»Er det ikke …? Jo, det er det da«: Nyt billede af Søren Brostrøm vækker forargelse

Et billede af Søren Brostrøm har sat ild i de sociale medier. Billedet viser direktøren for Sundhedsstyrelsen i et tog uden et mundbind, på trods af at det er et krav.

Søren Brostrøm er fanget på et billede, hvor han ikke bærer mundbind på sin togtur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I en kupé i toget sidder Søren Brostrøm. Fremadlænet og taster på sin computer. Umiddelbart ligner det en helt normal togtur, men noget mangler.

Et billede af Søren Brostrøm uden mundbind har ramt internettet og vækker nu forargelse.

For »kravet om mundbind eller visir gælder passagerer i alle typer kollektiv transport,« slår DSB fast på sin hjemmeside. Alligevel bærer Brostrøm ikke det obligatoriske mundbind.

Det er en medpassager, der har lagt billedet op på sin Facebook-profil. Selv skriver Facebook-brugeren, at han har haft billedet liggende i en uges tid, men tænkt, at det var »infamt at lægge op«.

Er det ikke... Jo, det er da Søren Brostrøm, der sidder uden mundbind på første klasse. Jeg har ikke selv taget...

Slået op af Sten Thorup KristensenOnsdag den 25. november 2020

Men nu har han altså offentliggjort billedet. Det skyldes ifølge brugeren selv, at Søren Brostrøm i øjeblikket optræder i formynderiske reklamekampagner. Ifølge Sundhedsstyrelsen skal reklamerne »med en humoristisk tone få flere unge til at holde fast i coronarådene«.

»Nu optræder samme Brostrøm i en ny kampagne som moralist og frygt-spreder. Jeg mangler ord,« skriver brugeren.

Ligeledes vækker billedet harme flere steder i kommentarsporet.

En bruger skriver »Brostrøm du er en hykler!«. En anden skriver, at »Brostrøm er efterhånden så upålidelig, at han er gået fra et aktiv til et passiv for regeringen«. En tredje skriver, at »det er skuffende, men mest af alt overraskende«.

Det er dog ikke første gang, at Søren Brostrøm er fanget i ikke at overholde regeringens coronaretningslinjer. Det er ikke længe siden, at en video viste Søren Brostrøm, der ikke sprittede maskinerne af efter brug i et træningscenter.

Sundhedsstyrelsen skriver i et kommentarspor, at de bekræfter billedets ægthed. Desuden skriver de i en kommentar til Berlingske, at Søren Brostrøm godt husker episoden.

»Det er rigtigt, at han kortvarigt havde taget mundbindet af for at drikke en slurk kaffe og glemt at tage det på igen. Kort tid efter kom togkontrolløren heldigvis forbi og mindede ham om at have mundbindet på, som han selvfølgelig tog på igen,« oplyser styrelsen i en e-mail.

Facebook-brugeren skriver dog, at en konduktør gik forbi Søren Brostrøm gentagne gange, og først påmindede Brostrøm om mundbindskravet, da en anden passager bad konduktøren om det.