Afskaf de afdragsfrie boliglån

Der er tre veje at gå for at rette op på dansk økonomi. 1. Løntilbageholdenhed. 2. Stramning af finanspolitikken. 3. Afskaffelse af de afdragsfrie boliglån. Den tredje vej er bedst, fordi den fører til et sundt og effektivt boligmarked, der forhindrer os i at leve over evne.

Foto: Lars Andersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I de første år af dette årtusinde stod dansk økonomi i en stærk position med et stort overskud på betalingsbalancens løbende poster. Denne gunstige økonomiske situation er siden 2004 blevet sat over styr, idet betalingsbalancen har bevæget sig ned tæt ved nul. Årsagen er let at få øje på, nemlig det private forbrug, hvor husholdningerne bruger mere, end de tjener.

Optimisterne siger, at betalingsbalanceforringelsen ikke betyder noget, så længe vi fortsat har et overskud på betalingsbalancen. Det er efter vor mening ikke rigtigt. Et overskud på betalingsbalancen betyder, at vi afdrager på vores nettogæld over for omverdenen, således at kommende generationer får det bedre. Det kan konstateres, at der særlig i de seneste år har været ekstraordinært gode muligheder for at mindske gælden og derved skabe bedre levevilkår for de fremtidige generationer. Vi har netop nu en arbejdsstyrke, der aldrig har været større, og samtidig drager vi fordel af store olie- og gasindtægter. Hertil kommer, at USA har et historisk højt underskud, hvilket burde medføre overskud for andre lande, herunder Danmark. Gennem de kommende år må det ventes, at dollarkursfaldet vil føre til en formindskelse af det amerikanske underskud, hvilket vil skubbe Danmark yderligere i retning af underskud. Endelig har Danmark et finansieret pensionssystem, hvor der bør foretages stor opsparing netop i perioder, hvor en stor del af befolkningen er midaldrende. Vi burde derfor netop nu stå i en situation, hvor de danske husholdninger mere end nogensinde sparer op. Sagt med andre ord lever vi over evne.

Der er efter vor bedømmelse tre muligheder for en genopretning af dansk økonomi, som vil skabe et bedre grundlag for fremtidens generationer, og som vil kunne hindre endnu mere smertefulde indgreb i fremtiden.

Man kan gennemføre en politik med løntilbageholdenhed. Det er imidlertid spørgsmålet, om en sådan politik er realistisk i en situation, hvor man ellers hylder de frie markedskræfter, og hvor der er enighed om, at tidligere tiders indkomstpolitik var en fejltagelse. Problemet er aktuelt med konflikten på sundheds- og plejeområdet, hvor mange politikere og økonomer peger på behovet for ansvarlighed. Man kan imidlertid ikke komme udenom, at det er i overensstemmelse med markedsøkonomiske principper – som også regeringen hylder – at hæve lønnen inden for de sektorer, hvor der i fremtiden må ventes stigende mangel på arbejdskraft, altså netop sundheds- og plejeområdet. Kun gennem en lønstigning for sundheds- og plejepersonalet i forhold til andre grupper kan man få en udvidelse af indsatsen på dette område. Hvis der ikke gives lønstigninger på udvalgte områder, vil vi opleve en mangel på personale i fremtiden.

Der kan gennemføres en stramning af finanspolitikken med en sænkning af udgifterne og/eller en stigning i skatteindtægterne. En sådan stramning af finanspolitikken er imidlertid umulig i praksis eller i hvert fald meget vanskelig. En forhøjelse af skatten på arbejde er uheldig, fordi man herved rammer lysten til at arbejde, og alt tyder på, at vi nu er nået til det punkt, hvor skatten bør sættes ned. Fra politisk side har man jo i øvrigt gennem politikken med skattestoppet fraskrevet sig muligheden for at hæve skatterne. På udgiftssiden er der ikke tvivl om, at der på mange områder er muligheder for en strammere prioritering. En lille afgift ved lægebesøg er her en oplagt mulighed. Som helhed vil det imidlertid også på udgiftssiden være svært at skære ned, bl.a. på grund af et stigende pres for større udgifter på ældreområdet.

Tilbage står en tredje mulighed, der ikke har været diskuteret i den offentlige debat, nemlig en stramning af afdragsvilkårene for realkreditlån samt for andre lån, der er optaget med sikkerhed i ejerboliger. Den mest oplagte mulighed er her at afskaffe de afdragsfrie lån. Det nuværende forbrugsboom skyldes i stort omfang prisstigningerne på ejerboliger, som tog fart netop i oktober 2003 samtidig med indførelsen af de afdragsfrie lån. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har som ressortminister et meget stort ansvar for den situation, der nu er opstået. Man skal ikke sige ja til praktisk taget alt, hvad den finansielle sektor eller dele af denne beder om.

En stramning af vilkårene vil være et effektivt middel, idet stramninger eller lempelser i vilkårene for realkreditlån tidligere har påvirket priserne på ejerboliger; således skete der et stort fald efter »Kartoffelkuren« i oktober 1986 og store prisstigninger efter liberaliseringerne i begyndelsen af 1990erne, ligesom muligheden for flexlån medførte stigning i ejerboligpriserne i perioden 2000-2002.

Det vil være ubehageligt for de nuværende ejere af ejerboliger, at det kommer til et prisfald. Omvendt er det også ubehageligt for den unge generation, at der kun er mulighed for at komme ind på ejerboligmarkedet ved at købe boliger, der indebærer en gældsbyrde, som kan blive et livslangt problem. Det er ikke fair over for den unge generation at lokke eller tvinge dem til at købe ejerboliger til opskruede priser.

En afskaffelse af de afdragsfrie lån vil bidrage til en effektivisering af boligmarkedet. Et effektivt boligmarked er kendetegnet ved en situation, hvor priserne reagerer fleksibelt på udbud og efterspørgsel, og hvor færrest mulige boliger står tomme. Netop nu ser vi en situation, hvor der er et rekordstort antal boliger til salg, nemlig ifølge den seneste opgørelse 167.424 boliger svarende til 6,3 pct. af samtlige boliger. Antallet af tomme boliger er vokset med 50.000 gennem de sidste fem år. Det er et enormt spild af ressourcer. Der er noget paradoksalt ved, at der i en situation, hvor førstegangskøbere har svært ved at komme ind på markedet for ejerboliger, er tale om, at et så stort antal boliger står tomme. Det er sandsynligt, at de afdragsfrie lån har bidraget til mængden af tomme boliger ved at gøre det lettere at have boliger stående og på denne måde fastholde en – kunstig – høj pris på boligmarkedet.

En afskaffelse af de afdragsfrie lån vil også hjælpe på fremtidens forsørgerproblem ved at mindske friværdien for den ældre generation, der herved tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet. Gennem forringelser af efterlønsordningen søger man at tvinge personer med lav indkomst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Er det ikke naturligt, at også personer med høje indkomster tvinges til at blive længere på arbejdsmarkedet? Et middel hertil er en afskaffelse af de afdragsfrie lån.

Endelig vil en afskaffelse af afdragsfriheden for boliglån medføre, at der bliver større sikkerhed bag de danske realkreditobligationer. Siden august 2007 har vi haft en situation på det amerikanske boligmarked, hvor der har været tvivl om sikkerheden bag boliglån. Af flere grunde er det (næsten) usandsynligt, at en tilsvarende krise kan finde sted på det danske marked for realkreditobligationer. Men krisen omkring de amerikanske realkreditlån viser alligevel, at det er godt med et system, hvor der ikke er tvivl om sikkerheden bag de udstedte realkreditobligationer. Dette kan opnås gennem løbende afdrag på realkreditgælden.

En afskaffelse af afdragsfriheden ved boliglån har omkostninger, herunder af psykologisk karakter, idet mange har vænnet sig til den højere levestandard for lånte midler. Det samme gælder imidlertid de andre muligheder, som står åbne for at mindske gældsbyrden for de kommende generationer og derved skabe et solidt grundlag for fremtidens samfund.

Det nuværende forbrugsboom og derved gældsætningen skyldes i stort omfang prisstigningerne på ejerboliger. Det mest effektive og også det mest retfærdige er at sætte ind over for kilden til problemerne, i dette tilfælde det høje prisniveau for ejerboliger. Der kan f.eks. sættes spørgsmål ved, om det er fair, at visse grupper af offentligt ansatte skal vise løntilbageholdenhed for at løse de problemer, der er skabt gennem boligejernes forbrug.

Denne tredje vej – afskaffelsen af de afdragsfrie lån – bør overvejes nu. De fleste nuværende afdragsfrie lån har en løbetid på 10 år og vil derfor løbe ud i perioden 2013-2018. For at lette situationen for de boligejere, der har udnyttet afdragsfriheden gennem de senere år, kan man give mulighed for en forlængelse af de bestående lån i en yderligere 5-års periode, men det har vist sig, at afdragsfriheden har en sådan smittefare, at den bør udfases så hurtigt som muligt.