, at det er det, der er hendes interesse,« siger han til Politiken.

Özlem Cekic (SF), sundheds- og psykiatriordfører: »Pia har med de vilkår, hun er opvokset under, haft helt tæt ind på livet, hvad det vil sige at bryde den negative sociale arv. Jeg er glad for, at det er en, som ved, hvad hun snakker om, der stiller op som ny SF-formand,« skriver hun på Facebook.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), retsordfører: »Jeg er utrolig glad for, at Pia Olsen Dyhr stiller op, og hun har min fulde opbakning. Pia har mange flotte resultater med sig, og det skal vi udnytte fuldt ud,« siger hun til Berlingske.

Karsten Hønge (SF), vikar for Anne Baastrup: »Pia er en autentisk og skarp person. Hun er arbejdsom ud over det sædvanlig, og så har hun blik for de lange linjer. Pia har mange gode kvaliteter,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Lisbeth Bech Poulsen (SF): »Jeg er glad for at høre, at Pia stiller op som formandskandidat. Hun har gennemslagskraft og er en dygtig forhandler - jeg deltog i forhandlingerne om Togfonden, og det var et imponerende stykke arbejde, hun lagde for dagen,« skriver Bech Poulsen i en pressemeddelelse.

Steen Gade (SF), finansordfører: »Jeg støtter hende hele vejen,« siger han til TV2 News.

Trine Pertou Mach (SF): »Jeg hilser Pias kandidatur velkomment. Vi har brug for ro om SF nu, og jeg mener, som jeg hele tiden har sagt, at det er bedst at undgå et opslidende kampvalg,« skriver hun i en mail til Ritzau.

Eigil Andersen (SF), arbejdsmarkedsordfører: »Jeg vil gerne støtte Pia som formand. Hun er efter min mening en meget dygtig politiker. Hun kan tale om politik, så hun river folk med sig og kan engagere mennesker på den måde,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Den nuværende formand, Annette Vilhelmsen (SF), vil ikke blande sig i formandsvalget. Det mener hun ikke, at en afgående formand bør, skriver Vilhelmsen i en sms til Jyllands-Posten.

Senest 13. februar skal øvrige kandidater have meldt sig, og hvis det ikke sker, bliver Dyhr automatisk formand uden kamp.