Danmark hitter som feriemål, men taber terræn til konkurrenterne

Turismen sætter igen rekord, når det kommer til antallet af overnatninger i Danmark. Alligevel taber vi markedsandele til vores nordeuropæiske konkurrenter, viser en ny rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Ifølge en ny rapport fra Vækst- og Erhvervsministeriet er det særligt de europæiske turister, som vores nabolande har haft større succes med at tiltrække i de senere år. Det betyder, at selv om Danmarks overnatningstal ganske vist er højere end det nordeuropæiske gennemsnit, så står vi relativt svagere i kampen om andele på det europæiske feriemarked.
Læs mere
Fold sammen

Turisterne strømmer til landets hoteller, feriehuse og campingpladser. Efter flere år med tilbagegang var både 2014 og 2015 rekordår for den danske turisme med det højeste antal registrerede overnatninger nogensinde. 49,9 millioner overnatninger blev det til i 2015, hvilket svarer til en stigning på næsten fem procent i forhold til året før. Og det er glædelige nyheder, lyder det fra Erhvervs- og Vækstministeriet i en ny rapport.

Alligevel er det dog ikke lutter lagkage og løssluppen feriestemning, der præger undersøgelsens konklusioner. Selv om dansk turisme sætter rekord i absolut forstand, så taber vi nemlig markedsandele til de nordeuropæiske turistdestinationer, vi normalt sammenligner os med.

Derfor er der en række udfordringer, der skal løses, hvis vi i fremtiden skal sikre Danmarks stærke position på det internationale feriemarked, mener erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V).

»Man skal jo glæde sig over, at vi nu sætter rekord, men vi kan jo også se, at der er et yderligere stort potentiale, som vi har mulighed for at tiltrække, hvis vi anstrenger os,« siger Troels Lund Poulsen.

Og den pointe bliver bakket op af Dansk Erhvervs chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Susanne Nordenbæk. Selv om hun overordnet set er yderst tilfreds med det forgangne års fremgang i den danske turisme, så bliver der dog alligevel dryppet en smule malurt i bægret.

»Én ting er, at det går godt for turismen i Danmark. Det glæder branchen, fordi det skaber mere vækst og beskæftigelse. Men så længe vores konkurrenter klarer sig lige så godt eller bedre, så indhenter vi ikke de seneste års tabte markedsandele. Og det er selvfølgelig et problem,« siger Susanne Nordenbæk.

Ifølge den nye rapport fra Vækst- og Erhvervsministeriet er det særligt de europæiske turister, som vores nabolande har haft større succes med at tiltrække i de senere år. Det betyder, at selv om Danmarks overnatningstal ganske vist er højere end det nordeuropæiske gennemsnit, så står vi relativt svagere i kampen om andele på det europæiske feriemarked.

Kysterne skal moderniseres

I den forbindelse peger undersøgelsen på en række specifikke områder, hvor den danske turisme halter efter vores nabolande. Blandt andet scorer Danmark lavere end det nordeuropæiske gennemsnit, når det kommer til turisternes tilfredshed med, hvad de får for pengene i Danmark, samt udvalget af seværdigheder og aktiviteter.

Og det skal der gøres noget ved ifølge både Troels Lund Poulsen og Susanne Nordenbæk.

»Vi skal sørge for, at der bliver skabt nye udviklingsmuligheder for turismen. Der, hvor vi har tabt terræn i forhold til nogle af vores konkurrenter, har netop været på kystturismen,« lyder det fra Susanne Nordenbæk i Dansk Erhverv.

Den udmelding bliver bakket op af Troels Lund Poulsen. Han hæfter sig bl.a. ved rapportens anbefalinger af, at der skal skabes flere sengepladser til turisterne. Det gælder også langs de danske kyster.

»Vi bliver nødt til også at modernisere vores kyst- og naturturisme og give nogle mere attraktive opholdsmuligheder. Og det er det, vi gør i nogle udvalgte områder af Danmark. Det er selvfølgelig også med skyldig hensyntagen til, at vi ikke skal ødelægge vores kyster, fordi det også er det, som turisterne gerne vil opleve,« forklarer Troels Lund Poulsen.

Hermed knytter ministeren an til den heftige diskussion, der har været om VK-regeringens liberalisering af planloven. Kritikken preller dog af på Troels Lund Poulsen, der fastholder nødvendigheden i at styrke det, han kalder »opholdsmulighederne« på de danske kyster.

»Det, mener jeg, er en totalt forfejlet kritik. Vi har jo ingen ambitioner om at bebygge de danske strande. Men vi har selvfølgelig den politiske holdning – som denne her rapport også understøtter – at der er et stort potentiale, som vi ikke får høstet frugterne af,« lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Ifølge Erhvervs- og Vækstministeriets prognoser vil der frem mod 2025 være en årlig vækst i efterspørgslen efter danske ferieovernatninger på 2,6 procent. Det svarer til en samlet stigning på mere end 15 millioner overnatninger, og det kræver ifølge ministeriet, at der i de kommende år bliver investeret massivt i nye sengepladser til trætte danske og udenlandske turister.