Er det verdens kedeligste job?

Dagpengebureaukratiet er uoverskueligt, mener Min A-Kasse. Derfor har de lavet en gimmick, der afspejler netop dennes størrelse.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Er du også typen, der elsker at have det hamrende kedeligt? Så har Min A-Kasse et fremragende tilbud til dig:

De tilbyder, som de selv skriver, en »once in a life time opportunity for at få et unikt indblik i 12.887 siders dagpengelovgivning« Hverken mere eller mindre. Du kan nemlig - lønnet - få lov til at indtale bogen »Dagpengebureaukratiets udvikling 2011-2016« som lydbog.

Men der er faktisk en mening med galskaben. Min A-Kasse, der tidligere har kørt kampagner med det formål at mindske bureaukratiet, vil nemlig have beskæftigelsministeriet til at gøre dagpengesystemet mere overskueligt. Det fortæller deres pressechef, Rasmus Felt, der har skrevet jobopslaget, som du kan læse her.

»Vores budskab - og samtidig kritik med den her gimmick - er at vise, at dagpengebureaukratiet i Danmark så stort og langt, at der aldrig nogensinde er nogen, der kommer til at høre lydbogen. På den måde viser vi, at det er fuldstændig utilgængeligt at forstå alt, hvad der ligger på dagpengeområdet,« siger han.

Min A-kasse har allerede fået 49 ansøgere til det drønhamrende, sindsoprivende oplæserjob, fortæller Rasmus Felt. Hovedsageligt fra studerende.

»Det er blevet taget godt imod. Mange har sagt, at hvis vi har så meget humor, når vi søger ansatte, så må Min A-Kasse være et godt sted at arbejde,« siger han. I opslaget står der blandt andet, at a-kassen forventer, at du »Kan holde én bold i luften,« og at du »Formår at få selv § 54 i arbejdsløshedsforsikringsloven til at lyde som fornuftig lovgivning (eller i det mindste er frisk på at give det et forsøg).«

Derudover håber de på, at de kan slå Guinness World Records nuværende rekord. Verdens længste lydbog er 115 timer lang. Min A-Kasse har med Rasmus Felt tidligere lavet lignende stunt. I januar rullede de den samlede dagpengelovgivning ud i papirform. Den fyldte 29.231 sider, var 9 kilometer lang og vejede 400 kilo. De gik fra Valby til Christiansborg.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen skriver i en mail følgende til Berlingske Business om projektet:
»Det lyder da som et rigtig interessant projekt. Vi er jo i gang med at rydde op i reglerne og vil komme med et udspil til efteråret, der skal afbureaukratisere området. Så det er jo spændende, om de når at blive færdige med lydbogen inden.«

Desuden udtalte han sig til Berlingske den 10. marts om beskæftigelsesområdet. Her med fokus på de offentlige ansatte:

»Vi vil foretage en gennemskrivning, en modernisering og en afbureaukratisering af hele vores beskæftigelseslovgivning, som bygger på en større tillid til kommunerne og dermed også til de offentligt ansatte.

Dermed håber vi, at de bliver bedre til at varetage den opgave, de er sat til. Det er ikke vigtigt for mig, hvilke samtaler, man har holdt. Hvis ikke det virker, så giver det ingen mening.«