Cheføkonom i Danske Bank: Rohde hæmmer dansk opsving

Nationalbanken udmeldinger om, at boligejernes adgang til afdragsfrihed skal begrænses og den stramme økonomiske politik som banken fører, er med til at bremse det ellers gryende opsving i dansk økonomi.

Det mener Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Hvorfor anbefaler Nationalbanken konsekvent kun initiativer, som gør dansk økonomi mere ubalanceret? Danmark har et betalingsbalanceproblem. Øget låneregulering eller finanspolitiske stramninger vil kun gøre det overskud større, udtaler Steen Bocian til Børsen.

Bocian fremhæver, at Danmark har det tredjehøjeste overskud på betalingsbalancen blandt alle de lande Danmark normalt bliver sammenlignet med.

Samtidig er der en stærk forventning om, at Nationalbankens direktør, Lars Rohde, vil gentage sit krav om begrænsning af adgangen til lånefrihed, samt igen advare om at de rekordlave renter kan sætte gang i en boligboble og en lånefinansieret forbrugsfest, i stil med den man så op til finanskrisen.

Steen Bocian er enig i, at det er vigtigt at undgå endnu en boligboble. Men samtidig mener han, at det er på tide at hjælpe forbruget i gang for at lade opsvinget få fat.

/ritzau/FINANS