Grønlandsk kassemester tiltalt for mandatsvig

Carsten Frank Hansen, tidligere departementschef i Grønland, risikerer fængselsstraf i Danmark.

Politiet har rejst tiltale mod den tidligere departementchef for finanser i Grønland er tiltalt for mandatsvig. Arkivfoto: Michael Bothager Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Politiet har netop rejst tiltale for mandatsvig i Danmark mod den tidligere departementschef for finanser i Grønland, Carsten Frank Hansen, der havde en ultrakort karriere som en af selvstyrets højest placerede embedsmænd.

Hvis den tiltalte bliver dømt, kommer han i fængsel. Straframmen er nogle måneder, oplyser anklageren, Kirsten Flummer, fra Fyns Politis Advokatur for Særlige Sager. Sagen handler om, at Carsten Frank Hansen, da han havde et job som filialdirektør og erhvervsrådgiver i Danske Andelskassers Banks fynske filial i Odense, i oktober 2009 bevilgede et lån på 1,9 millioner kroner til et anpartsselskab X.

Ifølge anklageskriftet overførte Carsten Frank Hansen samme dag, som lånet blev bevilget, de 335.000 kroner til en konto i Amagerbanken, der tilhørte et andet anpartsselskab, Y. Herfra blev pengene næste dag overført til tiltaltes egen private konto i Danske Andelskassers Bank, så banken led et tab på 335.000 kroner.

Han brugte adgangen til at handle for banken til at berige sig selv og begik dermed mandatsvig, mener Kirsten Flummer fra Fyns Politi. Han bevilgede som filialdirektør i Danske Andelskassers Bank et lån på et grundlag, som ifølge politiets opfattelse ikke var i orden.

Regnskabet var forældet

»Regnskabet fra virksomheden, som han lagde til grund for bevillingen af lånet til, var dybt forældet og havde et helt andet udseende end det aktuelle regnskab på daværende tidspunkt, 2009. Det var et år, hvor alle vidste, at der var en økonomisk krise, og det var svært at drive virksomhed. Og det formål, lånet blev givet til, stemte ikke overens med det, som låntager skulle bruge penge til. Det endte med, at en vis del af lånet via en bankkonto, der tilhørte anpartsselsskab Y, havnede på långivers private bankkonto. Som jeg ser det, var det ligegyldigt, om han foretog en privat handel mellem sig og låntager. Han måtte ikke sidde i banken og bevilge et lån, der skulle anvendes til at betale ham selv. Og så slet ikke på et grundlag, der gjorde, at banken kom til at tabe alle pengene. Hvor meget, der er tabt, er uvist, da der stadig er en afdragsordning mellem låntager og banken,« siger Kirsten Flummer fra Fyns Politis Advokatur for Særlige Sager.

Den 44-årige Carsten Frank Hansen er tiltalt efter straffelovens paragraf 280, stk. 1. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at han skal betale erstatning på 335.000 kroner til sin tidligere arbejdsgiver, Danske Andelskassers Bank. Sagen er berammet i Retten i Odense 4. juni.

»Der er en masse kringlede gange vedrørende de her penge, som skal forfølges. Derfor skal vi høre otte vidner i sagen, blandt andet den filial, tiltalte sad i, chefjuristen i andelskassernes hovedsæde, låntageren og de pengeinstitutter, pengene har passeret,« siger anklager Kirsten Flummer.

Som nævnt bevilgede Carsten Frank Hansen et lån på 1,9 millioner kroner til et anpartsselskab, X. Indtil videre ser det ud til, at banken taber penge på det nødlidende engagement, oplyser anklageren, da anpartselskabets ejer fortsat mangler at tilbagebetale et beløb til banken.

Det var ifølge Berlingskes oplysninger angiveligt bankens interne kontroller, der afslørede, at den daværende filialdirektør i Danske Andelskassers Bank angiveligt ikke havde rent mel i posen. Opdagelserne førte til, at banken i maj 2012 meldte ham til politiet og måneden efter bortviste ham. Berlingske har kontaktet Carsten Frank Hansen, der ingen kommentarer har til tiltalen mod ham.

Han var filialdirektør i Andelskassen Fyn fra december 2006 og frem til juni 2012. Godt et år senere fik han job som departementschef for finanser i Grønland.

Men efter kun to arbejdsdage i topjobbet valgte Carsten Frank Hansen at fratræde med øjeblikkelig virkning. Det skete efter Berlingskes afsløring af, at han var sigtet for mandatsvig i Danmark.