Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Regeringens sikkerhedsudspil vil begrænse borgernes frihed

I et retssamfund som det danske bør vores politikere ikke øge masseovervågningen uden at forholde sig omhyggeligt til, hvad det vil betyde for vores frihed.

»Udspillet fra regeringen indeholder en række gennemgribende tiltag, og statsministeren har da også selv kaldt forslagene 'vidtgående'. Spørgsmålet er, om regeringen har fundet den bedste balance mellem frihed og sikkerhed?« spørger Jonas Christoffersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

Folketinget står over for en svær balanceakt, når de folkevalgte i den kommende tid skal tage stilling til regeringens udspil om »Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum«.

Alle ønsker et mere sikkert samfund, men hvordan skal det ske? Svaret er ifølge regeringen mere overvågning og større indgriben i alles frihed og privatliv. Udspillet fra regeringen indeholder en række gennemgribende tiltag, og statsministeren har da også selv kaldt forslagene »vidtgående«. Spørgsmålet er, om regeringen har fundet den bedste balance mellem frihed og sikkerhed?

Jonas Christoffersen Fold sammen
Læs mere

Institut for Menneskerettigheder vogter først og fremmest over, at politikerne ikke krænker vores rettigheder i juridisk forstand. Efter vores umiddelbare vurdering er det ikke tilfældet med dette udspil, fordi Danmark har vide rammer til at begrænse borgeres rettigheder, når formålet er at bekæmpe alvorlig kriminalitet. Men selvom sikkerhedspakken juridisk set er i orden, mener jeg, at udspillet på flere punkter kan strammes op for at forbedre borgernes frihed – vel at mærke uden at gå på kompromis med sikkerheden. Lad mig komme med fire eksempler.

Krystalklart

For det første vil regeringen give politiet mulighed for »i ekstraordinære situationer« at overtage private og offentlige overvågningskameraer. Det betyder, at politiet live vil kunne følge med i, hvad der sker under kameraernes linser. Det er svært at argumentere imod, at politiet i ekstraordinære kriser skal have mulighed for at følge med.

Men det er et vidtgående indgreb i borgernes privatliv, og Folketinget bør derfor sikre sig, at der står krystalklart i loven, at det kun kan ske ved den allermest alvorlige form for kriminalitet, og at strenge betingelser for at beskytte borgernes privatliv skal opretholdes.

»Et andet problem med TV-overvågning er, at mange private kameraer ifølge politiets egne oplysninger er ulovligt opsat. Obligatorisk registrering bør derfor følges op af et effektivt tilsyn, der kan sikre, at overvågningskameraer kun filmer inden for lovens rammer.«


Et andet eksempel er, at regeringen vil gøre det obligatorisk for borgere og offentlige myndigheder at registrere deres overvågningskameraer. Det forstår jeg godt, for så sparer politiet tid, når det skal finde optagelser som for eksempel efter terrorangrebet på Synagogen og Krudttønden i København. Problemet er på den anden side, at når først registret findes, kan det bruges i alle sager, og derfor bør Folketinget sikre sig, at de kun bruges i alvorlige sager.

Politiet kører med

Et andet problem med TV-overvågning er, at mange private kameraer ifølge politiets egne oplysninger er ulovligt opsat. Obligatorisk registrering bør derfor følges op af et effektivt tilsyn, der kan sikre, at overvågningskameraer kun filmer inden for lovens rammer. Politiet bør ikke have et register indeholdende ulovlige kameraer.

Et tredje eksempel er, at politiet i større omfang skal kunne registrere vores nummerplader, når vi bevæger os rundt i landet. I dag skal politiet normalt slette oplysningerne inden for 24 timer, men den slettefrist vil regeringen nu udvide til 60 dage. Det kan vi godt forstå ønsket om, men prisen må være, at politiet kun i de mest alvorlige sager kan bruge oplysninger, der har været gemt i lang tid. Jo længere tid, der er gået, jo alvorligere kriminalitet bør der være tale om.

»Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Frihed og sikkerhed kan gå hånd i hånd.«


Det sidste element af regeringens udspil, som jeg vil fremhæve, handler om politiets arbejde med at bekæmpe bandekriminalitet. Regeringen vil give politiet udvidet mulighed for at tage billeder af bandemedlemmer »og deres følge« på frit tilgængelige steder – vel at mærke uden at det sker som led i en konkret efterforskning.

Bandemedlems »følge«

Det er et vidtgående forslag, som kan betyde, at mennesker, der aldrig har gjort noget kriminelt eller har planer om det, kommer til at optræde i politiets registre. Folketinget bør klart afgrænse, hvem der tæller med som et bandemedlems »følge«. Og så må billeder af os, der ikke har nogen relation til kriminelle aktiviteter, slettes hurtigt og resolut.

Op til offentliggørelsen af regeringens udspil opfordrede statsminister Mette Frederiksen i Berlingske Folketinget til ikke kun at forholde sig til regeringens forslag med »udgangspunkt i spørgsmål om frihedsrettigheder og retten til privatliv«. Det er jeg helt enig i. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Frihed og sikkerhed kan gå hånd i hånd.

Min opfordring til Folketingets partier og medlemmer er, at de stille og roligt gennemtænker, om vi kan sikre vores privatliv og frihedsrettigheder bedre, end udspillet lægger op til – uden at gå på kompromis med vores sikkerhed. Det mener jeg godt, at vi kan.