Tør du stole på, at den gode stat altid er god?

Det er endt så mærkeligt, at Enhedslisten nu går ind for mere politi, mens de borgerlige partier – minus LA – stemmer for mere overvågning af danskerne. Men det er altså ikke nogen borgerlig dyd at lade staten invadere borgernes privatliv.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Det var en lidt løjerlig oplevelse: Sidste uge i DR Debatten befandt jeg mig pludselig stående på samme fløj som Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper. Det var i en debat om overvågning og regeringens nye såkaldte trygheds- og sikkerhedspakke, der tager de efterhånden velkendte politiske redskaber i brug, når et problem skal løses: Mere kontrol. Mere overvågning. Flere de facto krænkelser af borgernes ret til et privatliv. Mere og dybere registrering af borgernes adfærd.

Hvilket var helt fint, kunne jeg forstå på en stribe borgerlige politikere, der som deres partier – Venstre, Konservative og DF – bakker op om regeringens pakke, selv om den indebærer endnu mere og tættere opsyn med alle borgere og udgør et lille, nyt skridt mod det helt igennem uborgerlige statslige overvågningssamfund.

Og der stod jeg så ved siden af Pernille Skipper, lederen af et politisk parti, der har huset flere yderligtgående venstreaktivister med baggrund i udenomsparlamentariske bevægelser, herunder selvudråbte »antifascistiske« grupperinger med mere eller mindre autonome træk. I stedet for mere overvågning krævede Pernille Skipper mere politi, herunder i gaderne!

Man skulle tro, vi var på ekskursion til Omvendtslev.

»Der er mange måder, hvorpå vi som samfund kan forsvare os, uden at det indbefatter en altomfattende statslig kontrol med alle borgere.«


Siden er jeg blevet bebrejdet, at jeg forholder mig kritisk over for regeringens sikkerhedspakke og den øgede statslige overvågning i det hele taget.

Et lavpunkt i den forbindelse kom i en leder i Børsen, der under Bjarne Corydons ledelse er blevet systemavisen over dem alle: Systemet er den velfærdssocialdemokratiske stat, hvor borgerne tjener den offentlige sektor snarere end omvendt.

Under overskriften »Et forsvarsløst samfund er ikke et frit samfund« forsøger Corydon sig med nødvendighedens argumentation: Går man ikke ind for mere overvågning, registrering og samkøring af borgernes data, er man fortaler for det forsvarsløse samfund.

Hvilket naturligvis er noget vrøvl. Der er mange måder, hvorpå vi som samfund kan forsvare os, uden at det indbefatter en altomfattende statslig kontrol med alle borgere.

Mere politi

Jeg synes f.eks., det ville være godt med mere politi. Gerne derude, hvor borgerne kan mærke politiet, snarere end bag computerskærmene som administratorer. Det er også fint at udstyre politiet med flere beføjelser i målrettede tilfælde, sådan som tilfældet var med både rocker- og bandepakkerne, og der er jeg villig til at gå langt: Har man først meldt sig til tjeneste i den kriminelle underverden, må man finde sig i at myndighederne stresser en helt vildt. 24 timer i døgnet om nødvendigt.

Det er også fornuftigt, at den danske stat markant har styrket sit cyberberedskab, så man nu også potentielt set kan agere offensivt over for fremmede magter eller kræfter, der pønser på at angribe vort samfunds infrastruktur med digitale masseødelæggelsesvåben.

Og som jeg skrev et par dage efter terrorangrebet mod Krudttønden og den jødiske synagoge i 2015, så følte jeg mig tryg og fri, da København i dagene og ugerne efter var under tæt bevogtning af maskinpistolbevæbnede politifolk.

Friheden kommer med en pris. Friheden skal der kæmpes for. Friheden har et frit samfund ret til at tage skridt for at beskytte, når den er under pres eller truet, var min konklusion. Det mener jeg stadig. Det gør vi som borgere klogt i at forholde os realistisk til. Alt kan og skal ikke ende i principrytteri.

Men friheden er samtidig det dyrebareste, vi har som borgere i et samfund, hvis grundpiller blandt andet handler om beskyttelsen af den enkelte borger mod magtens mulige overgreb.

Og redskaberne til at kortslutte den beskyttelse er via digitaliseringen blevet mangedoblet. Det gælder for private aktører som f.eks. de globale techgiganter, der lever af at høste borgernes data og udnytte dem kommercielt.

Men det gælder også for staterne. Udviklingen går hurtigt rundt omkring i verden. I Storbritannien har man ikke så fine følelser: Her er kameraer opsat overalt i det offentlige rum, der med software til ansigtsgenkendelse gør det muligt for staten at udføre identitetskontrol i realtid. Med andre ord kan staten teoretisk set følge med i, hvor du er – uden at du selv er klar over det.

I Kina har man taget overvågningen til nye højder. Her er et omfattende socialt kontrolapparat i form af et såkaldt »kreditsystem« under udrulning, der baseret på borgernes adfærd også i privatlivet tildeler sociale point, som kan bruges til at fratage den enkelte borger rettigheder, hvis man ikke retter ind og opfører sig, som staten ønsker det.

Men er der ikke meget langt fra det moderne kinesiske kommunistdiktatur til lille, fredelige, demokratiske Danmark? Jo. Men den tidligere VKLA-regering var ikke desto mindre ikke langt fra som en del af den såkaldte ghettoplan at implementere en version af den såkaldte Gladsaxe-model, hvor borgerdata samkøres ud fra en række opstillede risikofaktorer for via en algoritme at kunne identificere familier med sociale problemer.

Det blev aldrig til noget – og Gladsaxe har også selv opgivet systemet. Men det var illustrativt i forhold til at åbne vore øjne for, hvor hurtigt vi kan ende et sted, hvor borgernes frihed og privatliv er reelt kompromitteret.

Derfor advarede jeg. Og derfor er der grund til at være opmærksom, når den politiske løsning er kontrol, overvågning, registrering og datasamkøring. Uanset om problemet er terror, vold, social svindel eller social nød. Ingen ønsker andet end at bekæmpe disse ting. Men målet helliger ikke alle midler. Og vi bør alle spørge os selv, om vi stoler på, at den gode stat til alle tider vil være god?