Hård kritik af Skat for »helt utilstrækkelig kontrol« med negativ moms

Statsrevisorerne påtaler på det skarpeste, at Skats kontrol med udbetaling af negativ moms har været helt utilstrækkelig. Svindel kan ikke udelukkes.

Foto: ERIK REFNER

Intet tyder på storstilet svindel med såkaldt negativ moms hos Skat, men kontrollen med området har været helt utilstrækkelig.

Det konkluderer Rigsrevisionen, der i dag har offentliggjort en beretning, som kritiserer Skats administration og kontrol med udbetalingen af såkaldte negativ moms i perioden 2009 til 2015. På et pressemøde her til eftermiddag har Folketingets vagthunde, Statsrevisorerne, på den baggrund rettet en skarp kritik af Skat.

Skat udbetalte i 2015 negativ moms for i alt 235 mia. kr. Det svarer til knap 25 procent af statens samlede indtægter fra skatter og afgifter og kun knap 2 procent af angivelserne blev kontrolleret. Dermed kan det ikke udelukkes, at der svindles i stor stil.

»Statsrevisorerne påtaler på det skarpeste, at Skats kontrol med negativ moms in­den udbetaling har været helt utilstrækkelig, og at Skats tilrettelæggelse af kontrollen har været særdeles mangelfuld,« fremgår det af en udtalelse fra Statsrevisorerne.

Samtidig kritiserer Statsrevisorerne, at Skatteministeriet ikke kan forklare årsagerne til, at udbetalingerne af negativ moms er steget med ca. 68 procent i perioden 2009-2015, og at Skatteministeriet ikke i tide har reageret på »en usædvanlig udvikling på et væ­sent­ligt og risikofyldt område.«

»Statsrevisorerne finder det afgørende, at ledelsen i Skatteministeriet snarest ta­ger initiativ til at styrke kontrollen, så risikoen for fejludbetalinger minimeres mest muligt,« lyder opsangen fra Statsrevisorerne.

Rigsrevisionen kritiserer særligt den måde, som Skat tilrettelægger og gennemfører sin kontrol med negativ moms på. Rigsrevisionen peger således på, at Skat med fordel kan styrke kontrollen, sådan at risikoen for fejludbetalinger minimeres.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erklærer sig i en pressemeddelelse enig i, at indsatsen på en række områder kan og skal forbedres.

»Rigsrevisionen har en række kritikpunkter, hvor der er brug for at styrke indsatsen. Det tager vi naturligvis alvorligt og arbejder videre med det samme, ligesom vi skal gå benhårdt efter dem, som bevidst snyder med momsafregningen. Samtidig er det hævet over enhver tvivl, at der skal være hjemmel i lovgivningen til de ting, som Skat foretager sig. Omvendt er der ikke noget, som tyder på – hvad nogen jo ellers havde frygtet – at enkeltpersoner eller enkelte firmaer svindler statskassen for kæmpe milliardbeløb, som vi så det i udbytteskandalen,« siger Karsten Lauritzen i pressemeddelelsen.

Der er nemlig ikke noget i Rigsrevisionens undersøgelse, som tyder på en omfattende eller systematisk svindelsag på momsområdet – som det var tilfældet med refusion af udbytteskat, hvor udelandske svindlere snød Skat for 12,3 mia. kr.

På baggrund af kritikken af kontrollen med negativ moms har Karsten Lauritzen indkaldt aftalekredsen bag »Et nyt skattevæsen« til en drøftelse af, hvordan momsområdet kan styrkes. Det sker fredag i denne uge, hvor skatteministeren præsenterer en handleplan med en række konkrete initiativer, som skal styrke momsindsatsen.

»Momsområdet bidrager med en femtedel af statens indtægter og er på den måde et af hovedområderne i det danske skattevæsen. Med anbefalingerne fra Skatteministeriets Koncernrevision og Rigsrevisionen har vi et ordentligt grundlag at stå på i forhold til at drøfte, hvordan vi styrker momsområdet. Derfor kommer jeg allerede fredag til at præsentere partierne for en række konkrete tiltag, så vi med det samme kan få styrket indsatsen,« siger skatteministeren i pressemeddelelsen.

Allerede sidste år kunne Berlingske fortælle, at eksperter frygtede, at der i stor stil blev svindlet med negativ moms.