Politi: Bandekrig overgår rockerkrigen

Krigen mellem rockere og indvandrerbander har på et halvt år budt på lige så mange skudepisoder som hele rockerkrigen i 90erne. Det her er værre, siger politiet.

Foto: Jeppe Michael Jensen. Natten til i går blev kvarteret omkring Café Våren rystet af et skuddrama.
Læs mere
Fold sammen

Krigen mellem rockere fra Hells Angels og flere indvandrerbander overgår nu i intensitet den store nordiske rockerkrig, som Hells Angels og Bandidos udkæmpede fra 1996 til 1997. Politiet i København, Århus og Odense har registreret 40 skud­episoder med tre dræbte og flere livsfarligt sårede, siden august sidste år, hvor den nuværende konflikt begyndte, som står mellem personer med tilknytning til Hells Angels kontra flere indvandrerbander. Hele rockerkrigen bød ifølge Rigspolitiet på 40 drabsforsøg og fem drab.

»Set i det perspektiv taler vi faktisk om en situation, som er tre-fire gange så slem, som det vi oplevede under rockerkrigen. Det er helt vildt, og det er virkelig et incitament til at sige, at nu skal det her stoppes, og derfor træder vi nu også mere på gaspedalen,« siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi med henvisning til, at politiet nu sender flere betjente på gaden i et forsøg på at bremse konflikten.

Farligere end tidligere
Per Larsen fulgte som daværende chefkriminalinspektør i København den store nordiske rockerkrig tæt. Han mener, at den nuværende konflikt er vanskeligere at håndtere for politiet:

»Det var nemmere dengang, hvor det var to klart afgrænsede grupper, hvor vi kendte aktørerne, og vidste hvor de boede. I dag har vi et klart billede af den ene side i konflikten, rockerne. Men over for dem står en række grupper, som vi ikke kan kortlægge på samme måde, fordi det simpelthen er så komplekst, det som foregår. Så det er sværere at løse nu end dengang,« siger han.

Bandekrigen har vist sig farligere for civile udenforstående. Flere uskyldige unge mænd er blevet skudt, fordi de er blevet forvekslet med rockere eller bandemedlemmer. Det gør bandekrigen langt alvorligere end rockerkrigen, mener lektor Michael Hviid Jakobsen, der forsker i organiseret kriminalitet på Aalborg Universitet.

»Sandsynligheden for, at den almindelige borger bliver impliceret i det her, er betydeligt større end under rockerkrigen. Det er mere uforudsigeligt, fordi parterne ikke kender hinanden så godt som i rockerkrigen og derfor har svært ved at identificere, hvem der tilhører hvilken gruppe. Det er med til at afføde, at uskyldige og tilfældige mennesker skydes ned. Det skete jo ikke i rocker­krigen, for der gik parterne bevidst kun efter dem med rygmærker. Når justitsminister Brian Mikkelsen siger, at det er trygt at cykle gennem Nørrebro, så er det ikke det indtryk, befolkningen har, selvom den statistiske risiko for at blive ramt er meget lav. Jeg tror ikke, borgerne på samme måde var bekymret for deres eget ve og vel under rockerkrigen, mens det er tilfældet nu,« siger Michael Hviid Jakobsen.

Den store nordiske rockerkrig blev bremset i 1997, da Hells Angels og Bandidos indgik en fredsaftale, som blev forhandlet på plads med advokat Thorkild Høyer som mægler. Både Per Larsen og Michael Hviid Jakobsen vurderer, at den mere diffuse struktur i bandekrigen gør det vanskeligere at mægle en fredsaftale på plads: »Vi vil være meget villige til at understøtte en eventuel mæglingsproces, men det er meget svært at se, hvilke parter der skal tale sammen. Det er meget fragmenteret og komplekst,« siger Per Larsen.

Her skyder banderne

Røde punkter: Uopklarede sager / Grønne punkter: Helt eller delvist opklarede sager


Vis stort kort Se kortet i Google Earth Følg kortet i din RSS-læser