Robertvinder i Cannes: Danmark tør satse på talent

»Vinterbrødre« scorede priser på stribe i Danmark, og nu er instruktøren bag inviteret til at dyste i Cannes.

Hlynur Palmason ses her med en del af holdet fra filmen Vinterbrødre, der indbragte ham et hav af priser i Danmark. (Arkivfoto) Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den røde løber er rullet ud i Cannes, hvor den årlige filmfestival lige nu finder sted.

Og en af dem, der kan gå hjem med en pris fra festivalen, har i forvejen kaminhylden derhjemme fyldt op med danske statuetter.

Ikke mindre end ni robertpriser, to bodilpriser og en pris for Årets Nye Talent ved CPH PIX blev det nemlig til for filmen "Vinterbrødre", der var instruktøren Hlynur Pálmasons debut.

Med den fik han i den grad slået sit navn fast.

Så fast at han er inviteret til at dyste med i sideprogrammet Semaine de la Critique ved filmfestivalen i Cannes med sin nye spillefilm "A White, White Day".

»Det er uvurderligt for en film at få en god start på en festival, og der er Cannes bare A-festivalen. Det er virkelig en fantastisk mulighed,« siger Hlynur Pálmason.

Instruktøren er født og opvokset på Island, men er uddannet fra Den Danske Filmskole i 2013.

Han bor i København og insisterer på at blive interviewet på dansk. Flere steder bliver han omtalt som islandsk-dansk instruktør, og det generer ham ikke.

»Man bliver selvfølgelig født og vokser op et sted, men jeg ved ikke, hvornår man er det ene eller det andet. Hvis folk i Danmark har lyst til at arbejde sammen med mig, så er jeg glad, og så må I kalde mig, hvad I vil,« siger han og smiler.

Det er der mange danskere, der gerne vil. Faktisk er en stor del af holdet omkring Hlynur Pálmason dansk.

Han har, siden han blev optaget på filmskolen, arbejdet med blandt andre klipperen Julius Krebs Damsbo, fotografen Maria von Hauswolff og tonemesteren Lars Halvorsen, ligesom han også har danske producere på sine film.

Før han flyttede til Danmark, manglede han samarbejdspartnere.

»I Island lavede jeg alting selv, og det var så tungt. Jeg var ved at blive kvalt,« fortæller Hlynur Pálmason.

»Da jeg kom til Danmark og begyndte at arbejde med Julius, Maria og Lars, fik jeg nogle stærke samarbejdspartnere, der virkelig stimulerer mig kreativt, og som er mine venner.«

Det gav ham fornyede kræfter.

»Alting ændrede sig. De tager vægten fra mig, så det bliver lystfyldt. Jeg fik virkelig kreativt samarbejde ud af filmskolen,« siger han.

Der var kun omkring 10.000 mennesker, der indløste billet, da "Vinterbrødre" gik i de danske biografer.

Men filmen har haft et langt liv og er blevet vist over hele verden, og det betyder meget, når man skal finansiere den næste film. Især hvis man som Hlynur Pálmason lægger stor vægt på det kunstneriske i sine projekter.

»Jeg mener, at fundamentet for film og deres udvikling er kunstneriske film.«

»Selv de mest succesfulde, kommercielle og mainstream filmmagere som for eksempel Christopher Nolan, hvis film sælger flest billetter i hele verden, er inspireret af meget kunstneriske instruktører.«

»Det er fundamentet, og derfor er det vigtigt, at vi plejer det,« siger han.

Det synes han, Danmark er god til.

»I Danmark tør man satse på talenterne og på at støtte dem. Der bliver passet på de folk, der tager chancer og som ikke bliver rige på det.«

»Man får muligheden for at lave noget, der også kan bibringe noget til fremtidens film,« siger han.

Onsdag bliver det afgjort, om Hlynur Pálmason får en pris i Cannes.

/ritzau/