Business-update: Boligrenten banker i vejret til højeste niveau i halvandet år

Berlingskes Business-redaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Boligrenten er på vej op, og det kan gøre, at et nyt to procent lån med afdragsfrihed kan komme på banen i den nærmeste fremtid. Sidste gang det var muligt at tage et sådant løn, var i forbindelse med coronakrisens indledning sidste forår. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til ugens sidste Business-update, der giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder på denne fredag.

Vi skal forbi danskernes boliglån, og vi skal forbi en nyhed fra Kina, hvor man er på vej til at forbyde kryptovaluta. Men vi starter med problemer omkring beskatning af fri bil.

Direktør får stor skatteregning

Usikkerhed om beskatningen af fri bil skaber fortsat problemer, og det har administrerende direktør Stig Gerlach fra belysningsvirksomheden Sirius i Lillerød i Nordsjælland fået at føle. Han har fået en samlet ekstraskat på cirka 400.000 kroner. Det skriver borsen.dk.

Stig Gerlach blev stoppet i en razzia tilbage i 2019, og det er den, som førte til den ekstra skatteregning, fordi skattegrundlaget på firmabilen – en Mercedes GLC AMG 63’s – blev forhøjet fra 1,2 millioner kroner til 2,3 millioner kroner. Det er Mercedes i Hørsholm, hvor bilen er købt, der har oplyst den skattemæssige værdi.

Stig Gerlach fremhæver, at han føler sig ført bag lyset. Uden at ane det har han kørt rundt i en tikkende skattebombe gennem et år.

»Jeg har været i god tro hele vejen igennem, og jeg er rasende på Mercedes,« siger Stig Gerlach.

Børsen har ikke kunnet få kommentar fra Mercedes til sagen.

Kineserne vil forbyde kryptovaluta

Kina vil forbyde handel med kryptovaluta som eksempelvis bitcoin. Det skyldes, at Kinas centralbank The Peoples bank of China betegner alle overførsler med kryptovaluta som værende ulovlige og vil forbyde dem. Det skriver finans.dk på baggrund af nyhedsbureauet Reuters.

Helt præcist skriver den kinesiske centralbank, at handlen med kryptovaluta er steget de seneste år, men at det forstyrrer den økonomiske orden. Centralbanken mener, at bitcoin og andre kryptovalutaer bliver brugt til hvidvask, bedrageri, pyramidespil og andre ulovlige aktiviteter.

Nyheden fik kursen på bitcoin til at falde med knap seks procent til lige omkring 42.400 dollar.

Nyt boliglån kan komme på banen

Det er uhyre billigt for danskerne at optage et boliglån, når man ser på renten. Sådan vil det være et pænt stykke tid endnu, men boligrenten er på vej op. Renten på det 30-årige 1,5 procent lån med afdragsfrihed bliver lige nu handlet til en kurs lige over 96. Det er det højeste niveau siden foråret 2020.

»Så sent som i begyndelsen af denne uge flirtede lånet med kurs 98. Det kan betyde, at et nyt 2,0 procent lån med afdragsfrihed kan komme på banen i den nærmeste fremtid. Sidste gang vi hilste på et 2,0 procent lån med afdragsfrihed, var i forbindelse med coronakrisens blodrøde indledning sidste år,« siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

Han fremhæver, at rentestigningen sender mulighederne for nedkonvertering for boligejerne længere ned i dørken.

»Mange boligejere har heldigvis benyttet det meget store vindue til at få klaret nedkonverteringen, og de kan i stedet se værdien af deres restgæld falde i takt med rentestigningen. Det kan så samtidig ligefrem bringe overvejelser om opkonvertering tilbage, men der er i vores optik endnu et stykke vej, før en ren opkonvertering endnu er rigtig relevant,« siger Brian Friis Helmer.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

Skat klar med nye regler – fordelagtig lånemulighed til boligejere

De endelige detaljer omkring udrulning af nye ejendomsvurderinger og boligskatter er på trapperne. Herunder er der nye retningslinjer for en fordelagtig lånemulighed for boligejere.

Læs historien her.

Danmarks største ladenetværk vil ikke ændre prisen trods el-advarsler

En ekstraregning venter elbilister, hvis de høje elpriser viser sig at være permanente. »Lige nu holder vi meget nøje øje med elpriserne,« lyder det fra E.ON.

Læs historien her.

Boligejerne har sparet millioner på skattestoppet – se hvor meget i de enkelte kommuner

Det er snart endegyldigt slut med tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussens skattestop. Boligejere har sparet millioner af kroner på det i forhold til, hvis deres skat var fulgt med de reale boligpriser.

Læs historien her.

Her er fem grunde til, at elpriserne eksploderer

Prisen på el er tordnet op, og det kan koste en gennemsnitlig familie en årlig ekstraregning på tusindvis af kroner. Berlingske bringer her et overblik over, hvorfor elpriserne er på himmelflugt.

Læs historien her.

Børsbarometer: Krise? Hvilken Kina-krise? Aktiemarkedet har hukommelse som en guldfisk

I starten af ugen var Evergrande »the only game in town,« men nu kan investorerne stort set ikke huske, hvad de var bange for. Aktiemarkedet fokuserer nu i stedet på stigende renter, efter at en række centralbanker i denne uge var overraskende hårde i deres retorik.

Læs historien her.