Byg en robot på fire uger

Robotter er ikke science fiction. De er her allerede, og de hjælper os hver dag.

»Robotter« er i virkeligheden bare software, som eliminerer noget af det mest hjernedøde rutinearbejde ved tastaturet, skriver Jim Nielsen. Arkivfoto: Iris Fold sammen
Læs mere

For nylig har flere forsikringsselskaber talt om, at »robotter« bidrager til fine årsresultater og effektiviseringer med flere hundrede medarbejdere. Det handler ikke om, at din assurandør i virkeligheden er et teknologisk mesterværk taget lige ud af Westworld. De taler om begrebet »robotiseret proces­automatisering«.

Robotten er software, som gør det samme som mennesker. Bare hurtigere og mere fejlfrit. Hvis processen gentages mange gange, sparer man en masse penge. Københavns Kommune med mange tusinde medarbejdere bruger f.eks. en robot til alle afmeldinger, sletninger og afslutninger i forskellige IT-systemer, som er nødvendige, når en medarbejders ansættelse ophører.

»Robotterne kommer« er blevet råbt 1.000 gange ud over dansk erhvervsliv. Diskussionen er som regel ikke konkret, og den handler sjældent om noget, som virksom­heden kan have kørende på fire uger. Robotiseret procesautomatisering er præcis dét.

Robotter er bare software, som man køber og »lærer op«, og derefter får man automatiseret et givent stykke tastearbejde. Den typiske opgave involverer flere forskellige IT-systemer, hvor robotten foretager de tastetryk, som medarbejderen ellers skulle have udført. Store organisationers IT-systemer arbejder stadig ikke specielt godt sammen. Derfor består mange opgaver af at hente data fra ét system og taste dem ind i et andet system. Erfaringen er, at de administrative medarbejdere med glæde overlader dette monotone arbejde til software.

Kedeligt tastearbejde ved computere er nutidens svar på fortidens opslidende samlebåndsarbejde. Ingen savner det.

Robotterne breder sig hastigt lige nu, fordi virksomheder rent faktisk kan komme i gang for en lille ekstern omkostning og straks score gevinster i form af sparet mennesketid. Softwarerobotten arbejder på systemernes etablerede bruger-interface og erstatter menneskefingre på mus og tastatur.

I det konkrete eksempel i Københavns Kommune er robotten fire minutter om opgaven, som tager et menneske lidt over et kvarter. Her er nøglen til besparelsen. Disse robotter kræver heller ikke store indledende armbøjninger. På få uger har man en kørende robot til simple, regelbaserede processer, hvor robotten ikke skal »tænke« selv. Robotten erstatter nemlig ikke menneskelig dømmekraft.

Robotter er ikke science fiction. De er her allerede, og de eliminerer noget af det mest hjernedøde rutinearbejde ved tastaturet.

Om tre til fem år kan de meget mere!

Deltag i Business-debatten: Send indlæg til business-opinion@berlingske.dk