Nyt center skal forske i pensioner

En håndfuld forskere har åbnet et nyt center for pensionsøkonomi på CBS, som skal uddanne unge inden for pensionsområdet og forske i de mest aktuelle emner inden for pension.

Det nye center på CBS skal blandt andet sætte fokus på, hvordan det danske pensionssystem kan blive omstillet, og hvordan danskere forbereder sig på livet som pensionister. Fold sammen
Læs mere

Et nyt center, som skal forske i pensioner og uddanne unge inden for samme område, har netop set dagens lys.

Det er Copenhagen Business School (CBS), som har åbnet det særlige »Pension Research Centre (PeRCent)« eller »Center for Pensionsøkonomi« ved Institut for Finansiering og Økonomisk Institut.

Centret vil forsøge at skabe mere klarhed over, hvordan Danmark ruster sig bedre til at klare fremtidens store udfordringer på pensionsområdet, hvor der bliver flere ældre, og hvor der sandsynligvis vil ske en omstilling fra et skattefinansieret til et privat og opsparingsbaseret system. Men de udfordringer, som den lave rente skaber, og hvad det betyder for pensionsformuen, skal der også kigges nærmere på.

Det nye center vil arbejde tæt sammen med pensionssektoren for at bygge bro mellem teori og praksis.

»Formålet er at skabe et dansk kompetencecenter af internationalt format, som kan være med til at fastholde det danske pen-sionssystem blandt verdens bedste også om 25 år,« siger professor Svend Erik Hougaard Jensen, som sammen med professor Jesper Rangvid og professor Carsten Sørensen – alle fra CBS – udgør centrets daglige ledelse.

Hovedaktiviteten er at publicere forskningsresultater af høj kvalitet og uddanne ph.d.er. Men der bliver også tale om undervisning i pensionsøkonomi på kandidat-niveau.

Omfattende ekspertpanel

Centret planlægger også at bidrage til den offentlige debat. Det skal blandt andet ske med en årlig konference og et nyhedsbrev. Som sparringspartner for den daglige ledelse er udpeget et ekspertpanel, som består af professor Torben M. Andersen, professor Peter Løchte Jørgensen fra Aarhus Universitet, professor Susan Christoffersen fra University of Toronto, administrerende direktør Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark, administrerende direktør Per Bremer Rasmussen fra Forsikring & Pension, administrerende direktør Per Klitgaard fra Danica, administrerende direktør Paul Brüniche-Olsen fra Lærernes Pensionskasse, administrerende direktør Carsten Stendevad fra ATP og administrerende direktør Laila Mortensen fra Industriens Pension.

Det nye center for pensionsøkonomi har fået en bevilling på fem millioner kroner om året i perioden 2014 til 2019, altså samlet 25 millioner kroner. Fra begyndelsen vil centret tage fat på flere aktuelle projekter, som blandt andet er pensionssystemets rolle i forbindelse med husholdningernes formue og gæld, arbejdsmarkedspensionernes bidrag til makroøkonomisk stabilitet og finanspolitisk holdbarhed, levetidsindeksering af pensionsydelser og tilbagetrækningsalder.

Men de vil også se på, hvordan danskerne forbereder sig på livet som pensionister, og hvor let det er at forudse det fremtidige afkast for forskellige typer aktiver.