Sydbank: Naturligt med chefskifte nu hvor salg er på pause

Det er naturligt med et skifte på topchefposten, når et salg af B&O nu ser ud til at være sat på pause.

Foto: Henning Bagger. Det er naturligt med et skifte på topchefposten, når et salg af B&O nu ser ud til at være sat på pause, vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard over for Ritzau Finans efter morgenens meddelelse om, at Tue Mantoni erstattes af Henrik Clausen på topchefposten i elektronikklenodiet.
Læs mere
Fold sammen

Selskabet har nu brug for en topchef, der kan være 100 pct. engageret fremadrettet, og det får det så nu, vurderer analytiker i Sydbank Morten Imsgard over for Ritzau Finans efter morgenens meddelelse om, at Tue Mantoni erstattes af Henrik Clausen på topchefposten i elektronikklenodiet.

- I kølvandet på at snakken om en ny ejerskabsstruktur er forstummet lidt, så er det måske et naturligt tidspunkt for bestyrelsen at skifte på den post, siger han.

Dermed bliver der nemlig behov for en topchef, der over en længere periode skal færdiggøre Tue Mantonis strategi, der ifølge Morten Imsgard stadig løber.

- Det store spørgsmål er fortsat, om den har været succesfuld - det har vi ikke fået svaret på endnu, understreger analytikeren.

Han og markedet mangler fortsat at se B&O blive mere lønsomt.

Morten Imsgard havde set et eventuelt salg havde været et godt sted for Tue Mantoni at stoppe.

- Men når nu det tilsyneladende ikke finder sted, er det naturligt at gå videre med de overvejelser, man måske har haft gennem et stykke tid og skifte topchef, mener han.

Havde bestyrelsen fundet, at Tue Mantoni var den rette profil at fastholde fremadrettet, havde den nok kæmpet hårdt for at beholde ham, selv om han ifølge meddelelsen selv havde ønsker om andre ting, vurderer Morten Imsgard.

Selve skiftet vurderer analytikeren ikke til på den korte bane at have stor betydning, da elektronikkoncernen står midt i turn-around-planer.

- Tue Mantoni har prøvet at skabe en platform, men det bliver nu den nye direktørs opgave at føre det arbejde videre, siger Morten Imsgard, men understreger i samme åndedrag, at Mantonis fem år i chefstolen har vist, hvor svært det har været.

- Det har nærmest været en lang kontinuerlig turn-around-proces, slutter Morten Imsgard.