Den danske popscene er ikke ligefrem overrendt af snurrige, sprogbevidste eller slidstærke kunstnere.
Men de findes faktisk, hvis man leder lidt, og Marie Key er det hele på én gang på »De Her Dage«, hvor hun som på solodebuten samarbejder med Anders »Maskinen« Sommer, og hvor det kunstneriske greb også er det samme: Computergenererede poparrangementer, der isoleret set er temmelig tidstypiske og anonyme, stemmes op mod Marie Keys vokal og vers, som er det stik modsatte. Ud af dette opstår en egen tone. Et helt særligt og, ja, originalt udtryk.
Som i den fortrinlige »Et Aftalt Spil«, hvor beats og synth hviler på en såvel sugende som florlet melodi, og hvor Marie Key synger sig gennem vers, der burde få de fleste danske popskrivere til at rødme: »Som en vej der går ud i ingenting/Som et aftalt spil du ikke kan vinde/Som en længsel der ikke vil lade dig gå/ Som en klub hvor musikken bare går i stå/Som en elsker der ikke kan give sig hen/Som den uro der driver dig i byen igen.«
Her som de fleste andre steder på »De Her Dage« synger Marie Key med en større inderlighed og alvor end tidligere.
Sjældne sange
Det klæder i særlig grad »Farten«, »De Her Dage« og de få akustiske ekskurser, som ligger de helt rigtige steder på albummet. Som den blot halvanden minutter lange »Skagen«, hvor Marie Key synger om en far, der »blev født på spidsen af et land/som slet ikke passer til så fræk en mand«.
Troskyldige gloser med en understrøm af begsort alvor, og sådan er det ofte på »De Her Dage«, der fortæller om familie, forelskelse, kærlighed og landets tilstand. Det er med andre ord popmusik for voksne, og den er pokkerme sjælden i dag, hvor de fleste sange i radioen og på hitlisterne synes at være designet til børn. Rasmus Seebach, Burhan G, Xander og så videre og så videre. Alle uden dybde, poesi, nuance.
Marie Key er noget helt andet. Lykkeligvis.
