Han hedder egentlig Niels Bagge Hansen og kommer fra Solrød. Men deroppe, midt på den vidtstrakte scene, er han en anden. Han er Vinnie Who, og han er navnet, Roskilde Festival i år har valgt at give et tilbud, som ikke kan afslås.
Mafiavendingen er ikke tilfældig. Det er nemlig et tilbud med krav og komplikationer. Det kan man se af listen med navne, som før Vinnie Who har fået lov at åbne den kolossale Orange Scene og dermed hele den traditionstunge Roskilde Festival.
Blandt dem har nogle naturligvis haft succes. Ikke nødvendigvis de bedste, men derimod dem med den største, mest udadvendte kraft i sangene.
Volbeat, Magtens Korridorer og ikke mindst sidste års Kellermensch lykkedes deroppe, hvor Vinnie Who – med to discosprøde album og en håndfuld P3-hits i ryggen – nu griber om mikrofonstativet. Uden ét eneste nummer med dirrende rockpotens på sætlisten, men derimod en samling sange i den forfinede ånd, som før har givet problemer for eksempelvis When Saints Go Machine og Teitur.
Forskellige fra ham og hinanden, javel, men altså fælles om de mere sarte, sofistikerede nuancer, som har det med at blæse væk på den store scene og foran publikum, som er fulde af opladet, rastløs førstedagsenergi.Men skal det lykkes for Vinnie Who, må han – udover at levere sine hits med mere power end vanligt – vise showmanship og foretage et eller flere nye greb. Altså overraske med et eller andet: Et symfoniorkester, gæstestjerner, et balkanband, nøgendans, konfetti fra helikoptere, ja, hvad ved jeg, men under alle omstændigheder noget, som kan fastholde og engagere publikum langt dernede foran scenen.
Det begynder godt, da det viser sig, at alle otte musikere på scenen er klædt i samme sorte bukser og hvide, kortærmede skjorter. Siden kommer Vinnie Who så ind i samme sæt, blot med en blazer ud over skjorten, der signalerer, at han er stjernen, og rundt om ham står planter, og bagved er romerske søjler trykt på stofbannere.
Bestemt interessevækkende og kun gjort endnu mere æggende af bandet, der fra første færd spiller såvel tight som smidigt og løfter sig med »What You Got Is Mine« med koklokke, fuldfed, stram bas og maskinelle beats. Samme sus opstår under »The Remedy«, der sender cool – tro det hvem som kan – referencer til Bee Gees og fremkalder billeder på nethinden af discokugler og skridtstramme trompetbukser.
Kommer rumskibet?
Tydelige hilsener er også i spil og samspil, da riffet fra Dire Straits’ »Money For Nothing« river hul i den grå himmelbue, mens Vinnie Who synger Talking Heads’ »Life During Wartime«. Så langt, så godt. Og da Vinnnie Who råber »Jeg tror, der kommer et rumskib!« går der en sitren gennem pladsen, og de to piger foran mig stopper deres dybe kysseri og kigger op mod scenen. Hvor bandet blot fortsætter.
Intet rumskib, men mindre kunne også gøre det. Eksempelvis, for nu at foreslå det indlysende, en kæmpemæssig discokugle. Det havde uden tvivl skabt en fest og kunne sammen med andre gimmicks have forhindret festen i at blive oppe på scenen Igen: Store scener kræver andre strategier end eksempelvis den lille Pavilion-scene, som Vinnie Who stod på for fire år siden.
Jamen, hvad så med planterne, som bliver rykket rundt på scenen? Indgår de ikke i en større dramaturgisk fortælling? Næ, og en flok stueplanter fra Bauhaus gør altså ingen sommer. Eller fest. Heller ikke et skvæt flaskevand i Vinnie Whos borgherrefrisure.
Men hans evner som sanger og bandets funky, discopulserende drive forhindrer den helt store katastrofe og alle ni på scenen i at blive ædt med hud og hår af Orange Scene.
Men det kunne let været gået helt anderledes. Med lidt forudseenhed og fantasi i afviklingen af showet. I stedet bliver det en tam affære, som er glemt, så snart den næste koncert begynder på Orange Scene. Det er med metalbandet Slipknot. De plejer at vide, hvad scenen kræver. Og det er mere end en ok musikalsk indsats.
Hvem: Vinnie Who, Orange Scene, torsdag.
