Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En af operasanger Marianne Rørholms største succeser var en gyser uden lige:
Rørholm havde hovedrollen i »Tjenerindens fortælling« af Poul Ruders. Operaen er en urovækkende fremtidsvision og fik premiere på Det Kongelige Teater i 2000. Rørholm sang slavekvinden Offred, der kaster sig ud i en ulovlig affære og bliver arresteret – som om hun ikke havde det hårdt nok i forvejen.
Rørholm studerede hos Susanna Eken og Uno Ebrelius på Operaakademiet indtil 1984, og viste sig hurtigt som en af landets mest lovende mezzosopraner. Det Kongelige Teater havde tidligt blik for talentet, og lod hende debutere som pagen Cherubino i »Figaros Bryllup« af Mozart. Indsatsen gav ekko langt ud i det danske musiklandskab og indbragte hende Musikanmelderringens Kunstnerpris.
Sejrene fortsatte allerede i den følgende sæson med så forskellige roller som Olga i »Eugen Onegin« af Tjajkovskij, Rosina i »Barberen i Sevilla« af Rossini og Lola i »Cavalleria rusticana« af Mascagni.
Hendes mørke stemme med den gyldne kant virkede dybt fasinerende på samtidens kritikere. Det samme gjorde hendes kunsteriske bredde: Marianne Rørholm er en af de få, der synger barokmusik og avantgarde lige stilrent. En af de få, der har musikaliteten til det.
Så ak og ve. Udlandet fik også ørerne op for hende. Marianne Rørholm var fra 1985 og tre år frem ansat på operaen i Frankfurt og begejstrede byens krævende publikum med store partier i alt fra »Hoffmans Eventyr« til »Titus«, »Così fan tutte« og »Rosenkavaleren.«
Hendes bredde i det stilistiske har gjort hende til en af generationens mest efterspurgte mezzoer og ført til gæstespil på eksempelvis britiske Glyndebourne, milanesiske La Scala og Carnegie Hall i New York.
Man kunne også høre hende i Mahlers uforlignelige »Das Lied von der Erde« på Pariseroperaen og se hende gentage glansrollen som Cherubino i Berlin og Tel Aviv med mere. Og hun reddede engang en opsætning af »Askepot« i det sydtyske ved at springe ind i titelrollen med kort varsel. Tilskuere på Den Jyske Opera i Aarhus vil huske hende fra samme parti.
Den kvindelige hovedrolle i »Dido og Æneas« på Théâtre de la Monnaie i Bruxelles? Eller hvad med sigøjnerpigen Preziosilla i »Skæbnens magt« af Verdi i København? Marianne Rørholm har prøvet det hele og haft held med det meste.
I de senere år har hun været optaget af undervisning, og hun blev i 2005 optaget på masteruddannelsen i elitesangpædagogik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – hvor hun i dag er konstitueret studieadjunkt.