Tue Mantoni færdig i B&O

Topchefen i Bang & Olufsen forlader 1. juli sin stilling i det vestjyske elektronikklenodie. Hans afløser bliver Henrik Clausen, der kommer fra Telenor.

Tue Mantoni Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

Fra 1. juli skal en ny mand stå i spidsen for det hæderkronede elektronikklenodie, Bang & Olufsen.

I en fondsbørsmeddelelse oplyser B&O, at Tue Mantoni forlader stillingen som CEO pr. 1 juli. Hans afløser bliver Henrik Clausen, der kommer fra Telenor.

Bang & Olufsen oplyser, at Tue Mantoni »for nogen tid siden indledte dialog med bestyrelsen om sit fremtidige engagement som CEO, når en række væsentlige projekter var gennemført.«

Tue Mantoni har i erhvervslivet fået prædikat af en vidunderdreng, der i en ung alder har gjort kometkarriere og allerede inden sit 40. leveår kunne prale af sit første topjob. I dag er han 41 år, og når han stopper til sommer, vil han have siddet i spidsen for Struer-virksomheden i godt og vel 5 og et halvt år.

Hans afløser, Henrik Clausen, kommer fra Telenor, hvor han fra 2005 og frem til 2010 var CEO, inden han efterfølgende stod i spidsen for telegigantens malaysiske division.

»Vi ser frem til at byde Henrik Clausen velkommen. Jeg er sikker på, at han har den internationale ledererfaring, som kræves for at tage Bang & Olufsen skridtet videre. Jeg takker Tue Mantoni for hans bidrag til Bang & Olufsen,« siger bestyrelsesformand Ole Andersen i fondsbørsmeddelelsen.

Henrik Clausen selv kalder Bang & Olufsen for et »ikonisk brand« med en »unik arv«.

»Bang & Olufsen er et ikonisk brand med state-of-the-art kvalitetsprodukter og en helt unik arv. Jeg ser meget frem til at tiltræde i
organisationen og samarbejde med teamet om at udnytte det globale potentiale yderligere,« siger Henrik Clausen.

Tue Mantoni siger selv, at han ikke forventer at skulle ud og finde et nyt job som topchef.

»Bang & Olufsen er et fantastisk selskab, og jeg tror meget på dets fremtid. Jeg har ingen planer om at fortsætte mit liv som topchef på
nuværende tidspunkt. Mine fremtidsplaner omfatter et stort ønske om øget fleksibilitet, som vil give mig mulighed for at vie mere tid til en række spændende opstartsprojekter samt en håndfuld bestyrelseshverv i Danmark og i udlandet.«

Nyheden kommer kort tid efter, at Bang & Olufsen satte en stop for spekulationer om et købstilbud fra kinesiske Sparkle Roll, der i gennem længere tid havde bejlet offentligt til selskabet, men som ikke var villige til at betale den pris, B&O og storaktionærerne fandt rimelig. Dermed står B&O ifølge flere analytikere tilbage ved start og med et fortsat behov for hjælp udefra, hvis man vil overleve på et stadig mere svært elektronikmarked.

Tue Mantoni blev hentet ind som den store redningsmand tilbage i 2011, og det stod hurtigt klart, at den dengang 36-årige topchef havde store ambitioner. Han fortalte kort efter sin tiltrædelse, at han sigtede efter at tredoble omsætningen i løbet af fem år og modernisere forhandlernetværket, som han kaldte »museumslignende«.

Det stod dog hurtigt klart, at udfordringerne tårnede sig op for B&O, og at Mantoni ville få vanskeligt ved at leve op de forventninger, han selv havde skabt.

Hans afløser, Henrik Clausen, kan altså næppe være i tvivl om, at det er udfordrende job, han står over for. Clausen, som han kaldes, er 52 år gammel og uddannet civilingeniør i elektronik på Danmarks Tekniske Universitet.

Hans karriere har hidtil budt på ophold i virksomheder som IBM, Aarsø Nielsen & Partners, inden han i 2000 stod i spidsen for Cybercity. Da virksomheden i 2005 blev opkøbt af Telenor, satte Henrik Clausen sig i spidsen for oprydningen og samlingen af de to virksomheder.

Bang & Olufsen oplyser, at Tue Mantoni vil stå til rådighed for Henrik Clausen i en kort overgangsperiode.

Læs mere