Jeg kvittede smøgerne, satte pengene på en konto – og nu har jeg købt min drømmebil

Da først tobakstågerne lettede, var der pludselig sparet op til en dejlig autocamper.ALBERTO PIZZOLI / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Alberto Puzzoli / AFP / Ritzau Scanpix

Endelig. Nu har vi den. En 25 år gammel drøm er gået i opfyldelse. I indkørslen står der nu et styk statelig koksmetallic VW California-autocamper med automatisk hævetag, markise, fire sengepladser, oliefyr, gasblus, vask og køleskab. Ikke en ny til 700.000-800.000 kr. Men en 12 år gammel svend til en kvart million. Er det ikke lidt vovet at smide så mange penge efter en gammel bil, vil mange tænke. Næh, ikke i mit tilfælde.

Jeg er nemlig eks-ryger. Jeg har røget cigaretter i 30 år. I mange år var det oppe omkring 60 om dagen, men heldigvis kom jeg ned i nærheden af de 40 i takt med, at det blev forbudt at ryge på arbejde og på restauranter.

Jeg kvittede smøgerne, kort før jeg fyldte 50 for otte år siden. Det var med langt tilløb, for jeg har prøvet at stoppe mange, mange gange. Jeg har prøvet den kolde tyrker – forgæves. Jeg har prøvet at undlade at spise i håb om, at sulten ville vinde over rygetrangen – forgæves. Jeg har haft syltetøjsglas med våde cigaretskodder stående i et bizart forsøg på at væmmes så meget, at jeg kvittede smøgerne. Jeg har ædt nikotintyggegummi, så jeg blev så pluskæbet, at jeg lignede Marlon Brando i rollen som Godfather. Det eksperiment endte i øvrigt med, at jeg tyggede og røg samtidig. Jeg overvejede at bruge nikotinplaster. Men da jeg regnede på, hvad jeg skulle bruge af plaster, og hvor kikset jeg ser ud i latex og våddragt, droppede jeg den idé.

Først for otte år siden lykkedes det mig endelig at kvitte smøgerne gennem en lægeordineret medicinsk behandling, der for mit vedkommende varede to måneder og kostede det samme som mit daværende cigaretforbrug. Men behandlingen gjorde det ikke i sig selv. Det krævede stadigvæk stærk viljestyrke og motivation. Nogle vil mene, at det var motivation nok, at jeg har mistet 30 pct. af min lungekapacitet. Men der skulle mere til. For når man kvitter smøgerne, er det som at tage afsked med en god, gammel ven.

Jeg savnede altså noget mere materialistisk at forholde mig til. Så som gammel skattemand og talfetichist begyndte jeg at regne på, hvad tobakken havde kostet mig i kroner og øre. Og resultatet var tankevækkende. Jeg har brugt, hvad der svarer en million kroner på tobak på de 30 år, hvor prisen på 20 »søm« er steget fra omkring 25 kr. til 37 kr. Og alle mine cigaretter er altså købt, efter at der er betalt indkomstskat.

Da jeg regnede videre på gamle årsopgørelser fra skattefar og priserne på cigaretter gennem tiderne, opdagede jeg, at jeg har skullet arbejde i næsten fem år af mit liv bare for at kunne købe tobak.

For at se en konkret belønning for mit rygestop besluttede jeg mig for at sætte et beløb ind på en særskilt bankkonto hver måned svarende til det, jeg ellers ville have brugt på cigaretter. Det resulterede i, at jeg i denne uge kunne gå ned til bilforhandleren, køre Dankortet gennem terminalen, betale en kvart million og køre hjem i min drømmebil.

Havde jeg kun lagt penge til side for én pakke om dagen, kunne jeg have købt en splinterny VW Up for tobakskontoen. Og tænk hvis man havde boet i England eller Norge, hvor en pakke koster, hvad der svarer til 80 og 90 danske kroner.

Selv om min nye gamle camper er blevet grundigt tjekket, er der en lille snert af tvivl om, hvorvidt jeg har handlet overilet. Men tvivlen forsvinder, så snart jeg tænker på, at pengene jo alligevel var gået op i røg.

Der er stadig penge til en undervognsbehandling i »tobakspungen«, og jeg fortsætter min tobaksopsparing – for jeg har flere drømme.