Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Erhvervsmanden Peer Kølendorf raser mod SKAT's advokat Boris Frederiksen efter, at Kølendorf i dag er frifundet i Højesteret for ansvaret for momssvindel i hans tidligere selskab Comitel for 144 mio. kr.
»Med Højesterets afgørelse har jeg nu to retsinstansers ord for, at min ledelse af Comitel har været ok. Kontrolsystemerne var tilstrækkelige, og jeg har i enhver henseende drevet firmaet på en ordentlig måde. Det er meget tilfredsstillende. Samtidig er jeg beskæmmet over, hvad jeg har været igennem i nu syv år,« skriver Peer Kølendorf, som langer kraftigt ud mod SKAT's advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten.
»Strategien fra SKATs advokat Boris Frederiksen har været at fyre påstande af i alle retninger med det mål at ruinere mig – uanset pris eller metoder.
Min modpart har manipuleret, har talt mod bedre vidende, har skjult informationer og forsøgt at afskære os fra at reagere på vildskud ved at aflevere for sent – i en syv år lang retssag forstås,« skriver han.
Peer Kølendorf beklager, at domstolene ikke tager stilling til måden, SKAT og Boris Frederiksen har sagen på.
»Domstolene tager alene stilling til, om der er bevis for den påstand, der nedlægges. Og jeg er frifundet. Alligevel vil jeg nu forfølge mit sagsforløb. Hvor langt kan statens advokat gå for at reparere på egne fejl?«, skriver Peer Kølendorf og fortsætter:
»Jeg vil nu afsøge grænsen for, hvad en advokat på statens vegne kan tillade sig i sin sagsførelse. Det føler jeg en pligt til. Det handler om retssikkerhed. Ellers havner en ny person i min stol i morgen. Som måske ikke er forsikret og dermed ikke har musklerne til at sige fra.
Det skal ikke være gratis for SKAT og Boris Frederiksen at gå efter personer og firmaer, som om det er et skydetelt på Dyrehavsbakken. Jeg vil kæmpe for afdækning, gennemsigtighed, ansvarsregnskab og et professionelt løft i SKAT og hos SKATs advokater.«
Ifølge Peer Kølendorf er SKAT og SKATs advokat dumpet: Det er ikke enestående. Jeg har haft tæt kontakt til de første 20 professionelle topjurister om min sag. Og de har dømt Boris Frederiksen og hans team ude,« skriver han.
Den liberale tænketank CEPOS mener, at sagen bør mane til eftertanke hos SKAT.
»Denne sag, hvor man først tabte 3-0 i Landsretten og bagefter 5-0 i Højesteret bør give anledning til selvransagelse i Skatteministeriet om, hvad det er for tabte sager, man indbringer for Højesteret,« siger Henriette Kinnunen, chefjurist i CEPOS.
»Af Skatteministeriets egen retssagsinstruks fremgår det, at de kun vil anke en tabt sag, hvis den er principiel. Det er et sundt og fornuftigt princip, men ikke meget værd, hvis Skatteministeriet anser alle sager for principielle. I givet fald må politikerne tage ansvar for Skatteministeriets “ankevirksomhed” ved fx. at indføre appelbegrænsning for skattemyndighederne. Det lyder drastisk, men kan forsvares fordi det jo rent faktisk også er skattemyndighederne der har serveretten i forhold til om en sag overhovedet skal starte eller ej. Dermed kan godt lave et retfærdigt system, hvor ikke alle kampe skal kæmpes som var det til en grand-slam, men faktisk godt kan stoppe allerede ved 3. sæt«, siger Henriette Kinnunen, chefjurist i CEPOS.
SKAT har kun en knap kommentar til dommen og til Peer Kølendorfs kritik:
SKAT tager dommen til efterretning. SKAT har ikke yderligere kommentarer til den konkrete sag. Nu skal vi nærlæse dommen inden vi kan sige, om dommen har betydning for praksis, hedder det i en mail fra kommunikationsafdelingen.
Boris Frederiksen vil heller ikke kommentere dommen, men siger om Peer Kølendorfs udfald mod ham: »Han tager fejl - men det er vel menneskeligt efter at være blevet kritiseret i to instanser, at der er behov for at give noget igen. Det bliver hans synspunkter imidlertid ikke mere rigtige af,« skriver advokaten i en mail.